My J

Jo er flyttet hele vejen fra Korea til en by i Californien, kaldet Riverside, som udvekslingsstudent. Hun flytter ind hos familien Harrisson, hendes værtsfamilie. Den ældste søn, Louis, er en hårdtarbejdende high school-elev, der går på sidste år. De forelsker sig straks i hinanden, men er bange for at indrømme deres følelser. Det bringer dog straks komplikationer, og mange af dem.

26Likes
86Kommentarer
5263Visninger
AA

1. December

Kufferterne kørte forbi på båndet. Forbi, forbi, forbi. De var alle store og fremmede. Ligesom det her land. Selvom jeg før havde boet her med min familie, og kunne snakke sproget flydende, var det noget andet nu. Endelig så jeg min kuffert, der langsomt rullede langs kanten. Den var stor og rummelig, og indeholdt næsten alt mit tøj og de vigtigste ejendele. Med stort besvær løftede jeg den ned på gulvet og hev håndtaget op. Den larmede meget på klinkerne i lufthavnen, heldigvis, da jeg var mindst 20 centimeter lavere end de fleste voksne mennesker i hallen, så de vidste når jeg kom gående. Med tungt åndedræt trak jeg ind til væggen og satte mig på min kuffert. Den var stor nok til at jeg kunne sidde på den uden den brast sammen, hvilket var heldigt, da alle stolene på de nærmeste caféer var optagede. Jeg holdt en lille pause, og hev et stykke papir op af min lomme. Møjsommeligt læste jeg, hvilke busser jeg skulle med, for at komme til Riverside, hvor min værtsfamilie ville hente mig på busstationen. Jeg prøvede at kigge ud af vinduerne, for at se om bussen holdt udenfor, og selvom det var svært at se for alle menneskerne, kunne jeg lige netop ane en bus der holdt parkeret ude foran. Jeg krøllede igen papiret sammen, og puttede det i lommen. Med min kuffert i hånden fik jeg lige akkurat mast mig gennem mængden, uden at blive trådt ned, og ud gennem døren. Selvom det var føste dag i december, var vejret tørt og varmt. Ingen sne, som der havde været i Korea da jeg forlod. Lige i det jeg kom ud, tændte buschaufføren motoren, og gjorde klar til at køre. Hurtigt steg jeg på og fandt et ledigt sæde. På ingen tid var jeg afsted mod mit nye liv i Riverside.

 

LOUIS

 

"SKAAAAT. Skal du med? Vi skal lige handle ind inden vi henter udvekslingsstudenten!" Man kunne høre Ewa råbe på flere kilometers afstand. "Nej, det er fint nok. Jeg tager selv ind til Riverside, hvis det er okay," råbte jeg igen, dog en smule mere afdæmpet. Jeg boede med min familie lidt uden for Riverside midtby, på en almindelig villavej. Her var ret kedeligt, men perfekt afdæmpet. Men nu havde Ewa, min mor, så sagt ja til at få en af de der udvekslingsstudenter fra Korea, i "bytte" for min egen lillesøster, Nadia, der var helt vild med alt det der K-pop halløj. "Hvorfor kører du dog ikke bare med os? Så er du fri for selv at køre, og bruge penge på benzin," sagde Ewa, der pludseligt stod i døren. Jeg kiggede på hende fra sengen, hvor jeg lå med en bog og læste. "Det er fint nok," sagde jeg roligt, "Harry kører. Han har lige fået sit kørekort, så han er helt vild efter at komme ud og køre." Min bedste ven, Harry, var 18 år, ligesom jeg, men havde fået sit kørekort senere end de fleste andre. Jeg smilede kort til hende og vendte så tilbage til min læsning. Hun himlede med øjnene og sukkede kort. "Nå ja, da. Pas nu på dig selv, og kom ikke for sent hjem. Du skal i skole i morgen, husker du nok." Uden at kigge op svarede jeg bare: "Det er fint nok, men jeg havde faktisk tænkt mig at overnatte hos Harry. Vi har et projekt for, som vi lige skal have tjekket igennem en sidste gang." Ewa nikkede kort som accept, og vendte så om på hælen. "Så ses vi bare i morgen," råbte hun, halvvejs nede af trapperne

Da dørklokken ringede var jeg helt klar. Jeg gjorde aldrig noget ud af mig selv når jeg skulle ind til Riverside med Harry. Uanset hvilken tilstand jeg var i, ville pigerne altid flokkes om mig, selvom ingen af dem virkelig interesserede mig. Jeg åbnede den store hoveddør, og hilste Harry. "Er du klar?" spurgte han med et flæbet udtryk. Han vidste jeg altid var klar når han kom, uanset om han kom en halv time for tidligt eller for sent. Han lavede en næsten diskret håndbevægelse mod den tændte bil, der holdt og brummede ude i kanten af vejen, foran huset. "Jeg har lånt min fars gamle bil. Det er en gammel spand, men den tiltrækker damer på stribe!" udbrød han stolt, da vi gik ned mod den. Jeg grinede kort, og kunne ikke helt forstå hvordan det var, vi var blevet venner. Han var pigeglad, og gik kun op i det. Alt andet end piger og hans udseende var ligemeget. Men selvom vi var forskellige på alle måder, var han en god ven, og sjov at være sammen med. Og så reddede han mig altid, hvis jeg var ved at blive overfaldet af piger, heldigvis for det.

