Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11653Visninger
AA

3. Do I know you?

"Nurh, græder den lille baby nu?" De grinede alle sammen. Onde, hånlige grin, mens de alle stod omkring mig. Jeg var omringet. Der var ingen mulighed, for at slippe væk. Den sidste bro var brændt.

"Jeg græder ikke!" hvæsede jeg, selvom tårerne flød ned ad minde kinder som vandfald. Jeg hadede de drenge. Jeg hadede dem alle sammen, hver og én. Men der var én af dem, jeg hadede mest. Han havde flere gange ydmyget mig foran hele skolen. Han havde stjålet mit tøj i idrætstimerne. Han havde ødelagt den striktrøje, min afdøde farmor havde strikket til mig en uge før hun døde. Han havde fået mig til at tro på, at jeg ikke var nogen, kun en lille, hjælpeløs dreng.  At jeg var ingenting.

 

"Key umma, jeg går ned og køber noget!" råbte jeg fra hoveddøren, mens jeg var i færd med at tage min jakke og sko på. Key dukkede med det samme op, og så på mig med et meget mistænkeligt blik. Hver gang jeg lige skulle købe "noget", var han altid over mig som en høg.

"Hvad er det du skal købe, Taemin?" Key hævede et øjenbryn og så afventende på mig. Jeg havde ikke noget forsvar; han vidste udmærket godt, hvad jeg skulle ned og købe. Slik og bananmælk.

"Eh-" Jeg nåede ikke engang at sige mere, før Key sukkede opgivende og skældte ud over, at jeg brugte alle vores penge på ligegyldige ting. Ligegyldige? Slik og bananmælk var bestemt ikke ligegyldigt! I hvert fald ikke i min verden. Men i Key's? I den grad ligegyldigt.

Efter Key havde holdt et langt foredrag om sundhed og penge, besluttede jeg mig for at bruge mit ultimative våben. Det var noget, min umma slet ikke kunne stå for. Det var sådan, jeg altid fik min vilje overfor ham. Jeg spillede nutte-kortet. Mit ansigt ændrede sig straks fra irriteret teenager til uskyldig baby, og Key kunne ikke modstå. Et suk slap hans læber, da han indså, at han havde tabt kampen.

"Aish, okay så. Men du skal overhovedet ikke udenfor mens du ser sådan der ud!" forlangte han. Hvad var der galt med den måde jeg så ud på? Nogle sko, jeans, en t-shirt og en åben skjorte ud over.. Hvad var problemet?

"Se at få knappet den skjorte, altså!" sukkede key, mens han knappede den for mig i stedet. Han og Jonghyun behandlede mig altid som en baby. Det gik mig ærligt talt lidt på nerverne. Jeg var ikke en baby mere. Kun i deres øjne, åbenbart.

 

"Løb hjem til mor, baby!" skreg de af grin, mens jeg holdt mig for ørerne. De ville ikke stoppe. Hvorfor mig? Hvad havde jeg nogensinde gjort dem? Ligemeget hvor hårdt jeg prøvede at undgå dem, lod de mig aldrig være. Der gik ikke én dag, hvor de ikke råbte efter mig. Og der var ingen, der hjalp.

Mine ben satte pludselig i løb. Jeg ville ud. Væk. Langt væk fra dem, langt væk fra skolen, langt væk fra alting. Men jeg kom ikke langt, før han pludselig stod der. Han strakte sit ben en anelse ud. Jeg faldt. Hænderne tog af for faldet, men jeg fik grimme hudafskrabninger. Det sved som ind i helvede. I det øjeblik jeg så op, var der en, der sparkede mig i maven. Hårdt. Luften forlod mine lunger i et kort øjeblik. Jeg gispede desperat efter vejret. De lo. Højt og klart. Den hæsligste lyd i verden.

Lille Taebaby var hjælpeløs, uden venner, og ikke noget som helst værd.

 

Jeg stod ved slik-afdelingen og prøvede at bestemme mig for, hvad jeg ville have. En slikkepind eller chokolade? Lige nu havde jeg lyst til begge dele. Men at købe begge to var ikke en løsning. Så blev Key bare muggen igen. 

Jeg stod der i lidt tid og overvejede, hvad der mon var bedst. Til sidst besluttede jeg mig for slikkepinden. Den holdt længere, og var langt mere farverig. I det øjeblik jeg rakte ud efter den slikkepind, jeg havde udvalgt mig, var der en anden der snuppede den for næsen af mig. Jeg vendte blikket mod den høje skikkelse, der stod ved siden af  mig, og kunne ikke undgå at gispe en smule.

"Dig.." mumlede jeg stille. Det var ham. Ham, der havde fået mig til at føle mig som ingenting. Han stod virkelig lige dér. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Fortiden havde indhentet mig.  

Han så ned på mig med sine smukke, dybe øjne og hævede et øjenbryn. Han så en anelse forvirret ud. Så åbnede han munden, og sagde fire ord, der stak mig så dybt i hjertet, at det næsten ikke var til at bære.

"Undskyld, kender jeg dig?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...