A Thousand Years Without You

Amaya er en vilje stærk pige, som altid har fået det som hun ville, men inderst inde er hun i tvivl om hun får venner på denne måde, eller skubber dem væk.

Det er December, og Rio er flyttet til en lille landsby for at få styr på sit liv igen efter hans forvandling, men han får det svært da han møder hans mage. Vil han skubbe hende væk eller få det perfekte forhold?

30Likes
146Kommentarer
5259Visninger
AA

17. 16

I hope that you see right through my walls

I hope that you catch me, 'cause I'm already falling

I'll never let a love get so close

You put your arms around me and I'm home

Amaya

Jeg vidste det var sket, jeg kunne mærke at der var sket noget. Hvordan vidste jeg ikke, men jeg fik en svag smerte i baghovedet. Jeg vidste det var Rio. Og mine væreste tanker kom til live, da de smed ham ind til mig. Han var gennembanket og bevidstløs. Blod fossede ud af såret i hovedet, jeg forsøgte at holde gråden tilbage men det var svært. Jeg kravlede forsigtigt hen til ham, og bad han var i live.

"Rio?"

Hviskede jeg hæst, og tjekkede hans puls. Den var der, men den var svag. En enkel forræderisk tåre forlod mit øje, og jeg aede ham forsigtigt i håret og bad til at han snart ville vågne. Hvem havde gjort dette mod os? Og hvad lavede Rio her? Havde han forsøgt at redde mig? Men endt op her? Eller var det planen? Jeg var ikke sikker på noget, men jeg følte en blussende raseri i mit indre. Selvom vi ikke havde et bånd endnu, så følte jeg stadig en stærk tilknytning til ham. Da han efter hvad føles som timer, begyndte at bevæge sig, blev jeg ubeskrivelig glad og forsøgte igen.

"Rio?"

Han stønnede dybt, og tog sig til hovedet. Han hissede af smerte og jeg fik det dårligt, af at høre hans smerte. Han forsøgte at rejse sig, men havde svært ved det, så jeg lagde en forsigtig arm på hans, i håbet om at jeg kunne støtte ham, det forskrækkede ham. Og han sprang til siden. Jeg smilede svagt og sagde så stille

"Det er bare mig Rio, skal jeg ikke hjælpe dig?"

Han rystede på hovedet, måske fordi han ikke troede det var mig? Men han blev endelig enig med sig selv, om at det var mig, for han slog armene om mig og sagde så stille

"Jeg troede jeg havde mistet dig"

De simple ord betød alt for mig, og det fik mig til at elske ham, mere end jeg gjorde før. Jeg nikkede og forsøgte ihærdigt at holde tårerne tilbage, men det var nytteløst. Jeg havde endelig Rio hos mig igen. Han forstod hurtigt, at jeg græd så han tørrede mine saltede tårer væk og sagde stille

"Sååh, jeg er her nu"

Jeg nikkede, og sagde så stille

"Men hvordan kommer vi væk?"

Rio

Jeg var blevet forrådt, forrådt af Zak, men mest af alt af min onkel. Jeg troede ikke han ville gøre noget som dette, ikke imod Amaya. Selvom hun så ud til at hun var okay, dækket af snavs, men okay. Det beroligede mig. Men jeg var stadig nervøs over situationen, for hvordan ville vi komme væk? Jeg søgte ud mod min ulv, men blev kun mødt af tavshed. Hvad skete der? Hvorfor var han væk? Jeg kiggede over mod Amaya, og så kun hendes tålmodighed og kærlighed. Jeg havde skuffet hende, og hun vidste det ikke.

"Jeg kan ikke mærke min ulv"

Sagde jeg, med en sørgmodig stemme. Amaya så forvirret ud, og jeg forstod hende godt, jeg var ligeså forvirret som hende.

"Hvordan kunne det ske?"

Spurgte hun mig, og jeg trak på skuldrerne, jeg vidste det ikke, hvertfald var jeg ikke helt sikker, for det krævede en del, at holde ens ulv nede. Men en sølv sprøjte, med et stof, eller nærmere gift, kunne tage det. Jeg forklarede hende det og hun så så ked ud af det. Jeg kiggede ned på jorden, jeg kunne ikke holde ud til at se hende så nedbrudt. Jeg var vores eneste håb, og jeg skuffede os begge. 

"Det er jeg ked af at høre Rio! Hvornår vil det fortage sig?"

Mit hoved fløj op, og jeg kiggede på hende med store øjne, hun havde ikke opgivet håbet? Hun var ikke skuffet over mig? Jeg smilede og sagde så

"Et par timer måske, hvis vi er heldige"

Hun smilede tilbage, og kyssede mig. Med så en stor desperation, at bulen i mine bukser, voksede sig så stor, at det blev smertefuldt. Hvordan kan jeg dog stadig reagere sådan på hende? Dækket i snavs og i den væreste situation. Men det gjorde hun, og hun vidste det. Det kunne jeg mærke, da hun smilede imod mine læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...