Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11639Visninger
AA

21. A Lover?

Da det var tid til at gå hjem, ville Minho slet ikke lade mig gå. Hver gang jeg rejste mig fra sofaen traak han mig tilbage i hans arme endnu en gang, hvorefter han overfaldt mig med små, søde kys. Og så kunne jeg jo ikke andet end lige at blive fem minutter mere. men da fem minutter blev til en halv time, blev jeg virkelig nødt til at gå, og efter en masse protester fra Minho's side, slap jeg endelig ud og begik mig hjemad. Imens jeg gik tænkte jeg ikke på så forfærdeligt meget. Minho's hemmeligheder generede mig stadig, men jeg prøvede at skubbe tankerne fra mig og tænke på de gode ting ved Minho. Og snart blev listen mere end 30 punkter lang, mens listen med de dårlige ting stadig kun havde dén ene. Og jeg kunne vel ikke lade én dårlig ting overskygge alt det gode.

Jeg var halvvejs hjemme,  og pludselig fik jeg dén der følelse igen. Følelsen af at blive forfulgt. Det løb mig koldt ned af ryggen. Bevidst satte jeg farten op, i håbet om at slippe fra min forfølger, men det hjalp ikke. Følelsen hang over mig konstant hele vejen hjem. I det øjeblik, jeg trådte indenfor i den blok, jeg boede i, forsvandt følelsen igen. Måske var jeg paranoid?  

 

De næste par uger gik hurtigt. Jeg brugte utroligt meget tid på forestillinger og træning på jobbet, og min fritid var Minho. Altid Minho. Enten tog vi et sted hen, som på café, i biografen eller bare en tur ned ad gågaden sammen, eller også var vi hjemme hos ham og Onew, hvor vi for det meste fik kylling. Jeg tog ham aldrig med hjem til Key og Jonghyun. Så snart jeg præsenterede Minho ville de gå totalt i selvsving, og måske endda smide ham ud. Man kunne aldrig vide med de to. Enten skændtes de eller var i færd med noget privat inde på soveværelset, eller også havde de travlt med at være sikre på, at de kendte alle i min omgangskreds så jeg ikke kom ud for noget, jeg ikke skulle.

Inden jeg vidste af det var det allerede blevet december, og det betød, at Key fik sin mulighed for at gå amok i nisser, engle og gran. Og den fik da heller ikke for lidt. Der var ikke ét sted i hele lejligheden, der ikke var juleficeret. Selv badeværelset var pyntet op til randen. Af og til undrede jeg mig over, hvordan Key overhovedet havde skaffet alle de nipsting. Men nu var det jo Key, vi snakkede om. Han kunne alt.

"Taemin?" spurgte Key en dag, hvor jeg var i færd med at hjælpe med madlavningen. Jeg kæmpede en del med at få kogt risene. Key havde lige investeret i en riskoger, der skulle være utroligt praktisk, eftersom vi jo spiser ris til næsten alt. "Taemin!" Jeg lyttede slet ikke til hvad han sagde, prøvede bare at finde ud af hvordan man startede den dumme tingest. Key sukkede, skubbede mig til side og trykkede på 'tænd' knappen. Havde der hele tiden været en tænd-knap? Key vendte sig mod mig, og hævede det ene øjenbryn. "Taemin, hvem er det du har været sammen med den sidste måned?" Var der allerede gået en måned? Jeg troede kun der var gået et par uger.

"Det er bare.. En ven," mumlede jeg, mens jeg gik i gang med at vaske op. Herhjemme havde vi ikke en opvaskemasike; vi gjorde det manuelt. Det gjorde mig nu heller ikke noget alligevel. Men jeg fik ikke lov til at vaske op i fred. Jeg kunne mærke Key's laserblik i nakken.

"En kæreste?" spurgte han, meget mistroisk. Jeg krøb en smule sammen ved ordet. Minho og jeg havde stadigvæk ikke kaldt os for kærester, så jeg var ikke sikker på, om vi overhovedet var det. Om det bare var en lille affære. Og derfor ville jeg ikke snakke med Key om det.

"Det er ikke en kæreste," svarede jeg stille, mens mine hænder var beskæftiget. Key brød sig ikke om, at jeg ikke ville se på ham, så han stillede sig ved siden af mig og begyndte at tørre det opvaskede køkkengrej. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle reagere, så i stedet for at gøre et stort show ud af det, blev jeg bare ved med at vaske op.

"Hvem er det så, Taemin? Jeg vil gerne vide, hvad du laver, og hvem du er sammen med. Jeg er bare bekymret for dig," sagde Key, men en anelse bekymring i stemmen. Jeg slap et kort suk og opgav at prøve at lade være med at se på min umma. Jeg slap alt hvad jeg havde i hænderne, tørrede dem, og vendte mig med fronten mod ham. Key blev dog ved med at tørre op.

"Key," begyndte jeg, meget stille. Jeg vidste, at jeg ikke kunne holde det her hemmeligt meget længere. Jeg ville fortælle præcis, hvordan jeg havde det. "Jeg er forelsket i den her fyr. Og han kan vist også godt lide mig. Han arbejder også på teatret. Og vi har ikke gjort noget seksuelt, jeg lover!" Key stod tavs i lidt tid. Var han vred? Skuffet? Jeg kunne ikke se det. Jeg begyndte at føle mig utilpas. Usikker. Usikker på, om jeg overhovedet skulle have sagt noget. Men så vendte Key sig mod mig, og omfavnede mig i et kram.

"Jeg er glad for, at du fortæller det, Taemin," sagde han, hvorefter han slap mig igen og løftede en pegefinger. "Men hvis han nogensinde rører dig, så bare kom til mig. Jeg skal nok slå ham ihjel." Key så dødsens alvorlig ud, og et kort øjeblik skræmte det mig. Men så lyste han op i sit sædvanelige, rare smil og klappede mig på hovedet.

Den aften fortalte jeg både Key og Jonghyun om mine følelser for Minho, uden at nævne hans navn eller hvem han var. Desværre for mig insisterede Key på, at han skulle med mig hjem, så han kunne godkendes. Key ville aldrig lade mig gå ud med en, han ikke selv havde godkendt, det vidste jeg, Men det betød, at jeg blev nødt til at afsløre hvem Minho var. Jeg var nødt til at overbevise min umma og appa om, at han aldrig nogensinde ville gøre mig ondt igen, at han nok skulle passe på mig. Jeg ville sige alt, der kunne få dem til at slappe af. Alt. Og jeg skulle nok få Minho med på idéen om at vise dem, hvor lykkelige vi var sammen.

Jeg skulle nok vise dem.  

"Så han kommer over i morgen, ikke?" spurgte Jonghyun, da vi hjalp hinanden med at tage af bordet. Jeg stirrede på Jonghyun med store øjne.

"Eh? I morgen?!" spurgte jeg panisk, mens jeg prøvede ikke at tabe de tallerkener, jeg havde i hænderne. Jeg mindedes ikke at kunne huske, at jeg havde sagt noget om, at mødet skulle være i morgen? Vi skulle jo forberede os! Aftale, hvad vi skulle gøre, så Key og Jonghyun godkendte ham og lod os være sammen.

"Ja, i morgen. Vi skal nok sørge for at være hjemme," lovede Jonghyun med et smil, hvorefter han klappede mig på skulderen og gik ind i køkkendet. Jeg stod bare med åben mund og anede ikke, hvad jeg skulle stille op.

Minho skulle charmere sig ind på min umma og appa. I morgen. Pis også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...