My J

Jo er flyttet hele vejen fra Korea til en by i Californien, kaldet Riverside, som udvekslingsstudent. Hun flytter ind hos familien Harrisson, hendes værtsfamilie. Den ældste søn, Louis, er en hårdtarbejdende high school-elev, der går på sidste år. De forelsker sig straks i hinanden, men er bange for at indrømme deres følelser. Det bringer dog straks komplikationer, og mange af dem.

26Likes
85Kommentarer
5557Visninger
AA

4. December

LOUIS

 

Det var en besynderlig følelse. Den kilden i maven. Den boblen af glæde man følte. Den fornemmelse af, at verden står stille, og kun den ene person er i centrum. Når man blev blød i knæene, og følte at man kunne smelte sammen med jorden hvert eneste øjeblik. Den følelse. Forelskelse. Den var så ukendt og alligevel havde jeg det som om jeg havde været forelsket i denne ene pige hele mit liv. Som om jeg havde kendt hende siden fødslen, selvom jeg faktisk kun havde kendt hende i få dage, og ikke engang snakket ordentligt med hende. Men det ville jeg lave om på lige nu.

Det var en lidt kedelig eftermiddag, lige efter skole. Ingen gad gå udenfor, for vejret var stadig gråt og vådt, og det mindede ikke det mindste om jul. Man skulle ikke tro der kun var 20 dage til vi skulle fejre Jesu fødsel, selvom vi dog først fejrede det ordenligt om 21 dage, og pakkede vores gaver op. Jeg sad nede i sofaen, i den tomme stue, med fjernbetjeningen til fjernsynet i hånden. Jeg zappede gennem alle kanalerne, men intet fangede mit blik og holdt mig der. Jeg slukkede fjernsynet og lod mørket omringe mig. Det var ikke meget lys der slap gennem det tætte skydække, og der var ingen tændte lamper i stuen eller køkkenet. Der var helt stille i huset, bortset fra en lav rytme der løb gennem loftet, fra Jos værelse. Jeg kunne stadig ikke vænne mig til det. Var det virkelig rigtigt at jeg boede sammen med hende? Normalt ville jeg bare være irriteret over at have en pige boende i huset, da jeg syntes min mor var forstyrrende nok, men Jo var meget anderledes end alle andre teenagepiger. Hun var afslappet og stille, og havde ikke musikken skruet helt op på max, som Harry lillesøster altid havde. Langsomt rejste jeg mig, og gik op af trappen. Det var kun Jo og mig i huset, da min far var på arbejde, og først ville komme hjem sent, min mor var til noget tøsehygge-aften, og Sean var hjemme hos en af sine venner. Jeg stoppede op foran Jos dør og skulle lige til at banke på, da min hånd stoppede midt i luften, og jeg spidsede ører. Der lød meget stille, afdæmpet musik fra hendes værelse. Det var mænd der sang, men indimellem kunne man høre en blid stemme. En engels stemme. Den var rolig og ramte alle tonerne perfekt. Det var hendes stemme. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt for mig selv. Det føltes godt at smile. Det havde jeg ikke gjort i lang tid. Det var nu heller ikke fordi der havde været meget at smile over på det seneste. Jeg bankede forsigtigt på døren, og hun stoppede med det samme sin nynnen. "Kom ind," sagde hun lavt og roligt. Forsigtigt åbnede jeg døren og kiggede ind. Hun fik et chok da hun så hvem det var, men smilede så venligt til mig. "Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte hun høfligt. Det smeltede mit hjerte. Hun var så ubeskriveligt dejlig. "Gider du skrue lidt ned? Jeg sidder inde ved siden af og laver lektier, og det irriterer mig ærligt talt lidt," sagde jeg, måske lidt for koldt. Hun kiggede underligt på mig. "Det er da ikke så højt?" sagde hun, lidt forsvarende, og jeg smilede invendigt. Fantastisk. "Beklager, men det lyder ret højt gennem væggen," løj jeg, og kiggede med store hundehvalpeøjne. Hun sukkede og skruede lidt ned. "Tilfreds?" spurgte hun, mildere irriteret, og jeg nikkede kort. "Hvad kunne du tænke dig at spise?" spurgte jeg hende, lige da hun vendte tilbage til sin computer. Hun kiggede med et gennemborende blik på mig, og smilede skævt. "Det bestemmer du bare," svarede hun, nærmest ligeglad. Jeg trak på skuldrene og vendte mig om. "Det må du så selv bestemme. Jeg ringer efter en pizza." Jeg lukkede døren og gik ind på mit værelse der lå lige ved siden af. Jeg smed mig i min seng. Hvorfor kunne jeg aldrig finde ud af andet end at brokke mig? Jeg kunne ikke engang spørge hende om noget personligt, eller starte en samtale med hende. Hvorfor egentlig ikke? Var der noget galt med mig? Jeg tog fat i telefonen og tastede pizzeriaets nummer.

