My J

Jo er flyttet hele vejen fra Korea til en by i Californien, kaldet Riverside, som udvekslingsstudent. Hun flytter ind hos familien Harrisson, hendes værtsfamilie. Den ældste søn, Louis, er en hårdtarbejdende high school-elev, der går på sidste år. De forelsker sig straks i hinanden, men er bange for at indrømme deres følelser. Det bringer dog straks komplikationer, og mange af dem.

26Likes
85Kommentarer
5519Visninger
AA

19. December

JO

 

Jeg sad tavs og kiggede på den lille figur. Den var så perfekt og ekstraordinær, ligesom den dreng der havde givet mig den. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om, at jeg havde fået den af Harry. Langsomt kørte jeg fingrene langs de små revner der var i barnets hånd, og videre op mod duen, der stille sad i håndfladen, med den smukke rose i næbet. Jeg betragtede den. Så fin. Så ægte. Pludseligt ringede telefonen, og figuren fløj op i luften, dog ikke højt, og jeg nåede at gribe den inden den ramte noget. Jeg holdt den beskyttende i håndfladen, som om jeg holdt barnets hånd, og med den ledige hånd, greb jeg fat i den store, hvide hjemmetelefon, der lå på mit skrivebord. "Familien Harrisson," sagde jeg med en næsten forpustet stemme, eftersom mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Hvad nu hvis jeg var kommet til at tabe den på gulvet? "Hej, det er Harry," lød stemmen i den anden ende og jeg satte forsigtigt figuren på natbordet. "Hej!" sagde jeg med et smil og satte mig i skrædderstilling på sengen. "Så, jeg tænkte på.." lød Harrys forsigtige stemme i røret. Jeg ventede lidt og begyndte så at smågrine. "Ja?" spurgte jeg og ventede på svar. "Jeg tænkte bare på om.. om du havde lyst til at tage i biografen senere?" spurgte han nervøst og jeg smilede stort. "Vi kan også lave noget andet, hvis du hellere vil det!" tilføjede han hurtigt, og det fik mig til at grine. "Det vil jeg meget gerne!" sagde jeg og forsøgte nærmest at kigge på ham gennem telefonen. "Virkelig? FEDT!" udbrød han, og jeg grinede glad. "Skal vi sige.. klokken syv?" spurgte han og jeg nikkede. Jeg kom i tanke om, at det kunne han jo ikke se, så jeg svarede ja. Lidt efter lagde vi på og jeg kiggede på klokken. Den var halv syv. HALV SYV?! Jeg røg op af sengen og begyndte at rode rundt i skabet hvor alt mit tøj lå. Jeg fandt hurtigt noget, og tog et bad. Inden jeg vidste af det var den syv, og dørklokken ringede. Jeg havde lige fået tørret og sat mit hår, og jeg var næsten klar til at gå. Jeg løb nedenunder for at åbne. "Hej!" sagde jeg næsten overrumplet, da han trådte ind og gav mig en buket blomster. Jeg grinede fjoget og gav ham et kort knus. "Det skulle du altså ikke havde gjort!" sagde jeg og lukkede døren bag ham. "Kom ind. Jeg er næsten færdig." Han nikkede og smilede. "Du er da perfekt som du er! Hvad mere skal der gøres?" spurgte han og satte sig ved spisebordet. Jeg rakte tunge ad ham og kiggede på ham. "Øjeblik." Jeg løb ovenpå for at hente min taske, da han kom ind lidt efter. Han satte sig på sengen og jeg satte mig på han skød. "Er du sikker på at vi ikke bare skal blive her?" spurgte jeg og smilede, og han nikkede bestemt. "Selvfølgelig! Nu havde jeg endelig chancen for at tage dig med ud på en date, og du sagde ja, så hvorfor bare blive her, når vi kan tage i biografen og se en eller anden totalt røvsyg romantisk film?" sagde han, og jeg slog ham blidt på brystet og grinede. "Okay, det er et godt argument. Men DU vælger film. Jeg er alligevel ikke til det der romantik," sagde jeg og han begyndte også at smile. "Lyder som en god idé," sagde han og lænede sig frem for at give mig et kys. Jeg satte min pegefinger for hans mund og smilede flabet. "Kysse på første date? Du går søreme hurtigt frem, Mr. Cramer." Han kiggede fornærmet på mig, men holdt ikke masken længe. "Skal vi gå?" spurgte han og jeg nikkede.

