Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11640Visninger
AA

10. Not the Same

De næste par dage undgik jeg Minho så meget som muligt. Jeg sørgede for at komme tidlig til alle møder, så vi ikke endte med at sidde sammen, da han ofte kom for sent. Jeg dansede næsten konstant, og hvis jeg ikke dansede, så gemte jeg mig ude på toilettet. Jeg kordinerede endda mine frokostpauser, så vi ikke spiste på samme tid. Alt dette gjorde jeg bare for at undgå én eneste person. Af og til tænkte jeg på, om jeg virkelig var blevet sindsforvirret. Ofte overvejede jeg også mine muligheder. Jeg kunne jo flytte langt væk. Men så ville jeg savne at være her. Og Key og Jonghyun ville helt sikkert ikke flytte. Det havde vi desuden heller ikke råd til. Jeg kunne også bare tage mig sammen og se min frygt i øjnene. Men hver gang jeg prøvede, så fortrød jeg med det samme alligevel, så til sidst blev det bare til at gemme sig på toiletterne igen.

Jeg flygtede. Men min fortid halede ind på mig.

 

Det var bare en helt almindelig fredag i august måned. Den lumre luft hang stadig over byen, og himlen så ud som om den var malet med de smukkeste, orange farver. Vi havde arbejdet på musicalen siden marts måned, og var ved at være ved vejens ende. Jeg havde fri, og var som sædvanelig på vej hjem. Men i dag kunne jeg ikke få fat på en taxa, så jeg var nødt til at gå hele vejen. Det var lige netop denne aften, der vendte op og ned på alting.

 

Jeg gik med taktfaste skridt hen ad det nyfejede fortov, mens jeg nynnede en melodi. Jeg havde en bananmælk i hånden og et smil på læben. Mens jeg gik og beundrede den smukke afenhimmel, lagde jeg ikke mærke til den person, der sneg sig ind på mig.

En hånd lagde sig på min skulder, og jeg sprang af ren refleks lidt til siden. Da jeg så hvem det var, der stod og smilede på den der klamme, charmerende måde, ville jeg ønske at jeg bare havde løbet. Men det var for sent nu. Jeg var fanget.

"Annyeong Taebaby!" grinede han smørret. Minho. Hvorfor skulle han absolut kontakte mig nu hvor jeg endelig havde det nogenlunde okay igen?

"Annyeong," mumlede jeg bare tvært, mens jeg drak videre af min bananmælk. Selvom Minho sikkert synes bananmælk var barnligt, så var jeg ligeglad. Ligeglad med ham, ligeglad med hans meninger. Ligeglad.

"Du har undgået mig igen," sagde han med en tør stemme. Jeg valgte ikke at kommentere det, og fortsatte med at gå hjemad. Selvfølgelig fulgte han efter mig. Pabo.

"Det ved jeg." Jeg himlede med øjnene. Som om det var noget jeg ikke havde lagt mærke til.

"Taemin, hvad er det du har imod mig? Jeg har ikke gjort dig noget." Dér gik han over stregen. Ikke gjort mig noget?! Det var noget han bildte sig ind!

"Hvad jeg har imod dig?! Har du fuldkommen glemt folkeskolen? Har du glemt hvordan du destruerede min selvtillid? Har du bare glemt det hele?!" Måske burde jeg ikke råbe af min hyung midt på gaden. Men han gjorde mig så gal, at det bare ikke var en mulighed at holde det inde.

Jeg var stoppet op for at råbe ad Minho. Han stod bare og gloede på mig som om jeg var faldet ned fra Mars. Og det hjalp da bestemt ikke på at få mig til at slappe af, at han pludselig begyndte at grine. Hvad var det lige, der var morsomt? Jeg kunne ærligt talt ikke se det.

"Taebaby, jeg er blevet voksen nu. Hvorfor hænger du dig stadig i fortiden? Vi var jo bare børn, ikke?" Minho smilede som om de ord, han lide havde spyttet ud rettede op på det hele. Min indre vrede voksede sig blot større og større. Jeg kunne eksplodere når som helst nu.

"Du forandrer dig aldrig!" råbte jeg, næsten grædefærdig, lige op i ansigtet på Minho. Han glippede en anelse med øjnene. Det lignede mig ikke at råbe sådan. Men Minho gjorde mig bare så vred. Bare lyden af hans vejrtrækning sendte en bølge af irritation ind over mig.

Jeg skyndte mig at gå videre uden at se mig tilbage. Håbede bare på at han ville lade mig være for evigt. Men inden der var gået 10 sekunder, tog Minho fat i mit håndled og hev mig ind til ham. Jeg blev en anelse forvirret. Hvad havde han helt præcist gang i? Det ene øjeblik var han provokerende, det næste nærgående. Jeg skubbede ham med det samme væk fra mig, selvom det på en måde føltes trygt at stå i hans favn. Bare sådan lidt.

"Lad mig bevise det for dig," sagde han så, da jeg skulle til at forlade ham endnu en gang. "Lad mig bevise, at jeg ikke er den samme mere. Okay?" Han rakte sin hånd ud mod mig, som en invitation. Jeg så tøvende på den.

"Hvad er det, du vil?" spurgte jeg mistænksomt. Jeg ville ikke bare gå glad og fro med den, jeg stolede allermindst på i hele verden. Aldrig i livet.

"Kom nu bare." Minho smilede sit charmerende smil. Karismaen flammede omkring ham. En stemme indeni mig kunne bare ikke modstå den fristelse at gå med ham. Den anden stemme skreg arrigt, at jeg skulle gå og aldrig se mig tilbage.

Jeg lyttede til den første. Da Minho's hånd mødte min, strømmede en følelse af tryghed gennem hver eneste celle i min krop. Det var det her, der blev vendepunket i mit liv. ___________________________________

 

For det første beklager jeg at jeg ikke har haft tid til at skrive de sidste par dage. For det andet undskylder jeg for det pinligt korte kapitel, men jeg har stadig bunker af lektier. TwT'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...