Last Promise: My Hero is You {FFVII}

Karorins mor ofrede sig for hende, fordi hun havde en mission, som hun var født til at udleve. Hvad er denne mission? Karorin og hendes tvillingebror, Roxas, flytter til Niebelheim, en lille Western by, hvor de søger tilflugt hos deres bedsteforældre. Karorin er ikke som andre piger, da hun har en dyb hemmelighed. Hun har to små, fine horn i hovedet, som afslører alt. Hun er nu den sidste af sin slags: Den sidste diclonius.
[NOTE: Denne fanfiction er MEGET gammel, men en af mine læsere ville gerne have, at jeg lagde den ud igen... .-.; Kapitlerne er kortere end normalt, og jeg skriver ikke så godt som i mine nyere historier...]

62Likes
152Kommentarer
4491Visninger
AA

8. Femten år!

Omkring otte år senere, var jeg i godt humør fra morgenen af. Det var min femtenårs fødselsdag! Min og Roxas’.

”Hvor skal du hen?!” Råbte Roxas efter vi havde fået morgenmad. Jeg så tilbage på ham, jeg var på vej ud af huset,

”Jeg skulle lige mødes med Cloud.” Sagde jeg, ”Han har en overraskelse til mig.” Smilede jeg.

”Bare fordi det er vores fødselsdag, skal vi stadig ordne vores pligter i Chocobostalden.” Sukkede han.

”Jeg skal nok hjælpe når jeg kommer tilbage!” Lovede jeg og foldede bedende mine hænder.

”Fint.” Mumlede han opgivende.

”Tak, Nii-san!” Råbte jeg og løb videre. Jeg kunne ikke vente med at se Clouds overraskelse. Han havde en overraskelse til mig, og en god nyhed.

 

”Godmorgen, Karorin-chan.” Sagde han da jeg kom op på vandtårnet. Der sad vi altid sammen, ligesom vores eget lille ”mødested”. Han så på mig, hans øjne var blevet ubeskrivelig smukke på de otte år.

”Godmorgen, Cloud.” Sagde jeg og smilede. Jeg satte mig ved siden af ham. Han holdt straks en gave frem til mig.

”Det behøvede du altså ikke.” Mumlede jeg.

”Vi er bedste venner, så jo.” Sagde han og smilede. Jeg tog forsigtigt imod gaven.

”Du må først pakke den op når jeg er væk.” Sagde han. Jeg så mærkeligt på ham,

”Hvad mener du?” Spurgte jeg.

”Det er i dag, jeg tager til Shinra for at blive SOLDIER.” Sagde han. Mit gode humør, sank til bunds.

”I… dag?” Spurgte jeg lavt. På min fødselsdag.

”Jeg skal nok skrive hver dag.” Sagde han og smilede. Jeg sænkede mit blik og så væk,

”At få et brev, er ikke det samme som at have dig hos mig.” Sagde jeg lavt.

”Huh?” Mumlede han.

”Ikke noget.” Sagde jeg.

”Jeg troede, at du var glad på mine vegne.” Han så også væk.

”Det er jeg.” Mumlede jeg.

”For resten… Gaven var ikke din overraskelse.” Sagde han. Jeg så på ham igen,

”Har du endnu en gave?” Mumlede jeg. Han rystede på hovedet.

”Hvad så?” Spurgte jeg. Han var lidt stille, han så på mig,

”Det er…” Mumlede han lavt. Han så hurtigt væk, hans kinder var røde. Det var så sødt. Cloud var ikke som de fleste andre drenge i Nibelheim, han var meget genert. Det var derfor jeg så godt kunne lide ham.

Pludselig, blev vores samtale forstyrret, da der landede en helikopter midt i Nibelheim. En helikopter fra Shinra. Jeg sænkede mit blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...