Do You Really Love Me? JDB 2

Justin og Valerie er langt om længe blevet kærester og det har de været i en måned. De møder mange uforudsigelige ting sammen, men spørgsmålet er om de kan klare det... Justin åbner op for hemmeligheder i Valeries hjerte, selvom hun helst ville have, at de forblev hemmelige, men ikke nok med det; kommer Justins mor hjem fra sin mystiske rejse. Hun fortæller en nyhed, men vil det være en god nyhed. Vil den måske skade forholdet, det må du læse dig frem til...

56Likes
306Kommentarer
16817Visninger
AA

24. Endnu et break up

Valeries synsvinkel.

”Det mener du seriøst ikke… Du er så meget mere end en flirt. Vi har haft vores skænderier, men hvis jeg husker tilbage på de gode oplevelser sammen med dig, som der for øvrigt ikke har været for lidt af. Så får jeg automatisk et smil på læben og det er ikke kun på grund af minder, det er dig som jeg tænker på hele tiden. Jeg har engang været så heldig, at være din kæreste, men jeg forspildte chancen og knuste vores begge hjerter. Jeg så dig jo heller ikke som en flirt dengang, jeg så dig som en jeg elskede… En som jeg stadig elsker. Hver gang dine læber ramte mine, så.. Så følte jeg, at jeg blev hel. Du fylder størstedelen af mit hjerte, for jeg elsker dig helt op til månen og tilbage igen. Jeg er sikker på vi har noget sammen og det er ikke bare en lille flirt. Hvis du ikke havde en kæreste, så ville jeg helt klart være mere end venner,” sagde han troværdigt, mens han kiggede mig dybt ind i øjnene. Før jeg kunne nå at reagere åbnede døren sig hurtigt. Åhh nej!  Spencer skulle absolut lige komme nu og så skulle han ødelægge øjeblikket med Justin. Spencer gjorde bare noget uventet imod mig…

”Nu har jeg fået nok! Jeg kan tydeligvis se at der stadig er noget imellem jer, så jeg slår op. Jeg håber i kan hygge jer, for i hyggede jer tydeligvis herinde på værelset!” råber Spencer vredt og kigger med et brændende blik på mig, men han blinker hurtigt til mig, da Justin kigger forvirret på mig. Han kunne da ikke slå op allerede! Det havde vi ikke aftalt, men han har vist planlagt noget andet. ”Jeg skrider herfra. Jeg troede virkelig at vi elskede hinanden Valerie, men det gør vi hvis ikke, for du har en anden bag min ryg!” råbte han vredt og forsøgte at lyde troværdig og holde på rollen. Det lykkedes ham faktisk rimelig godt, han burde sgu have en skuespiller karriere. Han gik over mod hans taske og var i gang med at pakke.

”Justin vil du ikke gå ud. Der er noget jeg skal have ordnet med Spencer” mumler jeg stille, mens jeg prøver at kigge ked af det på ham. Han skal jo tro at jeg er ked af det over det med Spencer og jeg, men det var jeg ikke spor. Hans øjne får øjenkontakt med mig og der ser jeg dybt ind i hans øjne. Hans brune øjne funkler smukt, men man kan straks se at jeg har såret ham dybt inde. ”Justin, jeg..” får jeg ud, før han hurtigt bryder øjenkontakten og løber hurtigt ud af døren. Jeg sårede ham vist virkelig meget. Han sagde nogle virkelig betydningsfulde ord til mig og så sagde jeg, at jeg bare ville ordne noget med Spencer. Justin troede jeg valgte Spencer frem for ham, hvilket jeg aldrig ville gøre!

Spencer stoppede med at pakke sammen og vendte sig så om mod mig, da Justin var gået. ”Hvorfor sagde du ikke du ville slå op?! Nu har jeg såret Justin virkelig meget på grund af en misforståelse. Han tror ikke hans følelser er gengældte og da jeg sagde, at jeg lige skulle ordne noget med dig.. Så nu tror han, at jeg har valgt dig frem for ham selv” udbrød jeg irriteret til Spencer, som prøvede at følge med i min talestrøm. Jeg kunne mærke mine øjne blive våde idet jeg mærkede følelsen af, at jeg måske havde mistet Justin. ”Undskyld, jeg troede at det ville gøre det lettere hvis jeg slog op. Jeg havde ikke troet det skulle gå sådan her.. Det må du virkelig undskylde.” sagde han forsigtigt og gik hen for at kramme mig. Jeg krammede med, mens jeg kunne mærke tårerne stryge ned af kinderne. ”Han er garanteret nede på gæsteværelset. Løb ned til ham og få ordnet det imellem jer!” siger Spencer så og smilede opmuntrende til mig, da han fik trukket sig ud af krammet. ”Tak Spencer! Du er virkelig en god ven,” siger jeg hurtigt, mens jeg smiler et taknemmeligt smil, før jeg løber ud af døren. Jeg skulle ned til Justin lige med det samme og fortælle ham mine følelser for ham.

