Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11651Visninger
AA

42. Safe

Et halvkvalt gisp slap min gennem min mund, da jeg kom til at vælte lampen ned fra kommoden, der stod ved siden af døren. Med det samme kunne jeg høre Minho, der gik over mod værelset i lange skridt. Febrilsk smækkede jeg døren i og fumlede med nøglen, der sad i låsen. I det øjeblik Minho trak ned i dørhåndtaget, drejede jeg nøglen om. Låsen gav et lille 'klik' fra sig. Det var ikke for sent. Døren var låst. 

"Taemin? Taemin, luk nu op. Du har misforstået det," kaldte Minho fra den anden side af døren. Jeg ignorerede hans bøn fuldstændigt og kravlede op i den stadigvæk varme seng. Den store dyne fungerede som en mur, der lukkede alt andet ude. Jeg sad gemt inde under dem i håbet om, at Minho bare ville lade mig være. Hvorfor skulle jeg åbne for én, hvis far ville slå mig ihjel? Det var sindssygt. Jeg var sindssyg. Hvorfor var jeg her?

Mørket. Det sneg sig ind på mig. Overalt i værelset stirrede onde, lysende øjne på mig. Jeg kunne høre deres grumme latter runge i mine ører. Langsomt blev latteren højere og højere, indtil jeg til sidst måtte dække mine ører til med hænderne, i forsøget på at lukke den ude. Det hjalp ikke. Latteren tog kun til, og til sidst fyldte den mit hoved, skubbede alt andet væk. Jeg skreg med mine fulde lungers kraft. Der blev stille. Det eneste, jeg kunne høre, var lyden af mit eget åndedræt. Det lød skræmmende. Som om jeg havde sandpapir i halsen. Jeg sad længe og vuggede mig selv frem og tilbage i et fast tempo, mens jeg mumlede uforståelige ord. Hvis nogen havde set mig på det tidspunkt, var jeg røget direkte ind på psykiatrisk afdeling. 

Et par varme, stærke arme lagde sig omkring mig. Et kort øjeblik panikkede jeg, og troede, at det var én, der forsøgte at slå mig ihjel. Ligesom alle de stirrende væsener, der gemte sig i mørket. Men det var det ikke. Han havde bare lagt sine beskyttende arme omkring mig og trykkede mig tæt ind til ham. Jeg kunne høre hans hjerte slå. Han var ikke et væsen. Han var min kæreste. Minho. Han havde budt låsen op for at komme ind til mig.

"Jeg er bange," hulkede jeg ind mod hans brystkasse. Jeg lukkede mine øjne i og lod tårene glide ned ad mine kinder. Jeg var stakåndet, og hev konstant efter vejret, hvilket kun fik mig til at virke endnu mere skrøbelig, end jeg allerede var. Jeg kunne ikke være i mørket. Og jeg kunne ikke være alene. Det var derfor, jeg havde Minho. Han beskyttede mig. Med blide strøg gled hans hånd op og ned ad min ryg. Han vuggede mig frem og tilbage, stille og roligt, som når man beroliger et barn. Og langsomt faldt jeg til ro. Genvandt besindelsen.

"Jeg er her," forsikrede Minho mig, hvorefter han kyssede min hovedbund. "Jeg er hos dig." Jeg greb fat i hans trøje. Selv om han ikke ville forsvinde ud i den blå luft, var jeg ufatteligt bange for at miste ham. Hvis jeg ikke holdt ham fast, kunne han måske glide væk. Det var sådan, jeg tænkte. 

"Jeg vil ikke dø." Min stemme knækkede over ved det sidste ord, og tårene vendte tilbage i mine øjne. "Jeg vil ikke dø, Minho." Jeg løftede blikket og så direkte ind i Minho's øjne, der havde noget gemt inde bag. Sorg? Frygt? Hvad end det var, så var han ikke den Minho, han plejede at være. Men han var der. Hos mig. 

"Jeg lover dig, Taemin, du skal ikke dø." Hans tommelfingre strøg begge mine kinder og fjernede dermed tårene, der var på vej ned. Derefter kyssede han min pande, meget længe og meget ømt, inden han trak mig tæt ind til sig endnu en gang. Han fyldte mig med en dejlig ro indeni. "Jeg lover det. Sov nu. Du skal ikke sove over dig igen i morgen, vel?" Han smilede en anelse trist, men han prøvede virkelig at virke optimistisk. Jeg nikkede kort, inden jeg lagde mig ned i sengen igen. Der gik ikke mange sekunder, før jeg faldt hen i en drømmeverden. En drømmeverden, hvor Minho og jeg levede uforstyrret og lykkeligt til vores dages ende, uden mørke og uden frygt. Bare os to. Sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...