Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11634Visninger
AA

15. Still Just a Baby

Den dag gik jeg rundt med et stort smil på læben og håb i hjertet. Jeg havde det som om jeg havde slugt flere tusind lykkepiller, og det hele nu bare boblede over og efterlod mig i en tilstand af fuldkommen lykke. Det eneste jeg kunne var at smile, grine og sprede min glæde. Den dag dansede jeg også fuldkommen fejlfrit. Jeg lagde min sjæl i det. Og hvis jeg ikke tog fejl, kunne jeg se Minho stå og se på mig ude i kulissen. Han havde et lille smil plantet på de perfekte læber. Han kunne gidt lide det. At dømme efter publikums bifald kunne de også. Nu var jeg helt sikker. Minho var min kilde til inspiration.

Efter forestillingen blev jeg overvældet af alle de mennesker, der kom hen for at trykke min hånd og sagde, at jeg havde talent. Selvom jeg selvfølgelig smilede og sagde tak, så var det ikke helhjertet. Jeg ville gerne finde Minho. Jeg ville gerne høre hans mening. Jeg ville høre ham sige ordene. Til mig. Det ville gøre mig fuldt ud tilfreds med mig selv.

Jeg møvede mig gennem mængden, og åndede lettet op da jeg endelig fik lukket døren til omklædningsrummet. Jeg delte det med de andre mandlige dansere, men de var her ikke lige nu. De plejede for det meste at komme langt senere end jeg, men jeg brød mig ikke om al den opmærksomhed bag scenen. Den eneste opmærksomhed, jeg ville have, var på scenen.

Jeg satte mig ned på stolen med mit navn på, og begyndte at fjerne makeuppen. Det føltes befriende da jeg endelig havde fåret det sidste fjernet, og min hud var ren for makeup. Hver gang jeg havde det på føltes det som en maske. Og det var ærligt talt ikke specielt rart. Jeg fattede ikke, hvordan piger kunne holde ud at gå med det så tit.

"Hey, Taebaby?" Det var løgn. Det var ham. Lige nu og her. Han stod her. Jeg fik øje på ham i spejlet, og lyste med det samme op som et barn når det får sin førte julegave. Minho havde det samme rolige smil som altid. "Du gjorde det godt."

"Tak, hyung!" smilede jeg stort, i det jeg farede op fra stolen og nærmest sprang i Minho's arme. Egentlig utroligt. Det eneste, han behøvede, var at kysse mig, og så var jeg hans. Var jeg for let..? Jeg nåede ikke at tænke yderligere over det, før Minho's læber slettede alle andre tanker end dem, der omhandlede ham selv. Hver gang han kyssede mig var det som at glemme alle ens problemer og bare leve i nuet. Jeg ville leve i nuet for altid. Hvis jeg kunne, ville jeg stå sådan her, trygt i Minho's favn og med hans silkebløde læber mod mine resten af livet. Men desværre var der en lille ting kaldet oxygen der forhindrede det.

Minho trak sit ansigt en smule væk fra mit, men kyssede med det samme min pande bagefter. Som om han ikke kunne få nok. Som om ét kys ikke var nok. Jeg vidste, at han snart ville have mere, men jeg var ikke sikker på om jeg var klar til mere end de her uskyldige kys. De var mere end rigeligt for mig at håndtere for mig lige nu. Hver gang han bare så på mig galopperede mit hjerte afsted. Men jeg var ret overbevist om, at grunden til, at jeg ikke rigtigt ville gå videre, var fordi vi ikke havde defineret vores forhold. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde ham.

"Jeg tænkte på noget, Taemin," sagde Minho med et lille smil på læben. Jeg nikkede ivrigt. Var nysgerrig. Det virkede som noget, der måske kunne være en anelse romantisk, og jeg kunne ikke vente med at høre det. "Hvad siger du til at tage en tur i tivoli med mig?"

"Har de ikke lukket nu?" spurgte jeg en smule undrende. Minho rystede en anelse på hovedet, og begyndte at lege med mit halvlange hår. Han snoede langsomt en lok hår om sin finger.