Jeg løb ned af trappen, men blev stoppet af Caitlin. ”Hvad skal du i den fart” sagde hun og løftede et øjenbryn, men kiggede bekymret på mig, da hun så at jeg havde grædt. ”Jeg skal hen til Justin værelse, jeg forklarer det senere!” sagde jeg hurtigt og løb videre, men stoppede ved Caitlins næste ord. ”Han råbte på vej ud af døren, at han ville gå sig en lang tur” råbte Caitlin til mig, for at stoppe mig. Jeg vendte mig straks om mod Caitlin der stod på et trappetrin, mens jeg stod på gulvet. ”Jeg går ud og leder efter ham!” sagde jeg til mig selv, men Caitlin hørte vist godt. ”Hvis du er så ivrig efter at tale med ham, så husk at tage noget varmt på!” råbte hun efter mig, da jeg løb mod døren. Hun gik videre, da hun så at jeg sukkende tog mit overtøj på. Da jeg havde fået min vinterjakke og vanter på løb jeg ud af døren. Jeg kiggede rundt, men det eneste der faldt ind i min synsvinkel var sne. De sidste to måneder havde det sneet ret meget, så mit udsyn blev dækket af sne, der dækkede græsset, bilerne osv. Da jeg ikke kunne se ham nogen steder, begyndte jeg at gå hen mod det store græs areal, som der ikke lå langt væk. Jeg kiggede forgæves overalt, eller det føltes sådan, men jeg kunne overhovedet ikke finde ham. Jeg gik tilbage til Caitlins hus, men jeg satte mig bare på trappetrinende foran døren. Jeg ville vente på Justin. Jeg ville ikke risikere, at han pakkede imens jeg sov og var helt uvidende om, at Justin ikke ville være der næste morgen.

Efter et stykke tid åbnede døren og ud kom Chris med et overrasket udtryk, da han så mig. ”Hvad laver du her? Du burde ikke være herude, når det er så koldt” sagde han bekymret og satte sig på det samme trappetrin som jeg sad på. ”Det er kompliceret… Det er en lang historie,” sukkede jeg og kiggede på hans forvirrede udtryk. ”Jeg har tid nok,” sagde han varmt. Selvfølgelig fortalte jeg ham det, da han var en af mine bedste venner. Ryan var godt nok ikke lige noget op til niveauet, at jeg kunne fortælle ham det her. Han er trods alt Justins bedsteven, så det ville være svært at stole på ham med hemmeligheder. ”Har du tænkt dig, at fortælle det til ham” sagde han nysgerrigt, da jeg havde fortalt om Spencer og noget mere. ”Det bliver jeg nok nød til i sidste ende” mumlede jeg trist og kiggede ned i mine hænder. ”Jeg tror jeg går op nu, men lad være med at blive her for lang tid. Der er jo virkelig koldt” sagde han bekymret og trak mig ind i et varmt kram. ”Jeg bliver her til Justin kommer” sagde jeg lavt og trak mig stille ud af krammet. ”Jeg henter et tæppe til dig, men lad være med at blive her for lang tid. Jeg vil ikke have du bliver syg” sagde han beskyttende og gik ind af døren igen. Som en god ven, kom han selvfølgelig ud med et tykt tæppe og lagde omkring mig. Jeg havde tæppet helt op til halsen, mens jeg studerede alt omkring mig til mindste detalje. Efter nogle minutter begyndte trætheden at overtage, så mine øjenlåg bliv tungere og tungere. Til sidst faldt jeg modvilligt i søvn med spørgsmålet, om hvornår Justin ville egentlig komme tilbage?

Han kom først om aftenen. Der hvor jeg stadig lå frosset fast i den alt for dybe søvn. Alt for dybe søvn...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...