Spøgelset!

Eventyrs stil til skolen!

2Likes
4Kommentarer
968Visninger

1. Spøgelset

Han så et glimt af det klareste hvide lys der fyldte rummet, da hans søsters spøgelse forsvandt. Farvel, tænkte han, og han var ganske overbevist om at hun hørte dette. Vinden tog hans stille, hviskende bøn, netop som ejeren af deres tidligere hjem, trådte over dørtærsklen.
”Han afskyer dig,” lød hans hvisken, og den unge pige kiggede sig konfust omkring.
”Hvem der?” råbte hun, ud i intetheden.
Den bitre tanke om, at denne unge pige var i live, og at han selv var død, forgiftede hans sind, og gjorde hans aura mørk og dyster. Og selvom pigen ikke kunne se hans ånd, kunne hun tydeligt fornemme den. Han forstod ikke hvordan denne verden kunne være så ond. Hvorfor han så smuk skulle være død.
Han udstødte et suk og gik ud i den kølige vinternat. Han tog hjem til sine forældre, som var i dyb sorg over at nu også måtte være nødsagede til at give bort deres datter til vor Herrer. Vor Herrer havde nu valgt at tag deres to renhjertede børn. Når man så på dem fik man ofte en klump i halsen og hans aura blev en klar grå farveskær. Nogle gange kunne han ikke klargøre hvor skinsyg han kunne blive, når han så naturlige og glædestrålende folk. Han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle være den udvalgte og ligeså hans søster. Samt hvorfor han var nødsaget til at være fastgjort til denne del af himmelrummet. Han ville bede til han kunne blive en naturlig og glædestrålende dreng igen. Og i det han tænke dette, skete der noget uforklarligt, vor Herrer fremtrådte foran Emil. Han kiggede fåmælt på vor Herrer. Vor Herrer pegede på Emil og med sin dybe stemme lød vor Herrer, ”ønsket vil nu blive opfyldt.” Emil kunne som ved et trylleslag mærke sin krop igen, han kunne nu se sit bare skind. Et smil bredde sig på hans læber, og den naturlige og glædestrålende dreng vendte tilbage til virkeligheden.

Han gik ind til sin fadder samt moder, hvor han konstaterede dem at han var naturlig igen. De blev yderst berørt over at se deres godhjertet søn stå foran dem. De kunne ikke tro at vor Herrer havde givet dem deres søn tilbage. Moderen lod en tåre trille, og strakte armene ud efter sin søn, ”oh, min kære Emil. Du er hjemvendt.”
”Kom med sønnike, nu finder vi dig nogle klæder.” Lød det fra hans fadder.
Emil og hans fadder gik ind på værelset ved siden af, hvor hans fadder fandt ham nogle klæder som Emil iklædte sig. Hans moder tilberedte den ret Emil synes bedst om, som var sammensat af lask, kartofler og brød. Der blev redt op til ham på hans afdøde søsters værelse. Mens han lå der, fløj der en masse tanker igennem hans hoved. Han kunne ikke sove, værelset fik ham til at tænke på sin afdøde søster, som ikke fik muligheden for at blive naturlig igen.

Den kommende morgen valgte Emil at tag ud i skoven, han gik langs stien og nød den kølige vinter brise som fløj mod hans ansigt. Han sprang til højre, da der uventede kom en gråhårede og afskyelig dame ud af skoven. Hun kom hen mod Emil og spurgte ham om han ville være behjælpelig med at finde nogle bær. Emil måtte klarlægge damen at der ikke var flere bær, nu hvor det er blevet vinter, men at de ville komme tilbage til foråret. Damen kiggede utilfreds op på Emil og sendte ham et skævt smil. Emil opfangede at damen var ude på noget, og satte i den anledning i løb. Han snublede og væltede ned på de små sten med hovedet først, alt blev sort og Emil troede han var død igen. Men da han vågnede, lå han i et lille bur, han var fanget. Han var sikker på det var den gråhårede dame der havde fanget ham, og han havde helt ret. Damen kom uforudset frem og begyndte brøde i en ond latter. Emil forsøgte at komme ud af buret, men han måtte opgive forsøget til sidst. Han var fanget og kunne ikke komme ud med mindre han fik fat på nøglen. Timerne gik og Emil begyndte at blive brødflov, han spurgte høfligt den gråhårede dame om han måtte bede om et stykke brød, men det svarede hun nej til. Hans mave ville ikke tie. Det var længe siden han havde følt sådan her, fordi man er spøgelse mætter man sig ikke. Selv om tanken om at han skulle tage sig af dage løb igennem hans hoved et par gange, men han var overbevist om at det ikke var den eneste udvej, han var sikker på at der snart kom nogen og befriede ham.
Et par timer efter bankede det uventede på døren og den gamle dame lukkede døren ind til det værelse Emil var i og gik ud og åbnede, og da hun åbnede døren til værelset igen var hun yderst utilfreds. ”Er du den afdøde Emil?”
Han nikkede.
”Hvordan kan du så være i live?”
Han valgte at forblive tavs, han ville ikke give hende bekendtgørelse.

Efter mange dage vælger Emil at bede til vor Herrer om hjælp, og vor Herrer fremtræder foran ham, hvor han ser hvor forsvarsløs Emil er, han vælger derfor at gøre ham til et spøgelse igen. Emil er henrykt selvom han er et spøgelse igen. Han kan nu huske hvor vanskeligt det var at være en del af folket, men han synes nu heller ikke det er helt medgørligt at være et spøgelse, der er så mange spøgelser i denne lille verdenen og han har svært ved at være alene. Han har ikke rigtig tid til bare at tænke for sig selv, enten er der folk ellers er der spøgelser.
Vor Herrer tilbyder Emil at komme med op til himmelriget, hvor der er vidunderligt stille og alle er gode ved hinanden, og det bedste ved det hele, hans søsters spøgelse er deroppe. Han vælger at sige ja til tilbuddet, men vil gerne forklare det til sine forældre. Vor Herrer lader ham skrive et brev, som han ligger til Emils forældre. Det er Emil meget oprømt over, og begynder med det samme at skrive brevet.
”Kære moder samt fadder.
Jeg er i god behold, vor Herre har endnu en gang været behjælpelig og har opfyldt min bøn om at blive et spøgelse igen for at undslippe fra den onde gråhårede dame. Jeg beklager dybt at jeg måtte forlade jer igen, men jeg håber i kommer videre. Både Tilde og Jeg har det godt, vi savner jer eventyrlig meget, men vi er på vej videre.
Takker af, Emil.”
Vor Herrer fik brevet til at forsvinde foran øjende på Emil, og han var lykkelig og tilfreds.

Nu gik turen videre for Emil, han skulle videre op til det hellige himmelrige, hvor han kunne få lov til at slappe af og tænke alene. Han blev genforenet med sin søster Tilde, og han var glad for at se at hun var i god behold, men også lidt overraskede over hun ikke var ked af at være et spøgelse.

Slut
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...