 

JO

 

Jeg lå i min seng og kiggede ud af vinduet. Hvor jeg dog hadede regn. Den afholdt mig fra at sove, da det slog hårdt mod taget og ruderne. Bare det ikke begyndte at tordne var jeg glad. Mens jeg lå i min seng tænkte jeg. Hvorfor var Louis så kold over for mig? Jeg forstod det ikke. Det eneste søde han havde gjort for mig indtil videre, var at give mig en pizza, fordi han var tvunget til det. Seriøst? Det var uudholdeligt. Hans ydre var så perfekt, så indbydende. Alt ved hans udseende var varmt og uskyldigt, men hvordan kunne hans indre så være så koldt og forfærdeligt? Jeg sukkede og kiggede ud på regnen. Vandet stod ned i stænger, og det blev bare værre og værre. Jeg lukkede øjnene og lyttede til regnen der selv overdøvede den hårde blæst. Pludseligt flængede et lyn himlen, og det efterfølgende brag rystede jorden. Jeg var næsten ved at rulle ud af sengen af skræk, og kiggede forvirret rundt. Torden var bare noget af det værste jeg vidste. Jeg gled hurtigt og lydløst op i sengen igen, og gemte mig under dynen. Hvor jeg dog ville ønske at Ewa eller Mr. Harrisson snart ville komme hjem. Klokken var snart elleve, men de havde jo sagt at de sikkert ville komme meget sent hjem. Jeg var på randen til at græde. Hvorfor, åh HVORFOR skulle det også lige begynde nu? Når jeg hadede det så meget. Jeg kiggede ud på den kulsorte himmel, da endnu et lyn lyste værelset op, og jeg hurtigt krøb tilbage til mit skjul. Jeg sukkede tungt og tænkte. Jeg ville umuligt kunne falde i søvn i det her vejr. Normalt ville jeg godt kunne falde i søvn, da jeg jo derhjemme havde Hae Ra til at beskytte mig, men her var det noget andet. Forsigtigt løftede jeg dynen og kiggede hen på døren. Kunne jeg tillade mig det? Han ville sikkert alligevel afvise mig. På den anden side, hvad kunne det skade? Ingen havde nogensinde taget skade af det. Jeg lå lidt og tøvede, men lige så snart endnu et lyn lyste det hele op, og det efterfølgende brag lød, hoppede jeg ud af sengen og løb ud på gangen. Huset var helt stille, og Sean og Louis var begge inde på deres værelser. Jeg listede mig langsomt hen til Louis' dør, og tøvede alligevel lidt. Hvad ville han ikke tænke om mig? Jeg tog mig sammen, og bankede stille på døren. Jeg kunne høre ham vende sig i sengen og svagt mumle noget, der godt kunne være "kom ind." Han havde helt sikkert sovet. Jeg åbnede døren og kiggede ind. Der var helt mørkt, og han lå i sengen. Jeg kiggede forlegent på ham og trådte lidt nærmere. Han satte sig op, og tændte lampen der stod på hans sengebord. "Er du okay?" spugte han, næsten som om han tog sig af, hvordan jeg havde det. Åh, hvor var han dog pæn. Selv med rodet sengehår og lidt trætte øjne var han fantastisk. "Det var bare.. jeg tænkte på.." sagde jeg tøvende og mumlede: "åh hvor er det dog pinligt det her.." Han kiggede på mig. "Du kan bare sige det," sagde han og kiggede på mig, med et næsten helt bekymret blik. Jeg sukkede og sagde det ligeud. "Ser du.. jeg er ikke så glad for torden og jeg tænkte bare om.. om jeg måske ikke kunne sove hos dig i nat?" Han kiggede meget overrasket på mig, og smilede så. Hvad var det der var så sjovt? Han syntes sikkert jeg var en stor joke, og lige om lidt ville han tvære sandheden ud i hovedet på mig. At jeg var et latterligt lille barn, der bare burde tage sig sammen. Men hans svar kom meget bag på mig. "Selvfølgelig," sagde han roligt med et glimt i øjet. Jeg kiggede overrasket på ham. "Virkelig?" spurgte jeg, meget overrasket. "Ja da," sagde han og smilede stort. Han rykkede lidt til side i den store seng, og løftede sin dyne op så jeg kunne lægge mig. Jeg tøvede lidt, og han smågrinede. "Jeg bider ikke," sagde han, og lavede et lille hidkaldende tegn med hånden. Jeg lukkede døren til, og gik hen til sengen for at lægge mig ned. Hvor var det en underlig følelse at ligge her i samme seng som ham. Han lagde forsigtigt dynen over mig og slukkede lyset. "Godnat," sagde han, og vendte ryggen til mig. Jeg skævede lidt til hans ryg og besluttede mig så for at gøre det samme. Jeg lukkede øjnene, og da der kom endnu et øredøvende brag, der fik alting til at ryste, rykkede jeg en smule tættere på ham. Helt uventet vendte han sig om, og lagde armen over mig. Jeg åbnede straks øjnene og kiggede forvirret på armen. Hvad lavede han?! Endnu mere uventet, tog han min hånd, og holdt den beskyttende. Jeg var så forvirret. Så splittet. Jeg kunne godt regne ud, at han stadig var vågen, så hvorfor gjorde han det? Han hadede mig jo. Jeg sank højlydt en klump, og jeg kunne høre en lille fniselyd komme fra ham. Beslutsomt lagde jeg forsigtigt også fingrene i hans hånd, så det ikke kun var ham der holdt min hånd. Han lagde sig beskyttende op ad min ryg, og holdt min hånd som om han aldrig ville give slip igen. Jeg var lykkelig. Aldrig havde jeg troet, at det skulle ske for mig. Jeg svævede på en lyserød sky af glæde. Aldrig har jeg sovet så godt som jeg gjorde den nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...