Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11644Visninger
AA

34. Hell on Earth

"Så vågnede prinsessen endelig, hva'?" grinede en mand, der stod lænet op af en væg. For mig lød det mest som en utydelig mumlen. Jeg havde kvalme, mit hoved snurrede og det ringede for mine ører. Rebene omkring mine håndled skar sig ind i min hud og efterlod røde, sviende mærker. Jeg prøvede at rive mig fri et par gange, men det var ynkelige, nytteløse forsøg. Jeg kom ikke fri af mig selv. Manden, der så meget muskuløs ud, skubbede sig væk fra væggen og gik over mod mig med lange, tunge skridt. Jeg kunne ikke helt fokusere på noget, men jeg kunne se, at de alle fire havde taget hvide halvmasker på. Dem, som man brugte, når man var syg og ikke ville smitte andre. Jeg var dog ret sikker på, at det ikke var grunden til, at de havde taget dem på.

Manden greb mig i håret og hev mit hoved bagover. En svag lyd af smerte slap min mund. Jeg var slap og forsvarsløs, og mine øjne stirrede skræmt ind i hans, der lyste af noget, jeg ikke kunne sætte finger på. Had? Foragt? Hvad end det var, vidste jeg, at det ikke var venligt. Efter at have set ned på mig med de stikkende, næsten sorte øjne, slap han mit hår, og fnyste en anelse hånligt. Så vendte han sig rundt og gik væk fra mig, som om jeg var et legetøj, der ikke længere havde hans interesse. Mine øjne flakkede forvirrede rundt i det dunkle lokale. Der var én lampe, og den hang lige over mig. Ellers var der ikke andet end et skrivebord med tre forskellige computere, der alle arbejdede på et eller andet. Jeg havde aldrig været et computergeni, så jeg gav op med at regne det ud efter meget kort tid. 

"Kom nu! Kan vi ikke bare lege en lille smule?" En langt mere ranglet mand end den første fangede min opmærksomhed. Han havde meget oprørsk tøj på; læderjakke, store støvler og kæder der raslede hver gang han bevægede sig. Indtil nu havde jeg ikke kræfter til at tale, så jeg havde været yderst opmærksom på, hvad der skete omkring mig. Den ranglede mand stod overfor en langt højere, og langt mere business-agtig mand og prøvede at overtale ham til et eller andet. Manden, der lignede en chef for et eller andet, siden han havde det sikkert ret så dyre, mørkeblå jakkesæt på, rystede bare på hovedet. 

"Nej, Kwan. Ikke før jeg siger til," sagde manden i jakkesættet i en meget rolig, dog bestemt tone. Han rettede kort på jakken og redte sit smørhår tilbage med en kam, han havde i brystlommen. En vane, så det ud til. Kwan sukkede dybt og begyndte at beklage sig. 

"Men jeg keder mig!" brokkede han sig. Men ham, der lod til at bestemme hvordan tingene forløb, sagde stadig nej. Han satte sig hen foran computerne og gav sig til at taste alt muligt ind, som jeg ikke forstod.

Punkeren, Kwan, vendte sig mod mig, og jeg kunne nærmest se det psykotiske smil, der var gemt under masken. Så traskede han hen mod mig i en afslappet gang, og lagde armen om skulderen på mig. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Kvalmen blev fordoblet. Selvom det ikke var til nogen nytte, prøvede jeg at ryste hans arm væk fra mig. Jeg ville ikke have, at mennesker som ham rørte ved mig. Aldrig. 

"Du skal ikke røre mig," hvæsede jeg med en næsten uhørlig stemme. Men siden han var så tæt på, hørte han det godt. Og selv hvis han ikke gjorde, talte mine øjne vist for sig selv. Han lo en ulækker latter, og klappede mig på kinden. Ikke hårdt, men bestemt heller ikke på en rar måde. Så dukkede der et eller andet op i hans øjne, der skræmte mig. Som om der ikke var andet i verden han hellere ville, end at se mig død. 

"Er man pludselig blevet arrig?" spurgte han i en vrængende tone og lagde hovedet på skrå. Så lagde han munden helt ind til mit øre, og hviskede med en svag fryd i stemmen: "Når Will derovre giver mig tilladelsen, så skal jeg nok sørge for at du finder din plads. Du skal dø, prinsesse, og det skal jeg nok sørge for personligt." Mit hjerte hamrede af sted, og et kort øjeblik glemte jeg helt at trække vejret. 