Selvom mørket var faldet på, og alle butikkerne og caféerne havde åbent, var det som om byen stadig ikke var vågnet. Det var jo selvfølgelig også hverdag, men det var som om, Riverside var mere livlig når natklubberne åbnede. Nu var der mest teenagere og børn, der var for unge til at komme ind de rigtige steder. Jeg elskede bare at gå rundt og kigge mig omkring, helst for mig selv. Jeg kunne bedst lide at gå rundt i de gamle, glemte forretninger, dem der lå gemt inde i blindgyderne, væk fra omverdenen. Antikvitetsforretninger, bogforhandlere, genbrug, alt det gøgl. Derfor skiltes jeg med Harry, og gik selv rundt i alle de butikker jeg allerhelst ville kigge i, mens han selv gik rundt med dem vi altid er sammen med, og gik på café og i de få natklubber der havde åbent.

Jeg stod på et hjørne, og ventede på at jeg kunne krydse den ret så trafikerede hovedvej. Der kørte mange busser, da busstationen lå lige i nærheden. Gaderne var fyldt med sladrende teenagepiger, der gik rundt med deres fimsede chai latter fra Starbucks, og sendte lange blikke efter drengene. Det fik mig til at tænke på den nye udvekslingsstudent, der meget gerne skulle ankomme med bussen lige om lidt. Jeg stod og holdt øje med de busser, der kørte mod stationen, da jeg så noget i den ene bus. Det var en pige. Hun havde mørkeblond hår, og mørke øjne. Hendes hud var lys og perfekt som procelæn, og hun havde et flot markeret ansigt, der både var sødt og barnligt, men samtidligt meget modent og sofistikeret. Hun sad og stirrede tomt ud af vinduet, med musik i ørerne. Hun var så smuk. Nok den smukkeste jeg nogensinde havde set, og det sagde en del, for det var ikke så tit man så grimme folk i Riverside. Jeg stirrede efter bussen, som den kørte ned af vejen, mod stationen. Et gys løb gennem mig, og jeg fik små sommerfugle i maven. Jeg gik normalt ikke op i piger - overhovedet - men hende her, håbede jeg at jeg ville se igen.

 

JO

 

Jeg havde glædet mig til at komme tilbage til staterne, men alligevel var jeg lidt skuffet. Der, hvor vi før havde boet, var der altid sne i hele december. Her var det så varmt, at næsten alle gik i små shorts og toppe, og jeg følte mig pludseligt pokkers dum, med mine lange bukser og tykke sweater. Selvom jeg dog havde taget min tykke jakke af, var det stadig fandens varmt i bussen, og udenfor, og folk sendte mig underlige blikke, som om jeg var et misfoster der bare skulle tage hjem hvor jeg kom fra. Jeg havde jo selv boet i landet før, og vidste hvor fordomsfulde, og racistiske, mange folk var, men egentlig synes jeg ikke at jeg selv lignede en koreaner. Jeg havde måske lidt det der koreanske "babyansigt", men ellers var jeg jo blond, og egentlig også sådan ret bleg. Hvis man ikke vidste at jeg var fra Korea, ville folk sikkert ikke engang tænke over det.. men hvad var det så de kiggede på? Jeg rodede lidt i min håndbagage som jeg havde siddet med i flyet, og fandt et lille håndspejl. Mit hår sad godt nok, min makeup var ikke smattet på nogen måde, og selvom jeg havde sovet et par timer i flyet, så jeg hverken træt eller smadret ud. Heller ikke stresset, sindssyg eller ond. Jeg lignede bare en helt almindelig pige, og det gik hurtigt op for mig, at det heller ikke kunne være mit tøj, for da jeg kiggede rundt så jeg flere med lige så meget, og hvis ikke mere, tøj på som jeg, da det jo var aften, og lidt køligt. Jeg sukkede. Måske kunne de alligevel se, at jeg kom fra Korea? Måske havde de allerede fået nogle af alle de skrækkelige fordomme om mig? Alligevel var der noget underligt over det. Det var mest kun fyre der sendte mig blikke, og nogle smilede endda til mig. Hvad var deres problem?! Det irriterede mig at jeg ikke vidste hvad det var, der var galt med mig, og at de ikke bare kunne tørre deres åndssvage smil a læberne. Jeg sukkede endnu en gang, denne gang lidt dybere. Heldigvis var jeg ved busstationen lige om lidt, så det gik nok. Jeg håbede bare, at folk ikke også stirrede der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...