My J

Jo er flyttet hele vejen fra Korea til en by i Californien, kaldet Riverside, som udvekslingsstudent. Hun flytter ind hos familien Harrisson, hendes værtsfamilie. Den ældste søn, Louis, er en hårdtarbejdende high school-elev, der går på sidste år. De forelsker sig straks i hinanden, men er bange for at indrømme deres følelser. Det bringer dog straks komplikationer, og mange af dem.

26Likes
85Kommentarer
5559Visninger
AA

23. December

JO

 

Da klokken var lidt i ti var alle mine ting allerede pakket. Jeg havde tænkt mig at købe flybillet i lufthavnen, så det behøvede jeg ikke tænke på lige med det samme. Fortvivlet sad jeg og kiggede på kufferterne der stod klemt sammen i hjørnet, som de gjorde da jeg kom hertil. Ville jeg virkelig tage tilbage? Jeg havde endnu ikke fortalt Harry om det, og det havde jeg ingen intentioner om endnu. Jeg ville efterlade et brev. Jeg vidste godt det var patetisk, men hvad skulle jeg ellers gøre? Bare troppe op foran hans dør, fortælle at jeg flyver tilbage til Sydkorea i dag, og aldrig kommer tilbage igen? Så hellere slippe for at se hans sårede ansigt, og efterlade et brev, der sandsynligvis bare sårer ham mere. Åh gud. Hvad skulle jeg gøre?

"Er du klar?" spurgte Ewa, næsten med tårer i øjnene. Jeg nikkede trist, smed den sidste kuffert ind i bagagerummet og smækkede døren i. Jeg kiggede tilbage på huset og tænkte på alle de minder jeg havde haft der, på kun 23 dage. Hvor meget glæde der havde været, hvor mange tårer. Hvor mange grineflip, hvor mange udbrud af raseri. I vinduet kunne jeg se en sort silhuet med et trist ansigt. Louis' triste ansigt. Men jeg kunne dog ikke lade være med at have mit blik klæbet fast til hans øjne, der stille betragtede bilen. De var så kolde, men stadig omsorgsfulde. Og tomme. Som om de manglede noget. "Kom Jo, ellers når du ikke flyet," sagde Ewa og satte sig ind i bilen. Med et dybt suk gjorde jeg det samme.

Turen til lufthavnen var længere end jeg havde troet. Selvom jeg normalt snakkede godt med Ewa, og hun næsten snakkede hele tiden, var hun helt stille, hele vejen til lufthavnen. Selv da hun parkerede ude foran den store bygning, sagde hun ikke ét ord. Det var først da vi stod i kø til billetskranken hun snakkede. "Jo.." sagde hun, vendte sig mod mig og holdt mine hænder, "inden du tager hjem, har jeg en overraskelse til dig. Jeg ved ikke om du vil synes om det, men det er da et forsøg værd." Jeg kiggede underligt på hende, mens hun trak mig ud af køen. "Hvad snakker du om?" spurgte jeg forvirret. "Følg med," sagde hun, og jeg gik efter hende, hen til ankomsthallen.

Vi sad lidt på stolerækken og ventede, og jeg begyndte at trippe med fødderne. "Ewa, jeg bliver altså nødt til at gå! Flyet boarder nu!" sagde jeg nervøst, og hun lagde en stille hånd på min skulder. "Rolig," sagde hun og kiggede hen på den menneskeflok, der lige var stået af flyet. Jeg fulgte hendes blik, og fik øje på en lille dreng, der var i følge med en større pige og to voksne. Det mindede mig så meget om min familie. Hvor jeg dog savnede dem, og glædede mig til at komme tilbage til dem. "Du, Jo.." sagde Ewa med et lille smil. Jeg kiggede på hende. "Hvad er der?" Hun pegede på familien jeg havde kigget på før. De var kommet tættere på, og jeg kunne se det. Det var jo MIN familie! Jeg kiggede overrasket på dem, og Ewa, og før jeg vidste af det, stod jeg i Hae Ras arme, med glædestårer i øjnene, og glædesskrig der næsten overdøvede hendes. "UNNIE!" sagde jeg glad og kiggede på hende. "JO!" svarede hun og omfavnede mig endnu en gang. Jeg kiggede på mine forældre og Kim. "UMMA! APPA!" Mine forældre og jeg genforenedes i et gruppekram, og bagefter var det Kims tur. Da vi alle var blevet genforenet med kram og tårer, vendte jeg mig mod Ewa. "Tak!" udbrød jeg, og slog også armene om hende. Hun grinede men pegede så på Hae Ra. "Det var faktisk hendes idé. Hvis ikke det var for hende, sad du nu i flyet, på vej hjem."

Da vi alle var på vej ud til bilen, gik det op for mig. Hvordan havde vi tænkt os at komme hjem? Nok var det en stor bil familien Harrison havde, men der var stadig kun plads til fem, og vi var seks. "Ewa.." sagde jeg forsigtigt, "hvordan har du tænkt dig at vi skal komme hjem?" Hun grinede bare og pegede over i den anden ende af parkeringspladsen. Der holdt en lille bil, kun med plads til to i. Foran den stod Harry. Jeg blev glad over at se hans ansigt, og han smilede endda. Meget. "Kør du med ham, så klemmer vi os ind her," sagde Hae Ra med et smil og jeg takkede.

"Harry!" sagde jeg glad og hoppede op i favnen på ham. Jeg pressede mig ind til ham, som om jeg ikke havde set ham i flere år. Jeg var blevet ved med at udskyde vores aftaler, så vi havde ikke set hinanden siden den tyvende. "Hej," sagde han roligt, med et stort smil om munden. "Hej," sagde jeg med et grin, og kyssede ham. Jeg havde stadig benene spændt fast om ham, mens de andre kørte forbi. Det var Hae Ra der kørte, og hun dyttede selvfølgelig og rakte tunge ad os. Jeg grinede og hoppede ned på jorden. "Lad os køre," sagde han med et smil, hvorefter vi satte os ind og kørte efter de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...