"H-Hvorfor er jeg her?" Min stemme var næsten ikke andet end luft. Jeg kunne ikke presse lyd ud af halsen, det var næsten umuligt. Kwan slog en kort latter op, der blot gjorde mig endnu mere rædselsslagen.

"Hvor uhøfligt af os! Vi har helt glemt at fortælle dig om vores formål!" Han klappede mig et par gange på hovedet, inden han rettede sig op og spejdede ud over lokalet. Jin stod ovre ved computerne, sammen med manden der åbenbart hed Will. Koreaner var han altså ikke. 

"Jin, skatter, gider du ikke lige sætte vores gæst ind i situationen?" sagde han med en smørret stemme, inden ham og hans enorme sko vandrede over det beskidte betongulv. Jin vendte sig om, en anelse irriteret, og så på mig med øjne, der borede sig direkte ind i min sjæl og sendte bølger af angst gennem mig. Så valsede hun over gulvet i sine alt for højhælede sko, og stillede sig foran mig med hænderne i siden. Hendes blik var ikke til at tage fejl af; hun væmmedes ved alt, jeg stod for. 

"Godt så, Taemin. Lad mig fortælle dig historien om fire menneskers nyvundne rigdom og din død," sagde hun med en højtidelig stemme. Min.. Død? Al luften blev slået ud af mig, da de to ord nåede mine ører. Panisk begyndte jeg at rive og flå rebene, der bare ikke ville lade mig gå. De ville ikke lade mig få min frihed. Jeg var fanget, dømt til døden. Det eneste, jeg hørte i mine tanker, var tre frygtelige ord, der skar mig i hjertet hver evig eneste gang de blev gentaget, og hver gang tog de en lille flig af mit håb med sig. Tre ord. Du skal dø. Et pludseligt slag rev mig ud af mine dødstanker. Min kind begyndte at svie voldsomt. Jin havde slået mig. Jeg stirrede op på hende med øjne, der lyste af frygt og panik. Jeg stoppede med at kæmpe. Hun fortsatte. "Ser du, Taemin. Minho's far er rig. Det ved du vel. Og dermed er Minho også rig.   Desværre har alle det ikke lige så let som de to. Vi er nogle, der må arbejde hårdt for at få brød på bordet. Vi har fortjent at blive belønnet."

"Hvad har det med mig at gøre?" Endnu et slag ramte min kind. Mit ansigt blev slået hårdt til siden. Den metalliske smag af blod fyldte pludselig min mund. Jeg kunne svagt høre Will, der brokkede sig, men Jin var vred nu. Jeg havde lært af mine fejl nu. Lyt og hold kæft, så undgår du slag.

"Vi har fortjent at blive belønnet. Og det er her, du kommer ind i billedet. Jeg har rendt rundt med Minho for at vinde hans tillid, og det virkede. Jeg har set alt, hvad der er i hans liv, men intet af det var noget han ville kæmpe for. Men så dukkede du op. Som sendt fra himlen! Pludselig begyndte den idiot at bekymre sig om dig. Det er derfor vi har fulgt efter dig de par måneder. Vi har researchet, kan man vel sige. Og alting gik som planlagt. Du var som altid dum og naiv nok til at følge med mig. Vi bedøvede dig og fik dig hertil. Og nu, Taemin, skal du være nøglen til 40 millioner dollars. Vi vil filme dig, mens Kwan og Jake smadrer dig. Og vi sender det live over internettet og alle Verdens fjernsyn. Alle vil se dig dø. Medmindre din lille elsker altså giver os pengene. Hvilket han selvfølgelig gør." Jin slog armene ud og grinede pludselig på en høj, ubehagelig måde. Så gled hendes blik tilbage på mig, og hendes toneleje gik fra irriteret til direkte sindssyg. "Lee Taemin, velkommen til Helvede på Jord!"  

___________________________________________________

Hej igen! Jeg fik endelig tid til at skrive, og nu hvor jeg ikke har opdateret i nogle dage, tænkte jeg at jeg ville give jer et ekstra langt kapitel. Håber jeg er tilgivet! :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...