My J

Jo er flyttet hele vejen fra Korea til en by i Californien, kaldet Riverside, som udvekslingsstudent. Hun flytter ind hos familien Harrisson, hendes værtsfamilie. Den ældste søn, Louis, er en hårdtarbejdende high school-elev, der går på sidste år. De forelsker sig straks i hinanden, men er bange for at indrømme deres følelser. Det bringer dog straks komplikationer, og mange af dem.

26Likes
85Kommentarer
5521Visninger
AA

2. December

JO

 

Sollyset ramte mit ansigt med det samme, Mrs. Harrisson trak gardinerne fra. "Så er det op, min kære," sagde hun muntert og kiggede på mig. Selvom vi knap havde kendt hinanden i 12 timer, behandlede hun mig allerede som sin egen. Jeg var træt efter den lange tur, og vi var også kommet lidt sent hjem i går, efter Mrs. og Mr. Harrisson havde hentet mig på busstationen. Jeg satte mig op og strakte mig. "Der er morgenmad til dig nedenunder når du er parat," sagde hun, og var på vej ud. "Mange tak, Mrs. Harrisson," sagde jeg høfligt og svingede fødderne ud over sengekanten, for at sætte dem på det bløde tæppe. Hun stoppede i døråbningen og vendte sig smilende om. "Du kan bare kalde mig Ewa." Hun lukkede døren til efter sig, og jeg kunne høre hende gå ned af trappen. Jeg rejste mig og kiggede rundt i værelset. Det var meget piget, og mindede ærligt talt meget om mit eget. Det var som om, jeg aldrig var taget afsted. Det var næsten helt lyserødt, med mange fine nipsting, og sløjfer. Rundt omkring var der sat flere plakater op med en masse k-pop grupper. Jeg grinede lidt inde i mig selv over det, og kiggede på den store stak cd'er der var proppet ind i nogle holdere der hang på væggen. Hun gik virkelig op i det. Mine ting stod klemt sammen henne i det ene hjørne, og der var masser af det, eftersom jeg jo skulle bo her i et år. Langsomt og i en næsten trancelignende tilstand, gik jeg hen til den største kuffert og åbnede den. Jeg havde brugt meget lang tid på at pakke og finde det bedste tøj. Jeg kiggede ud på solen, og besluttede at vælge en let kjole. Jeg fik hurtigt taget tøj på og sat hår. Makeup behøvede jeg ikke meget af, da jeg naturligt havde mørke, kraftige vipper, og en sund glød. Jeg betragtede mig selv i det store gulvspejl, og syntes det så godt ud. Helt perfekt til første skoledag.

Da jeg kom nedenunder var der dækket op på bordet med alt hvad hjertet kunne begære. Pandekager, friskbagt og ristet brød, vafler, en masse morgenmadsprodukter og juice. Sean sad allerede ved bordet og spiste, mens Ewa stod i køkkenet og vaskede op. Hun smilede muntert til mig, som jeg satte mig over for Sean, og begyndte at spise. Jeg kiggede rundt, og undrede mig over, at jeg kun havde set én dreng indtil videre. De skulle jo have to. Jeg kiggede på klokken og sukkede. Skolebussen skulle være her om få øjeblikke, og jeg havde knap nok spist én pandekage. Jeg skyndte mig at spise resten af det der lå på min tallerken, og rejste mig. Jeg tog min skoletaske over den ene skulder og smilede til Ewa. "God dag," sagde hun glad og vinkede. Sammen med Sean gik jeg ud til den gule skolebus, der holdt på hjørnet. Sean sagde ikke noget hele busturen. Faktisk havde han slet ikke snakket til mig én eneste gang.

 

LOUIS

 

Skolen var altid så hektisk, især om morgenen når alle eleverne kom med busserne og skulle have deres ting i skabene. Jeg sukkede, og steg ud af førersædet, mens Harry steg ud af passagersædet. Han smilede altid fjoget når han så alle pigerne komme gående, med deres hår sat perfekt og tusind lag "falsk skønhed" i fjæset. Jeg smækkede bildøren i, og kastede nøglerne til Harry. "Værsågod," sagde jeg automatisk og gik ind på skolen. Jeg hadede de forskellige kliker, der samlede sig i klumper rundt omkring på gangene. De spærrede altid. Men det værste var, at når jeg kom om morgenen, kunne jeg næsten aldrig komme hen til mit skab, da jeg altid blev stoppet af skøre teenagepiger. Da jeg havde kæmpet mig gennem mængden, åbnede jeg mit skab, og tog mine bøger til første time - matematik på A-niveau.

