Last Promise: My Hero is You {FFVII}

Karorins mor ofrede sig for hende, fordi hun havde en mission, som hun var født til at udleve. Hvad er denne mission? Karorin og hendes tvillingebror, Roxas, flytter til Niebelheim, en lille Western by, hvor de søger tilflugt hos deres bedsteforældre. Karorin er ikke som andre piger, da hun har en dyb hemmelighed. Hun har to små, fine horn i hovedet, som afslører alt. Hun er nu den sidste af sin slags: Den sidste diclonius.
[NOTE: Denne fanfiction er MEGET gammel, men en af mine læsere ville gerne have, at jeg lagde den ud igen... .-.; Kapitlerne er kortere end normalt, og jeg skriver ikke så godt som i mine nyere historier...]

62Likes
152Kommentarer
4485Visninger
AA

6. Rød, stinkende maling

Der blev helt stille omkring mig. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne. Mine pupiller blev bittesmå.

”Hvad…” Hviskede jeg. Jeg så rundt omkring mig. Jeg holdt mig for munden, jeg skulle til at kaste op. Ham med de himmelblå øjne, var, udover mig, den eneste, der stadig var… I ét stykke og i live. Jeg begyndte at skrige, imens jeg holdt mine hænder på mine horn. Folk strømmede straks til, alle børn der kom ind, begyndte at græde og skrige af skræk. Lærerne prøvede desperat på, at få børnene ud igen, selvom de også selv havde lyst til at skrige. Jeg kunne se det på dem. De tre drenge, der mobbede mig, og slog på ham drengen, jeg fik den røde rose af, var blevet sprættet op, indefra, og spredt ud over hele klasseværelset, som en lugtende, rød maling. Der dryppede med rødt blod, fra en gul blomst, der stod i vindueskarmen. Mine kinder var endnu engang gennemblødt af tårer.

”Du har ikke gjort noget forkert.” Sagde min mormor trøstende imens hun krammede mig stramt. Jeg rystede over hele min krop.

”Du beskyttede bare din ven…” Min mormor prøvede at trøste mig, men jeg vidste udmærket godt, at det jeg havde gjort, var forkert. Jeg havde bare svært ved at tro det, jeg havde jo ikke gjort det bevidst, vel? Kunne det virkelig have været mig, der dræbte dem? Hvordan?

”Hvordan har han det?” Spurgte jeg lavt og så på min mormor.

”Han har det fint, han har bare fået et par blå mærker.” Sagde min mormor lavt og smilede. Jeg smilede tilbage,

”Godt.” Mumlede jeg.

”Må jeg spørge om noget?” Spurgte jeg og så på min mormor. Hun nikkede,

”Hvad er det, min skat?” Spurgte hun. Jeg så lidt væk,

”Hvordan kan det være… At hver gang jeg ser på ham drengen, så banker mit hjerte meget hurtigere end normalt? Er der noget galt med mig?” Spurgte jeg og så forsigtigt på min mormor igen. Der gik nogle sekunder, men så smilede hun bare varmt,

”Der er ikke noget galt med dig, den følelse er den mest dyrebare følelse man kan få, den skal du passe på.” Sagde hun lavt.

”Hvilken følelse? Hvad kaldes det?” Spurgte jeg og holdt ud fra mit hjerte, bare jeg tænkte på ham, så bankede det ubeskriveligt hurtigt. Jeg kendte ikke engang hans navn, men jeg ville alligevel være sammen med ham hele tiden. Min mormor grinede kort,

”Den følelse, kaldes for ’forelskelse’.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...