Love over Life ϟ Justin Bieber

For Justin Bieber, en verdenskendt superstar, kan man ikke forestille sig at noget skrækkeligt kan ske med ham. Den glade Justin man altid har set, ændrer sig, da han ligeså stille forsvinder ud af sladdersiderne, da der intet vigtigt er om ham. Ingen nye sange, album, noget som helst. Kun på grund af én ting. Et overfald der har forandret Justins liv som musiker helt. Alt har ændret sig, og selv ikke Justins tætteste venner, bl.a. hans kæreste, Daniella, kan hjælpe ham. Kun da den uskyldige Lyric kommer ind i billedet, forandres Justins syn på hans overfald. Der er bare noget han ikke ved. Hele Lyrics liv er nærmest en hemmelighed.

27Likes
98Kommentarer
5269Visninger
AA

8. ♥♥♥♥♥♥

Mine øjne åbnede sig nærmest spontant af sig selv, da jeg hørte en lyd. Det jeg troede var et brag i mit mareridt, viste sig at være en jævnaldrene pige med en kost, og gulvvask – hun gjorde rent. Eftersom jeg havde set flere krigsfilm, som endte på et hospital, vidste jeg at der ville være en knap til at få min seng op, som jeg ville have ordnet, inden jeg rigtigt kiggede mig omkring – og hvad jeg lavede her.

Mit seng bevægede sig som jeg fandt knappen og trykkede til, med nogle kræfter jeg normalt kun brugte til at skubbe en modstander i basket væk med, der altid endte i en fejl – derfor mange kræfter. Svaret kom til mig som sengen kom op og jeg gjorde mit syn klart og tydeligt. Det første jeg så i fuld opløsning var pigen. Rødbrunt hår og nogle grønne øjne. Nogle krystalklare grønne øjne. Ligesom Daniellas, de her havde bare en skinnende sødhed over dem – det var forsvundet i Daniellas. Fandtes langt inde, men det var der stadig, det vidste jeg. Det jeg bare ikke vidste var, hvordan jeg skulle få det tilbage igen. Da tanken om Daniellas øjne forsvandt, var det nu hende der fyldte tankerne. Hvor mon hun var? Derhjemme, droppet mig, eller forhåbentligt med min mor? Jeg ønskede hun var her.

Jeg rykkede mig lidt, så jeg lå nogen lunde tilpas, selv om jeg allerede vidste, at mine ben ikke ville være et køn syn. Jeg kunne ikke mærke dem. ”Ved du hvor min familie er?” spurgte jeg pigen, og da jeg sagde det blev hun nærmest så forskrækket at lidt vand skvulpede ud over hendes balje. Sødt.

Hun kiggede undrende på mig, ”øhm. Udenfor?” sagde hun. Hun vidste det ikke. Uvidende omkring det. Men hvad havde jeg forventet? Det var en rengøringsdame, der som jeg kunne se på skiltet der havde en stor skrift, stod Felicia Jonas på. Et almindeligt amerikansk navn.

Mit hoved nikkede automatisk, ”okay. Tak.” Jeg var ikke særlig pæn over for hende, men jeg ville nok aldrig se hende igen, så hvorfor være sød, nu hvor jeg lå her. Kvæstet.

Hun smilede blidt og gik videre, ”jeg er ked af det, over det der er sket med dig. Det ser forfærdeligt ud,” sagde hun stille, uden at kigge på mig. Hendes stemme gav mig en trang til straks at se, hvordan jeg så ud. Ud fra min hånd der straks bevægede sig til min pande og mærkede de mange størknede sår, ville jeg især gerne vide, hvor jeg egentlig så ud for andre. Jeg startede med benene og hev lagnet om. Gips. x2. Men jeg havde forventet det. Efter bare at ligge der på gulvet i rummet, vidste jeg, at hvis jeg overhovedet åbnede øjnene igen, ville det være et mirakel.

Denne gang grinte hun, ”du skal altså ikke være skrækslagen over det, det kan godt være du er kendt, men du er jo ikke grim. Dit kønne ansigt er jo stadig inde bag alle skrøbelighederne,” smilede hun sødt og jeg tvang et smil frem på mine læber, for at vise at jeg også kunne være sød. Man skulle bare finde ind til sødheden.

Jeg lagde lagnet på plads og fik det så glat som muligt, inden jeg snakkede videre, ”du er jo en pige, så har du ikke sådan et makeup spejl, så jeg kan se mig selv?” spurgte jeg hende stille om, og først efter jeg havde sagt det, tænkte jeg over, at jeg måske havde mødt et ømt punkt. Hun bar ingen makeup. ”Desværre du, har intet,” sagde hun stille, men inden jeg nåede at svare, for Daniella ind i rummet.

Hun var glad, ”Justiiiin,” hvinede hun og ud af øjenkrogen så jeg Felicias blik gå fra mig til et elevatorblik mod loftet og tilbage til arbejdet igen.

”Først. Giv mig dit makeup spejl.”

Hun fik et underligt ansigtsudtryk, ”mener du seriøst det? Ha,” grinede hun stille men jeg nikkede kraftigt. Desværre rystede hun også på hovedet. Den ene dag jeg skulle bruge det, havde hun det ikke på sig. Utroligt.

Hun kiggede på Felicia, ”undskyld, gider du gå ud. Hallo, vi to alene, darh?” sagde hun dumt til Felicia der straks adlød, med gik ikke uden at give hende en bemærkning med øjnene.

Mit blik var undrende, ”kan du lade vær, Daniella? Hun har da intet gjort dig,” sagde jeg en smule højt, men hun fnøs bare. ”Alle gør mig noget. Ingen er ligeglade med mig, vel?” sagde hun irriteret og lå jeg ikke i den her seng, havde jeg flippet stort ud på hende.

Men i starten startede jeg sådan her, ”Daniella. Vores forhold. Det går ikke. Du skriver hele tiden med en anden …” ”Aaron hedder han. Ja Justin. Han hedder Aaron. Aaron Stones. Kysset. Tjek. Krammet. Tjek. Du har ikke en chance,” sagde hun og hviskede især det sidste troede. Jeg kiggede overraskende på hende – bare det at hun fortalte mig det. ”Og nu hvor du ligger her, gider jeg dig ikke mere. Du er ikke ude og give mig fame. Det er ligesom det jeg skal bruge her, hallo?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...