"Hvilken film?" spurgte han og kiggede på plakaten der hang foran os. Jeg lagde min hånd på hans ryg og smilede. "Du bestemmer," sagde jeg og kiggede på ham. Han besluttede at ekspedienten skulle vælge for os, så vi endte med at se en komedie. Vi sad på sofarækken, selfølgelig, og selvom filmen var kedelig, havde vi det virkelig sjovt. Folk blev vist også ret trætte af os til sidst. "Hey, kan du se ham der tre rækker foran os? Ham med hatten?" hviskede Harry, og nikkede i retning af en høj mand med en stor hat på, "jeg vil vædde 10 dollars på at du ikke kan ramme hans hat." Jeg grinede lavt og kiggede på ham. "Lad os sige en middag, og så vil jeg ramme ham tre gange i træk!" Han nikkede og smilede. "Okay," sagde han og rækkede mig bægret med popcorn. Jeg tog en lille håndfuld og begyndte at kaste. Første gang ramte jeg. Også anden, og tredje gang. Jeg kiggede stolt på Harry, og tværede resten af popcornene i ansigtet på ham. "HAH! In your face!" hviskede jeg triumferende, mens folk tyssede på os. "Så.. hvor vil du spise henne?" spurgte han og lænede sig hen til mig. Jeg trak på skuldrene. "Du skylder mig jo faktisk stadig fra dengang hvor vi købte julegaver," sagde jeg og kiggede på ham. "Fair nok. Jeg kender et godt sted," sagde han så og lænede sig smilende tilbage igen. Jeg tog hans hånd og holdt den beskyttende.

Da filmen var færdig kørte vi hen til et lille sted. Det var hyggeligt, og vejret var mildt, så vi valgte at sætte os i gårdhaven. "Hvor kliché-agtigt," sagde jeg med et smil til Harry, da en tynd italiener med et lille overskæg havde givet os menukort. Vi valgte en enkelt ret, nemlig spaghetti. "Ligesom i den der Disney-film," sagde Harry med et grin, og jeg kunne ikke lade være med også at grine. Vi tog os god tid, og tiden fløj afsted, og inden vi vidste af det, sad vi igen i bilen og var på vej hjem.

 

LOUIS

 

Det var så ensomt. Selvom Sunny havde klæbet til mig, lige siden ulykken, hvade jeg det forfærdeligt. Jeg var alene. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Den ensomhed der åd en op. Den følelse af skyld jeg fik, da telefonen ringede, og jeg tog den, uden rigtigt at tage den, for det havde Jo allerede. Det var Harry, selvfølgelig. Han ringede for at invitere hende på en date. Jeg havde hurtigt lagt på, og mens jeg kunne høre Jo løbe rundt ude på gangen og på sit værelse, havde jeg gemt mig under dynen. Som en lille kujon, der gemte sig for et spøgelse. Et spøgelse der ikke fandtes. Jeg lå og iagttog hendes skygge, der svagt kunne ses gennem sprækken under min dør. Jeg havde også hørt dem snakke. De lød så lykkelige. Hvorfor var de så lykkelige? Det gjorde mig syg. Syg af ensomhed. Syg af jalousi. Jeg hørte dem gå og jeg hørte Jo komme hjem igen. Da havde jeg ligget under dynen i tre timer, uden at røre mig. Jeg havde kun ligget og ventet på hende, uden at lave noget som helst. Jeg kunne hverken sove, spise eller drikke. Næsten ikke engang trække vejret. Jeg følte at jeg blev kvalt indefra, og det var altsammen på grund af en dum, lille misforståelse. Fordi hun ikke kunne se det. Fordi hun ikke følte det samme som mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...