turen til Mars

det handler om fem personer der skal til Mars.

2Likes
0Kommentarer
518Visninger

1. mars

Det var en kold morgen. Jeg viste godt, at dette var min sidste dag på jorden, inden jeg skulle ud på en længere tur ud i rummet. Tiden sneglede sig af sted selv om der ikke var så lang tid til at jeg skulle ud på min sidste køretur, hen til affyringsrampen. Jeg var lige kommet ud til den store mængde af journalister, der ventede på dette øjeblik, hvor vi ville komme ud af den bygning vi havde tilbragte to uger i. Vi var lige kommet ud, da blitzene totalt blændede mig og mine kammerater, så vi næsten ikke kunde se noget. Selv om vi ikke skulle gå mere en hundrede meter føltes det som om vi svævede. Det begyndte at summe i mine fingre, mens jeg gik, næsten svævende, det lille stykke, som var tilbage mellem mig og bilen, der skulle køre os hen til rampen, hvor raketten ventede på os.

Mens vi kørte det lille stykke vej på omkring fem-seks minutter, spurgte Will mig om, hvordan det mon ville være at være de første mennesker på månen? Det tænkte jeg lidt på, da det slog mig at vi jo skulle være de første mennesker på Mars. Men da jeg tænkte over det kom den skræmmende tanke. Vi var jo de første der skulle prøve den nye raket på næsten 600 hundrede meter i højden, og med sine 12 hjælperaketter. Jeg kunne se at raketten blev større og støre jo længere tid der gik og da bilen næsten var fremme, så det ud som om den var en kopi af det ene tvillingetårn i New York City. Hvad nu hvis vi ikke nåede frem, eller endnu være, vi løb tør for ilt. Nej, det var næsten for meget for mig. Vi ville snart være fremme og det ville være forbi. Jeg viste ikke rigtig hvad det var jeg følte, det var en slags blanding af glæde, nervøsitet, sorg og forvirring.

Bilen stoppede og var det bare ikke til at forstå. Det var jo som vi havde fået at vide. ”Det meste af verden vil kigge på jer mens i flyver ud fra jorden, de vil ikke kunne forstå at i tør løbe risikoen.” Da vi var på vej op til den lille elevator, kun bestående af noget, der mest lignende et lille jernbur, hvor vi kunne se den enorme raket, som skulle flyve os ud til Mars og tilbage igen. Men samtidig så jeg også på den som vores nye hjem i det næste lange stykke tid. Da elevatoren stoppede, kunne jeg pludselig høre det som jeg ikke kunne høre på opturen. Det knagede og bragede fra raketten og jeg kunne også se at der havde dannet sig et isdække over hele den del af raketten, som var blevet fyldt op med brandstof over natten. Brændstoffet som vi brugte var ikke noget normalt brændstof, for det var under 200 minusgrader. Vi gik nu igennem den lille dør ind i raketten og jeg satte mig ned i sædet. Da jeg hørte at døren blev lukket, vidste jeg at vi nu havde forladt den gode gamle velkendte verden og for alvor var på vej hen til en helt ny, spændende og ukendt verden. Det eneste vi skulle nu var bare at vente. Det er bare ikke lige sjovt at vente i den uvished det bredte sig mellem mine fire venner og især ikke når men sidder i en stol i halvfems vinkelgrader. George tog nu fem små notesbøger op af lommen og fem blyanter. Han rakte os en blyant og en notesbog hver som vi kunne skrive alt ned i som vi oplevede på vores tur til Mars og tilbage igen.

Nu kunne jeg se at der ikke var mere end fem minutter til affyringen. Min nervøsitet sneg sig stille og roligt ind på mig. Vi sad i et lille kammer med minimalt lys og der var en masse måleapparater, knapper og andre dimsedutter som jeg knap anede hvad man skulle med dem. Tiden sneglede sig frem. Vi vidste at inden længe ville vi flyve væk fra jorden, ud i rummet og ind i et uendeligt mørke.

