Last Promise: My Hero is You {FFVII}

Karorins mor ofrede sig for hende, fordi hun havde en mission, som hun var født til at udleve. Hvad er denne mission? Karorin og hendes tvillingebror, Roxas, flytter til Niebelheim, en lille Western by, hvor de søger tilflugt hos deres bedsteforældre. Karorin er ikke som andre piger, da hun har en dyb hemmelighed. Hun har to små, fine horn i hovedet, som afslører alt. Hun er nu den sidste af sin slags: Den sidste diclonius.
[NOTE: Denne fanfiction er MEGET gammel, men en af mine læsere ville gerne have, at jeg lagde den ud igen... .-.; Kapitlerne er kortere end normalt, og jeg skriver ikke så godt som i mine nyere historier...]

62Likes
152Kommentarer
4484Visninger
AA

9. Sidste farvel

Jeg sad oppe på vandtårnet. Alene. Cloud var på vej væk. Han stod ved helikopteren, som skulle flyve ham til Midgar, byen hvor Shinra lå. Det var ikke godt, at Cloud skulle flyve i helikopter, han blev altid køresyg af at køre i bil, en helikopter tur ville gøre ham luftsyg. Jeg så ned på de folk fra SOLDIER, der stod omkring helikopteren. Der var én, der fangede mit blik.

Kastanjefarvet hår, smukke, blålige øjne, hvid, perfekt hud. Det var utroligt. Det var Genesis Rhapsodos! Mit SOLDIER-idol! Han så på mig, jeg trak min hat lidt længere ned over mine horn.

Han var smuk, men jeg kunne ikke lide, at han kiggede sådan på mig. Han vendte sit blik mod en anden pige med sort hår og grønne øjne. Hun havde et jakkesæt på og stod med armene over kors.

”Du bliver her og holder øje med mystiske ting.” Sagde Genesis til pigen.

”Javel, sir.” Svarede pigen. Hun virkede ikke direkte tilfreds med det. Hun var en pige fra Turks. En organisation, der kunne minde om FBI. Cloud så en sidste gang op på mig, før han steg ind i helikopteren.

”Sayonara, Cloud…” Hviskede jeg lavt.

 

Derhjemme stod rosen på mit natbord, tørret. Jeg havde lyst til at smide den ud, men kunne ikke få mig selv til at gøre det. Jeg så på den pakke jeg havde fået af ham. Der var et kort med til. Jeg tøvede, men læste så kortet.

”Fra det øjeblik vi er født, det det øjeblik hvor vi dør, er vi lovet den samme lykke, fra person til person. Når man først har fundet sin lykke, forstår man det. Jeg har fundet min lykke. Der er ikke noget jeg finder mere dyrebart, end den dag, hvor jeg mødte dig.”

Jeg kunne mærke nogle tårer presse på.

”Er du okay, Karorin onee-chan?” Hørte jeg Roxas sige. Jeg så på ham og tørrede lynhurtigt mine tårer væk.

”Jeg har det fint.” Mumlede jeg lavt. Roxas så på min gave,

”Cloud er taget af sted?” Mumlede han. Jeg nikkede kort,

”Han er på vej til at blive SOLDIER…” Hviskede jeg uden at græde, og lod min pegefinger køre over det røde gavebånd på gaven fra Cloud.

”Du savner ham allerede?” Spurgte Roxas lavt. Jeg nikkede forsigtigt imens nogle tårer trillede ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke holde dem tilbage længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...