Last Promise: My Hero is You {FFVII}

Karorins mor ofrede sig for hende, fordi hun havde en mission, som hun var født til at udleve. Hvad er denne mission? Karorin og hendes tvillingebror, Roxas, flytter til Niebelheim, en lille Western by, hvor de søger tilflugt hos deres bedsteforældre. Karorin er ikke som andre piger, da hun har en dyb hemmelighed. Hun har to små, fine horn i hovedet, som afslører alt. Hun er nu den sidste af sin slags: Den sidste diclonius.
[NOTE: Denne fanfiction er MEGET gammel, men en af mine læsere ville gerne have, at jeg lagde den ud igen... .-.; Kapitlerne er kortere end normalt, og jeg skriver ikke så godt som i mine nyere historier...]

62Likes
152Kommentarer
4469Visninger
AA

11. En Diclonius' første kys

”Kun én chance? Hvad mener du med det?!” Udbrød jeg.

”Ved du, hvad S-celler er?” Spurgte han og plukkede et rødt æble fra det æbletræ, som vi stod i skyggen af.

”N… Nej.” Indrømmede jeg.

”Alle mennesker i denne verden er muteret. Alle er muteret på deres egen måde, nogle steder er det ikke synligt, og vil aldrig blive det.” Forklarede han. Jeg så mærkeligt på ham, han vækkede min nysgerrighed.

”Men… S-celler, er de sidste og eneste celler på denne planet, som ikke er muteret. Det siges, at de kan udslette enhver mutation.” Han så på mig igen,

”Endda få dine horn og dit indre dræberinstinkt til at forsvinde.” Da han sagde det, lyste mine øjne op som tusinde stjerner.

”Virkelig?! Hvordan? Fortæl det!” Jeg var pludselig meget lykkelig.

”Desværre… Er der kun én person tilbage på denne planet, med S-celler.” Sagde han,

”Og hvem ved hvor den person er? Måske er personens ’eneste chance’ allerede taget. Måske er personen en kvinde.” Han tog en bid af det røde æble.

”Hvad mener du med ’eneste chance’?” Spurgte jeg tøvende. Han fik et lille smil på læben, nærmede sig mig ansigt helt tæt på, tog blidt fat i min kæbe, så vi stirrede hinanden direkte ind i øjnene.

”Det første elskovskys.” Hviskede han. Jeg gispede næsten lydløst.

”Jeg kunne meget vel kysse dig nu og her, og så ville din forbandelse aldrig blive hævet.” Mine pupiller blev mindre. Hvis han gjorde det, så… Han slap mig og gik et skridt væk. Han fnisede kort,

”Så ond er jeg dog ikke. Selvom mit indre jeg, har så meget lyst til at smage dine læber, så forbyder min opdragelse mig at gøre det.” Hvor vovede han at sige sådan?! Jeg havde lyst til at stikke ham en lussing, i det øjeblik, men hvad nyttede det? Han var SOLDIER 1st class, en af de stærkeste af slagsen, han ville aldrig lade en svag lussing, fra en endnu svagere pige, gå gennem hans uigennemtrængelige forsvar.

”Hvad laver du egentlig i Nibelheim? Tog du ikke tilbage til Shinra i går?” Spurgte jeg for at skifte emne.

”Jeg havde bare lidt tid, jeg skulle spilde.” Sagde han. Som om Nibelheim ikke var godt nok for ham.

”Jeg tager hjem snart.” Han så lidt rundt,

”Ved du, hvad din udkårende får ud af, at du tager hans første elskovskys?” Spurgte han.

”Ikke mere med den forbandelse!” Sagde jeg og tog mig til mine horn.

”Han får en ukendt kraft.” Sagde han, selvom jeg ikke havde bedt ham om at sige det.

”Ukendt kraft?” Mumlede jeg.

”Det var rart at tale med dig, Loveless.” Sagde han og gik videre. Han kendte endda et af mine mange navne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...