Lige nu kunne jeg ikke tænke på andet en min kone og mit ene barn på to og et der var på vej. Hvad nu hvis jeg ikke kom hjem? Så ville min datter på to og det lille barn, som vi ikke viste om det ville blive en dreng eller en pige. Tænk hvis de aldrig mere ville få deres far at se igen? Jeg havde allerede set en raket blive sendt op, som ikke nåede mere ind et par hundrede meter op før at den gik ud. Efterfulgt af et blændende lysglimt samt et kæmpe flammehav og et øredøvende brag, for så til sidst at komme med trykbølgen, der nærmest føltes som om at hele jorden var ved at gå under.  Jeg viste at hvis der var noget der gik galt, inden der var tyve sekunder til affyringen, ville vi kunne nå at komme i sikkerhed ved hjælp af en svævebane på næsten hundrede og halvtreds meters længde. For enden af svævebanen lå der en bunker med en pansret mandskabsvogn og med mad til flere dage. Bunkeren lå omkring ti meter nede i jorden og med en halv meter tykke betonvægge.

Et par blink i midten af styrepanelet, fangede min opmærksomhed. Det var en lille raderskærm, som viste at der lige nu kun var fem sekunder til affyringen og at det ville betyde at vores skæbne nu var op til den moderne teknologi. Med et blev alle tanker rystet ud af hovedet da det begynder at ryste, efterfulgt af et mindre brag og vi blev slynget frem og tilbage i vores sæder. Jeg kunne se på instrumentbrættet at vi ikke accelererede i den udtænke hastighed og jeg vidste at det kunne have katastrofale følger. Nemlig enden på opturen eller på hjemturen. Pludselig lød der et øredøvende brag, lidt efter kunne vi høre en let skratten fra vores radio, at vi netop lige havde brudt lydmuren. Noget af det værste var nok når hjælperaketter, og de nederste tanke skulle af for så begynde det at ryste en hel del. Det var en lidt ubehagelig tur ud af jordens tyngdekraft, men alligevel en uforglemmelig tur. Den var både spændende og skræmmende.

Efter fire timer i det lille rum forrest i raketten, var vi ude af jordens tyngdekraft. Det betyd at vi nu var blevet vægtløse og vi gerne måtte gå eller nærmere flyve eller svæve rundt som man nu gør ude i rummet. Noget af det første mig og mine kammerater lærte, var at hvis man nu sparkede sig væk fra den ene væg, så ville man ramme ind i den modsatte væg med samme hastighed. Da det var ved at blive mørkt for tiende gang inden for den dag, havde man fuldstændigt mistet tidsfornemmelsen. Men til gengæld var der en fuldstændig ubeskrivelig smuk stjernehimmel. Af og til kunne jeg se jorden. Men den blev mindre og mindre for hver gang jeg så den og til sidst lignede den bare de andre stjerner i mælkevejen.

Vi kunne se at vi stille og roligt nærmede os vores mål, nemlig Mars. Men vi skulle nu ikke begynde at glæde os for tidligt. For det er ikke bare sådan lige til at få vendt landingsmodulets position i forhold til raketten, samt slet ikke tale om at få landingsmodulet koblet fra moderskibet med sine halvtreds meters længde. Plus at vi ikke bare kan tage af sted uden at få den anden halvdel af landingsmodulet med, for det var nemlig ikke mulighed for at have den liggende i fuld længde inde i raketten.

Nu kom nok den sværeste ting i lang tid, nemlig at få landingsmodulet ind i den rigtige bane. Men det var ikke lige helt let da vores radiokommunikation ikke var under de bedste forhold. Det ville tage et en halvtimes tid fra vi spurgte og til at vi fik et svar fra jorden. Vi havde lige fået besked fra jorden om at vi skulle være opmærksomme på, at når vi kom om på den anden side af Mars, ville vi højst sandsynligt miste alt radio kontakt til jorden i en længere periode.

Vi var lige kommet ind i det bælte rundt om Mars hvor vi ville komme tættere på planeten, men ikke for hurtigt. Tiden føltes en smule underligt nu vor vi skulle lande og hvor vi ikke længere var vægtløse, samt nu vor John ikke var her mere. Jeg tror, at han var en lille smule skuffet fordi nu havde han taget hele den lange tur fra jorden til Mars og så måtte han ikke engang komme med derned, men måtte kredse omkring Mars medens vi skrev os ind i historiebøgerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...