Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11636Visninger
AA

41. The Phonecall

Jeg havde ændret mig ret meget. Men Minho lod til godt at kunne leve med det. Mørke var én af de ting, jeg slet ikke kunne klare. Jeg panikkede og blev fuldstændigt lammet. Derfor blev han hos mig hver eneste nat. Jeg havde det heller ikke særlig godt med at være alene. Derfor lod han mig aldrig være det. Og hvis han ikke selv kunne blive, sørgede han for, at jeg havde nogen andre at være hos - ofte Onew, der stadig boede i en grotesk store lejlighed. Ellers var jeg hos Key og Jonghyun, der savnede mig utroligt meget. Key ringede flere gange om dagen for at høre, hvordan det gik - hvis jeg altså ikke kom ham i forekøbet. Jonghyun prøvede at bestikke mig til at komme hjem med diverse materielle ting. Og hvis ingen af de tre kunne, var jeg sammen med Claire. Alt i alt havde jeg altid nogen, der tog imod mig med åbne arme. Jeg var tryg. 

"Yeobo, vi kommer for sent på arbejde!" Minho stod ude ved hoveddøren og ventede utålmodigt. Jeg havde sovet over mig, og løb nu rundt i hele lejligheden for at blive færdig i tide, hvilket var foruroligende tæt på at mislykkes. Men Minho blev træt af at vente og hjalp mig i overtøjet, så vi kom hurtigere ud af døren. 

"Jeg har tænkt på noget," sagde jeg eftertænksomt på vej hen til teatret. Minho's blik gled ned på mig, og jeg havde hans fulde opmærksomhed. "Er det ikke ret morsomt, at du er millionær, men du har ingen bil?" 

"Jeg foretrækker at gå," svarede han med et lille smil, hvorefter han kort rodede op i mit morgenhår. Jeg havde ikke haft tid til at gøre noget ud af det, så jeg håbede, at det ikke lignede en høstak. "Men hvis du vil have en bil, skal jeg nok købe en til dig?"

"Det skal du altså ikke," mumlede jeg stille. Han ville altid købe mig lige hvad jeg ville have, og af og til virkede det lidt som om, at han troede at kun det kunne gøre mig glad. Det kunne godt være trættende til tider, men sådan var Minho. Og jeg måtte bare få banket det ind i hovedet på ham, lige meget hvor lang tid det end måtte tage. Jeg behøvede ikke at omgås dyre ting, bare for at være lykkelig. Jeg behøvede en familie. Intet andet. 

 

Arbejdsdagen forløb perfekt. Jeg var langsomt kommet ind i hverdagsrytmen igen, og gjorde mit bedste på arbejdet. Koncentrerede mig og arbejdede hårdt. Jeg dansede igen. Det hjalp mig. På en eller anden måde havde jeg bare behov for at danse. Det var livsnødvendigt. Derfor følte jeg mig altid så tom, når jeg ikke havde mulighed for det. At danse var som at trække vejret for mig.

Den nye forestilling var på vej, og der var stadig noget koregrafi, der skulle finpudses. Minho havde fået en af de store roller i stykket, men han så det ikke rigtigt som noget stort. Typisk ham at tage det så roligt. Alting gik som planlagt, og der var ikke tidspres. I hvert fald ikke endnu. I den her branche kunne man aldrig vide, hvad der kunne hænde dagen inden premieren, så ingen af os kunne tillade os at slappe af og tage den med ro. Vi knoklede til sent på aftenen, hvorefter vi alle gik trætte og udkørte hjem. Det var rart at være tilbage og føle, at jeg gjorde noget, der var vigtigt. Jeg var glad. Og Minho kunne sagtens mærke det på mig, når jeg ekstatisk fablede om, hvordan min dag var gået hele vejen hjem, for derefter at falde i søvn så snart jeg lå nogenlunde vandret. Og så puttede han mig uden brok, helt stille og roligt. Men den aften vågnede jeg sent på natten, og overhørte Minho, der talte i telefon.

"Det gør du ikke." Minho's stemme var spydig og ret så vred. Jeg rynkede panden en smule, og kravlede langsomt ud af sengen. Sørgede for at gøre det så lydløst som overhovedet muligt. Jeg gik næsten helt oppe på tåspidserne, da jeg listede mig over trægulvet og hen til døren, der stod på klem ud til stuen. Jeg kunne lige ane Minho, der stod ovre ved sofaen og kiggede ud af vinduet, ud over byen. Udenfor var lysene i mange af husene stadig tændt. Det mindede mig lidt om ildfluer, der svævede rundt i tusmørket. Smukt. Men jeg havde ikke tid til at fokusere på vores pæne udsigt. Minho talte i telefon, og han virkede ret så vred. Jeg gjorde mig umage for at høre, hvad der blev sagt. 

"Du forstår det ikke. Hvis du nogensinde rører dem jeg elsker, så slår jeg dig ihjel," hvislede han. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg huskede Minho, mens han brutalt og nådesløst slog mine fem kidnappere ihjel. Jeg ville ikke se ham sådan igen.

"Han forstyrrer ikke mit arbejde." Der var en kort tavshed. "Jeg er ikke svag!" Minho bankede sin knyttede næve ned i sofabordet. Glasset med vand, der stod placeret ovenpå, faldt til gulvet og splintredes. Jeg sprang en smule tilbage ved chokket over Minho's pludselige reaktion. Jeg forstod intet. Hvad skete der? Hvem snakkede han med? Efter et par sekunders yderligere tavshed, var Minho faldet mere til ro. Han lyttede bare til, hvad der blev sagt i den anden ende af røret. Men der var noget ved hans ansigt. Han.. Græd? Ja. En tåre løb hurtigt ned ad hans kind, mens hans åndedræt blev hurtigt og uregelmæssigt. Hans øjne flakkede rastløst rundt i lokalet. Men så pludselig, så stivnede han. Stirrede bare direkte ud i luften foran sig. Som om der var én, der havde skudt en kugle gennem hans hjerte. Langsomt åbnede han munden, og formede seks ord, der skræmte mig fra vid og sans. Hans toneleje var bestemt. Lavt. Koldt.

"Du slår ikke Taemin ihjel, far."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...