Vi var ikke så mange i den klasse, da det ikke var så populært. Få drenge og et par piger. Deriblandt en af mine gode venner, Sunny. Hun var en typisk amerikansk pige, med langt, blond hår, perfekt, brun hud og så var hun selvfølgelig kaptajn på cheerleaderholdet. Hun var meget klæbende, og havde heldigvis ikke lagt mærke til mig endnu. Timen var helt normal, indtil det bankede på døren. Døren blev meget forsigtigt åbnet af en lav, tynd pige. Hun havde mørkeblond hår, og lys hud. Hun så meget bekendt ud, gjorde hun ikke? Der gik lidt tid, og mens hun stod og snakkede lavt med læreren, gik det pludseligt op for mig, hvor jeg havde set hende henne før. Det var pigen fra bussen. Hun vendte sig om og smilede usikkert. "Hej, mit navn er Yoon Jo. Jeg er udvekslingsstudent fra Korea."

 

JO

 

Efter jeg kort havde præsenteret mig, fik jeg besked om at sætte mig ned. Jeg var omringet af drenge, der sendte mig det der blik igen. Det blik jeg hadede så meget. Det blik jeg fik sendt flere gange end jeg kan tælle til i går. Det undersøgende blik. Timen gik hurtigt, og da klokken ringede, blev jeg omringet af flatterende drenge og beundrende piger. De skød alle komplimenter i hovedet på mig, alt fra: "ÅH, hvor jeg dog bare ELSKER din kjole. Hvor er den fra?!" til: "DAMN. Du er fandeme lækker!" Ikke at det gjorde mig noget, slet ikke. Hvilken pige kan ikke lide at få komplimenter? Problemet var bare, at jeg er mere den stille type. Ikke en, der konstant hungrer efter opmærksomhed. Tværtimod.

Vejen mod kantinen var hård, da folk blev ved med at flokkes om mig. Dog var der én person jeg fandt tiltrækkende, og han som den eneste. Han holdt sig hele tiden i baggrunden, men jeg kunne mærke at han iagttagede mig. Han var høj, og så ud til at have en rigtig pæn krop. Hans hår var chokoladebrunt og pjusket, og så havde han de skønneste grønne øjne. Hans ansigt var flot markeret, og hans læber var lige til at kysse. Det gik op for mig, at jeg stirrede, og skyndte mig hurtigt mod kantinen med ham i hovedet.

Resten af dagen var hård. Jeg kune slet ikke få ham ud af hovedet. Hvem var han? Jeg gik automatisk ud fra, at han gik på sidste årgang, da jeg havde set ham sidde lidt fra mig da jeg havde matematik. Selvom jeg gik på første år af High School, havde jeg matematik på A-niveau sammen med dem på sidste år. Gade vide hvad han hed. Ville det være for uhyggeligt hvis jeg kiggede i sidste års yearbook, for at finde ud af hans navn? Ja, det ville det højst sandsynligt. Da sidste time var slut, mødtes jeg med Sean ude foran ved busserne, og han sagde stadigvæk ikke et ord. Hvad var der galt med ham? Var han stum eller sådan noget? Ikke engang et blik nænnede han mig. Busturen hjem var larmende og stressende på grund af alle de folk der trængte sig på, for at få så meget information ud af mig som overhovedet muligt. Men det var heller ikke det. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at svare på de forskelliges spørgsmål, da jeg havde for travlt med at tænke på en anden. Den mystiske dreng. Hvem var han?!

 

LOUIS

 

"Hvad synes du om det her?" sagde Harry i en formel tone og jeg rystede på hovedet. "Harry, du skal bare være dig selv," sagde jeg, en smule irriteret over at Harry ikke bare kunne tage det alvorligt. Vi arbejdede med vores fremlæggelse af et projekt i engelsk, men vi havde svært ved at få det ordentligt. Harry kunne bare, som sædvanligt, ikke koncentrere sig, og jeg havde Yoon Jo i hovedet. Var det ikke det hun hed? Hm. Meget besynderligt at hun kom fra Korea. Præcis som den udvekslingsstudent der skulle bo hos os. Men det var da en dreng, var det ikke? Jeg var næsten helt sikker.

Vi arbejdede hårdt til sidst, og da vi endelig fik gjort det rigtigt, var det næsten midnat. Der var ikke langt fra Harrys hus til mit, så jeg besluttede bare at gå hjem. Luften var kølig, og himlen stjerneklar. Jeg ønskede hurtigt, at jeg havde lånt en trøje af Harry, men nu var det for sent at vende om. Gåturen tog knap 10 minutter, måske mere, og de gik hurtigt. Huset var helt mørkt, hvilket ikke undrede mig. Det eneste rum der var oplyst, var min søsters værelse. Det var i det værelse udvekslingsstudenten boede. Jeg låste mig ind, og smed mine ting på gulvet. Med det sammen gik jeg op på mit værelse for at få noget søvn, men jeg fik en næsten uimodståelig trang til at gå ind på min søsters værelse, bare lige for at se, hvem det var. Jeg tænkte, at det nok var bedst at lade være, så jeg listede stille gennem gangen og ind på mit værelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...