Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11617Visninger
AA

31. The Smell of Roses

"Hvad var det, du ville snakke med mig om?" spurgte jeg nysgerrigt, efter jeg selv mente jeg havde været tålmodig nok. Minho havde lagt armen omkring mig, og passede meget på ikke at røre mit ben. Jeg lå med hovedet på hans venstre skulder, og så op på ham med store øjne. Minho så ikke helt ud som om, det var let af få ord presset ud over læberne. Men han gjorde det alligevel, selvom det pinte ham.

"Jeg.. Altså.. Jeg synes bare ikke, at vi skal have hemmeligheder for hinanden mere," sagde han tøvende, mens han legede med mit lange hår med to af sine fingre. Selvom det føltes dejligt og betryggende, holdt jeg blikket på Minho's bekymrede ansigt. Jeg forstod ikke rigtigt, hvor han ville hen med det, og det afspejlede mit forvirrede ansigtsudtryk vist meget godt. Minho fortsatte. "Derfor vil jeg gerne fortælle dig om ting, jeg har holdt for mig selv. Du må spørge mig om hvad som helst, du vil - jeg lover dig, jeg svarer på alting." Han så på mig med alvorlige øjne. Betød det, at lige meget hvad jeg havde lyst til at spørge om, så ville han bare fortælle mig det? Uden filter, uden noget som helst? Jeg rømmede mig en lille smule, mens jeg tænkte over et godt spørgsmål. Så kom det pludselig til mig, som lynet der slår ned.

"Hvordan har din far fået så mange penge?" En muskel under Minho's øje gav et lille ryk fra sig. Han var ikke særlig glad for pludselig at blive forhørt, men jeg derimod var ret glad for, at Minho stolede nok på mig til at fortælle alle hans hemmeligheder, lige meget hvor mørke og dystre de så end måtte være. 

"Han smugler ulovlige stoffer ind i landet," mumlede han stille. "Jeg er ikke sætlig stolt af det, men jeg hjælper en gang i mellem. Ellers nægter han at give mig penge. Og jeg ved ikke helt, hvorfor jeg ikke bare stopper, cutter kontakten. Jeg tror bare jeg er for forkælet." Han smilede kort, men det forsvandt så hurtigt som det kom. Hans blik var blevet en anelse fjernt. Han lagde ikke engang mærke til mit chokerede udtryk. "Jeg kan ikke bare gå ud af det, når jeg først er kommet ind. Alle desertører bliver slået ihjel, fordi min far står til en hård straf, hvis han bliver taget. Jeg er fanget i det, Taemin."

"Det .. Det er jeg ked af." Det er jeg ked af? Var dét det bedste, jeg kunne sige til min kæreste, som tydeligvis var i livsfare og utroligt bange? Jeg havde aldrig set ham med det udtryk i øjnene. Tomt og på samme tid fyldt med frygt. Jeg kyssede forsigtigt hans kind, samtidig med jeg blidt nussede hans hånd, der lå i mit hår. Vi sagde ingenting i omkring ti minutter. Sad bare og tænkte. På alt og ingenting. Det var mærkeligt. Og jeg kunne ikke undgå at frygte for Minho's liv. 

"Jeg ved bare, at du ikke skal ind i det," hviskede Minho til mig, efter hvad der virkede som en evighed. "Du skal ikke leve på den måde, Tae." Han kyssede min pande, hvorefter han krammede mig tæt ind til sig. Jeg sad bare med panden lænet mod hans brystkasse, der bevægede sig taktfast op og ned. Jeg lukkede mine øjne i. Det var rart, at Minho bekymrede sig sådan om mit liv, men han skulle også bekymre sig om sit eget. Hvad nu, hvis han en dag døde? Hvad skulle jeg så gøre? Med et kunne jeg mærke en tåre, der trillede ned ad min ene kind, og ramte Minho's hvide t-shirt. Den efterlod en lille, våd plet. Minho strøg mig blidt over håret, mens han vuggede mig frem og tilbage i langsomme bevægelser. Tavshed endnu en gang. 