"I aften har de længe åbent," sagde han. "Og jeg tænkte, at det ville være noget for min lille Taebaby?" Han lo en anelse, og slap mit hår, hvorefter han så ned på mig med de smukke, mørke øjne der fangede mig fuldstændigt. Jeg glemte helt at skælde ham ud over at kalde mig Taebaby. Når han sagde det på den måde, gjorde det mig ikke noget. Ikke længere.

"Jeg vil virkelig gerne i tivoli!" smilede jeg med det største smil længe. Minho kyssede mig ømt på kæben, og langsomt arbejdede han sig op mod mine læber. Snart mødtes begge vores læber i et blidt kys, der fik sommerfuglene i min mave til at flakse rundt som gale. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at jeg var blevet forelsket i min fjende.

 

Efter jeg havde skiftet til noget mere hverdags-agtigt tøj, der selvfølgelig ikke skulle se alt for hverdags-agtigt ud, og sat mit hår helt 'tilfældigt', forlod Minho og jeg teatret og satte kurs mod tivoliet. Jeg havde faktisk kun været i tivoli én gang; og det var med Key og Jonghyun. Men de var meget glade for pariserhjulet, og ville da slet ikke prøve de mere vilde ting, som jeg altid selv gik efter. Efter det besluttede jeg mig for at finde en anden at tage i tivoli med. Og den anden, det blev Minho. Hvem skulle have troet det?

Vi tog en taxa, som Minho selvfølgelig betalte for, selvom jeg insisterede på, at vi skulle dele regningen. Men Minho havde den forestilling om, at han skulle være en gentleman i aften, og til sidst vandt han og fik sin vilje. Han var ret stædig, når det kom til stykket, og jeg kunne ikke få mig selv til at bruge baby-blikket på ham. Jeg ville virke voksen og moden - ikke som den Taebaby han engang kendte.

Den aften ville jeg være et voksent menneske, med ansvar og kloge bemærkninger. Jeg ville ligge barndommen til side og vise Minho, hvor meget jeg havde ændret mig siden folkeskolen.

 

"Minho hyung~! Jeg vil have den blå bamse!" plagede jeg, og pegede hen mod den havblå teddybjørn med de store, mørke øjne. Måske var jeg ikke helt så voksen alligevel. Men Minho lod til at syntes, at jeg bare var sød, og straks gik han over til boden for at vinde den til mig. Mens han blærede sig med sine sportslige evner, var jeg optaget af at se på alle de forskelligtfarvede blinkende lys der var alle vegne. Balloner i forskellige former og farver var overalt, og mennesker i eventyrlige kostumer dansede over på den store scene. Det var næsten magisk.

"Her, Taebaby," smilede Minho da han rakte mig den puffede bjørn. Jeg omfavnede den i et varmt knus, og smilede glad til min hyung, der blot stod og betragtede mig.

"Tak, Minho hyung!" lo jeg, mens jeg aede mit nye stykke legetøj. Minho så på mig med et tænktsomt blik, og snart tog han min hånd og trak mig med sig. Ikke hårdt, men bestemt førte han mig frem.

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg undrende, mens jeg blot lydigt fulgte med ham. Jeg var fuld af forventning. Hvad skulle vi nu? Sikkert noget sjovt. Minho var ikke den kedelige type. Ikke så vidt jeg vidste. Jeg var helt sikker på, at vi sikkert skulle prøve noget der fik svage maver til at tømme indholdet. Jeg smilede for mig selv af bare spænding.

"Til pariserhjulet," svarede han. Jeg skød min underlæbe frem og så så skuffet ud, som overhovedet muligt. Minho smilede bare af mit ansigt, der åbenbart morede ham.

"Pariserhjulet? Det kedelige, langsomme pariserhjul?" spurgte jeg tvært, mens jeg så på Minho med et lidt trist blik. jeg ville prøve noget af det sjove!

"Nej. Det romantiske, langsomme pariserhjul."

"Romantisk?"

"Selvfølgelig," smilede Minho og uglede mit hår. Jeg stod bare og lignede en, der var faldet ned fra månen. Romantisk. Bare os to. Om aftnenen. I et langsomt pariserhjul. Jeg lagde to og to sammen.

Åh nej.

 

______________________________________

 

Beklager at jeg ikke har skrevet videre i en evighed, men der skete en masse ting inden jul, så jeg havde desværre ikke tid. ):

Men her har I et noget længere kapitel, så håber det er okay~!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...