Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11654Visninger
AA

48. And Then

 

5 ÅR SENERE

 

"Tak for i dag!" råbte jeg tilbage til mine medarbejdere på settet, der vinkede farvel til mig. Jeg trak min taske over skulderen, tog de mørke solbriller på, snuppede min kop kaffe og forlod den enorme bygning. Vi havde lige færdiggjort dagens optagelser, og jeg kunne endelig vende næsen hjemad og slappe af. I morgen var min eneste fridag i denne uge, og jeg havde planlagt at være sammen med Onew, Jonghyun og Key. Jeg så dem ikke så meget længere, som jeg engang plejede; efter jeg blev fyret fra teatret, da jeg var helt nede i kulkælderen, havde jeg fået en lille rolle i en tv-serie. Derefter fik jeg flere tilbud om større roller, og til sidst fik jeg råd til min egen lejlighed og flyttede derfor fra Jonghyun og Key. Nu arbejdede jeg på min første film nogensinde. Man kan vel sige, at jeg fik heldet med mig, efter jeg var kommet mig over chokket over at blive forladt. Og nu havde jeg penge til at forsørge mig selv, jeg havde  venner, familie og succes. Mit liv kørte på skinner igen. 

Mens jeg vandrede ned ad det tæt befolkede fortov, var mine øjne låst fast på i overmorgens scener og replikker, så jeg var sikker på, at jeg havde lært dem udenad. Kaffen var ved at blive klam og lunken, så jeg tog en sidste slurk og smed resten i den nærmeste skraldespand. 

Da jeg stod i lyskrydset og ventede på grønt, lod jeg mit blik flakke rundt på de forskellige mennesker, der stod omkring mig. Ingen af dem lod til at genkede mig, hvilket fik mig til at ånde en smule lettet op. Jeg havde før prøvet at blive genkendt af en flok teenage-tøser klædt i lyserødt og hårbånd med dyreører på, i et forsøg på at være nuttet. De havde skreget op som gale, fulgt efter mig hele vejen hjem og gået og hvisket bag min ryg. På en måde var det belastende, og på en måde var det et bevis på mit hårde arbejde. Derfor valgte jeg at være taknemmelig, hvis nogen lagde mærke til og satte pris på det, jeg lavede. 

Jeg trak solbrillerne af og lagde dem ned i taske sammen med manuskriptet. Solen var ved at gå ned, og den orange aftenhimmel var beklædt med lyserøde skyer. Et flygtigt smil gled over mine læber, da jeg tænkte på, hvor glad Key ville være for at se denne solnedgang. Han elskede lyserød. 

Lyset skiftede til grønt, og straks strømmede folk over vejen fra begge sider. Jeg fulgte blot strømmen, lod mig opsluge i mængden. Pludselig lagde jeg mærke til en høj mand der kom gående i mod mig. Ved første øjekast lignede han alle de andre. Men da vi nærmede os hinanden, virkede han underligt bekendt. Det let krøllede, mørke hår. Varme øjne. Muskuløs. Han passerede mig og strejfede let min skulder. Det var, som om min hud brændte, der hvor vores kroppe havde mødtes. Jeg stoppede brat op og så efter manden, hvilket forårsagede en masse råb og beklagelser. Kunne det være..? Nej. Det kunne ikke passe. Han var flyttet langt væk. Var han ikke?

Jeg kunne ikke modstå fristelsen. Jeg drejede hurtigt om på hælen og var nødsaget til at småløbe for at kunne følge med hans tempo. Af og til forsvandt han i mængden eller omkring et hjørne, og straks satte jeg i løb for at finde ham igen. Jeg var begyndt at blive urolig. Hvad nu, hvis det var ham? Hvad var planen så, at jeg skulle gøre? Sige: 'Hej, længe siden!' eller 'Sjovt at støde ind i dig her!'? Alligevel blev jeg ved med at følge efter ham, og til sidst havnede jeg et sted i Seoul, jeg ikke havde været i før.  

Få minutter senere stoppede han op. Det samme gjorde jeg. Vi stod bogstaveligt talt tre meter fra hinanden. Jeg havde lyst til at række ud efter ham, men kunne ikke. Stod naglet fast til jorden mens jeg betragtede ham. Hans hår var blevet lidt længere, og han så endnu mere mandig ud end da jeg kendte ham. Det løb mig koldt ned ad ryggen, samtidig med at mit hjerte hamrede hårdt mod min brystkasse. Jeg stirrede på ham. Og pludselig så han også på mig. Vores øjne mødtes. Med ét blik flænsede han alle de gamle sår op. Jeg blødte indeni. 

Der gik et par sekunder, hvor vi blot stirrede på hinanden. "Taemin?" Jeg så ned, selvom det var alt for sent. Han vidste hvem jeg var. Hvad skulle jeg gøre? Lade som om, jeg var en anden? Tage det helt roligt og virke som om, han ikke betød noget for mig mere? Selv jeg vidste, at det var en løgn. Han ville aldrig tro på mig. Han havde evnen til at se direkte gennem mine løgne, mine falske smil og den facade, jeg til tider satte op. Han så mig. Og det skræmte mig fra vid og sans. 

Han tog et par skridt hen mod mig, mens han så undersøgende på mit ansigt, som jeg så desperat forsøgte at skjule. Hvorfor skulle jeg også følge efter ham?! "Lee Taemin? Er det virkelig dig?" Jeg var frosset til is, kunne intet gøre, intet sige. Hans stemme, så beroligende og blød, der fyldte mig med en flammende varme. Isen indeni mig smeltede og blev til tårer i mine øjne.

Fuck. Løb, Taemin, løb! råbte en stemme inden i mig. Og det gjorde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...