 

Efter yderligere et par minutter vidste jeg, at tiden var ved at løbe ud. Jeg var nødt til at ødelægge det dejlige øjeblik, selvom det også var en del skræmmende, og stille det næste spørgsmål. Jeg vidste jo ikke, hvornår jeg ville se Minho igen, og pludselig var jeg desperat. Jeg løftede meget forsigtigt mit hoved fra Minho's brystkasse, og åbnede munden for at stille et spørgsmål. Men det blev hurtigt erstattet af et andet, der havde generet mig længe. 

"Minho, hvorfor dufter du af roser?" spurgte jeg med en lille rynke i panden. Minho's ansigt stivnede fuldstændig. Han stirrede bare på mig, som om jeg havde rettet en pistol mod hans pande. Han glippede et par gange med øjnene, inden han tog begge mine hænder i sine, og så mig direkte ind i øjnene.

"Taemin," begyndte han, med en meget svag stemme. Jeg forstod ikke helt, hvorfor han lød så ubekvem, men jeg ventede tålmodigt på, at han fortsatte. "Jeg har ikke været dig helt.. Tro."

"Tro?"

"Ja. Tro. Jeg.. Har været sammen med en anden. I noget tid." Minho så afventende på mig. Forventede en reaktion. Jeg havde ingen. Jeg sad bare og stirrede på Minho, som om han var en komplet fremmed for mig. Jeg forstod ingenting. Havde han været mig utro? Vi havde næsten lige haft månedsdag! 

Mit hjerte begyndte at slå som en gal, og jeg kunne ikke få vejret ordenligt ned i lungerne. Jeg var så forvirret. Frustreret. Vred. Såret. Arrigt hev jeg mine hænder væk fra Minho's, og prøvede ihærdigt at komme væk fra ham. Jeg var så desperat, at jeg bare rejste mig op. Jeg støttede på mit brækkede ben. Jeg knækkede sammen med et svagt skrig, men som den helt Minho stadig spillede, greb han mig inden min krop blev smadret mod trægulvet. Med tårer løbende ud af røde øjne slog jeg vredt efter ham, mens jeg bare skreg, ar han ikke skulle røre mig. Minho lyttede ikke. Han løftede mig tilbage i sofaen, tilbage i sikkerhed. Jeg krøb sammen så langt væk fra den mand, jeg nu væmmedes ved. Jeg hadede ham, samtidig med, at jeg bare ikke kunne stoppe med at elske ham. 

"Hvordan kunne du?" hvæsede jeg med en hæs stemme. Minho sukkede og satte sig så langt væk fra mig som muligt. Han foldede hænderne sammen til en lille kugle. 

"Det var før jeg indså, hvor meget jeg elskede dig, Taemin," sagde han i en meget bestemt tone. "Jeg var kun sammen med hende, fordi jeg ikke havde indset, hvad du er for mig. Du er-"

"Hvorfor stinker du så stadig af hendes parfume?!" skreg jeg en anelse hysterisk, mens jeg kastede en pude efter Minho's ansigt. Det var ligesom vores første skænderi. Jeg råbte. Han var vred. Selvfølgelig ramte puden ikke - han greb den bare og lagde den ned på gulvet. Men han bevarede roen. 

"Fordi jeg gjorde det forbi i dag. Taemin, du må tro på mig," bad han, mens han så på mig med et blik fyldt med sorg. Han var såret over, at jeg blev så vred på ham. Jeg var ligeglad. Han havde forrådt mig. Jeg hadede ham. 

"Hvordan kan jeg tro dig?" Min stemme var fuldkommen grådkvalt. Jeg kunne næsten ikke se for alle de tårer, der fyldte mine øjne og slørede mit syn. De gled ned ad mine kinder som et vandfald. Men så hev Minho noget frem. Det var en lille æske. Han rejste sig langsomt og gik hen til mig. Jeg kunne ikke lide det, men jeg kunne jo ikke flygte alligevel. Derfor blev jeg siddende. 

Jeg begyndte dog først rigtigt at undre mig, da han gik ned på det ene knæ. Han åbnede æsken, men holdt kun blikket på mig. Jeg stirrede bare på den lille guldnøgle, der lå i den sikkert alt for dyre æske.

"Taemin," begyndte han, yderst højtideligt. "Jeg elsker dig højere end noget andet. Vil du ikke nok gøre mig den ære at flytte sammen med mig?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...