Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15786Visninger
AA

32. Uheld

 

”Mill… Hvorfor smiler du så meget?” spurgte Amée mig med et underligt blik. Da jeg så hendes ansigt, så kunne jeg ikke lade være med at grine. Det hele var virkelig så komisk. Hvis jeg havde vist, at jeg var så god, så skulle jeg være blevet en spion. En der kunne slippe af sted med alt.

”Synes du ikke, at der er rigtig mange ting, som vi skal have sat på plads for tiden?” spurgte jeg hende. Jeg kunne se at hun rykkede sine bryn sammen og gav mig et underligt blik. Jeg begyndte pludselig at grine, da jeg så hende. Hun var helt forvirret. Ah, jeg var sådan en ond lillesøster. Hvis hun dog vidste, hvad jeg havde gjort mod hende.

”Hvad sker der for dig Mill?” spurgte Amée mig og jeg kunne se Joon komme bagfra. Jeg holdte mig bare rundt om maven, mens jeg langsomt gled ned af væggen af grin. Jeg kunne slet ikke holde ud at være i mit sted lige nu. Trouble Maker… Det burde være mit mellemnavn!

”Hvad er det der er så sjovt?” spurgte Mir Amée, da jeg havde for travlt med at grine. Jeg kunne ikke stoppe med at grine og pegede på Joon, der gav mig et underligt blik. Den måde han så på Amée på. Så kunne de lære ikke at snakke om mine problemer bag min ryg! At bruge vores identiske ydre, var den bedste idé jeg nogensinde havde fået. Jeg kunne se det akavede udtryk i Joons ansigt, især da jeg pegede på ham. Amée så på mig, som var jeg verdens største idiot.

”Altså jeg skal træne lige nu, så du fortæller mig bare hvad det er senere,” sagde Amée lidt surt. Jeg vidste, at hun ønskede at finde ud af, hvorfor jeg grinede så meget. Jeg holdte mit grin inde, for at kunne snakke med hende.

”Du finder skam selv ud af det,” sagde jeg og hun skulle til at spørge, da hendes træner kaldte på hende. Hende og Joon gik ind for at træne, mens de andre stirrede på mig, med spændte ansigtsudtryk.

Da de var gået, rakte Mir mig sin hånd og jeg tog imod den. Takket været Joon og Amée, vidste jeg nu, at Mir åbenbart ikke var min stemme, men jeg kunne ikke få Joon til at spytte ud, hvem det ellers skulle være. Og det, der irriterede mig mest, var, at Amée ikke havde fortalt mig det.

”Nå, men onkel sagde jo, at det blev Doongs tur til at optage,” sagde jeg og begyndte at gå.

”Hvem er din onkel?” spurgte G.O. undrende, mens jeg bare smilede svagt. Jeg kunne mærke en knude, der rykkede på sig i min mave, men mit plastiksmil, der havde fulgt mig i lang tid nu, dukkede op på mit ansigt.

”Det spørgsmål tager vi til den tid.”

 

 

Amée P.O.V.

 

Træning gik rigtig godt denne gang, selvom Mill havde grinet af mig lige før. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget helt galt her. Jeg havde det, som om Joons blik brændte i min nakke. Det kunne godt være, at jeg bildte mig det ind, men det var, som om han kun så på mig. Det var som om min krop pludselig kunne mere,  så længe han så det. Det var, som om jeg virkelig ikke ville skuffe ham. Mit hjerte bankede hurtigere, selv når jeg fik min puls oppe. Jeg tog en dyb indånding og greb vandflasken, som Joon kastede over til mig. Jeg så på ham, men der var noget underligt ved vores øjenkontakt. Det var, som om han tænkte på noget… Jeg drak vandet og prøvede at tænke på noget andet, men det var svært, når jeg hele tiden så hans øjne, når jeg selv lukkede mine.

Jeg trykkede flasken mod mit hjerte og hørte slet ikke, at de andre snakkede til mig. Jeg kunne høre pigerne fnise over Joon, mens drengene nu bare snakkede om ting, som jeg alligevel ikke ville have styr på. Ud af øjenkrogen kastede jeg mit blik på Joon, der sad og snakkede med Kim Yongdeok, en af de bedste koreografer. Mill havde fortalt mig, at han havde været sammen med MBLAQ omkring de to år, hvis ikke mere.

Joon havde også snakket lidt om, at han virkelig gik til den, når de skulle træne. Mange havde åbenbart opgivet at arbejde med ham. Jeg fokuserede nu alligevel kun på Joon. Igen havde han ikke særligt meget tøj på, hvilket tydeligt kunne høres på nogle af pigernes fnis. Da Joon var færdig med at snakke, fik han øje på mig. Jeg stivnede og så hurtigt væk. Hvad var det der skete med mig? Selvom jeg benægtede det, så vidste jeg, at jeg kunne lide ham, efter den tur i pariserhjulet. Jeg kunne slet ikke forstille mig, hvad der ville være sket, hvis vi faktisk have kysset.

”Amée, vil du ikke lave øvelser med mig?” spurgte Yuri, en af de piger der mere rolig end de andre. Jeg nikkede og begyndte at spejle hendes bevægelser. Selvom jeg spejlede hende bedre, end hun spejlede mig, så sagde jeg ikke noget, men prøvede alligevel at koncentrere mig. Lige nu ville jeg ønske, at Joon ikke kom her de meget få gange som han gjorde. Der kunne gå uger mellem hans besøg, men alligevel fløj tiden jo så hurtigt. Vi var blevet færdige med vores egen træning og nu kom delen med Joon.

Uanset hvad jeg gjorde, så var der en underlig stemning. Hver gang han så på mig, gav han mig et underligt blik. Først så han på mig, og da han opdagede at jeg stirrede, gav han mig et koldt blik, inden han kiggede på de andre. Jeg følte mig virkelig som en stalker, når han undgik mit blik på den måde. Og varmen var også ved at forsvinde. De andre så også underligt på mig, men jeg tror nu mere, at pigerne var glade for det. Da træningen var slut, lod jeg med vilje, som om jeg var langsom,  for at kunne snakke med Joon. Han var ved at gå over mod døren, da jeg gik hen til ham og lagde en hånd på hans skulder.

”Hvad sker der lige for dig? Du stirrer på mig, som havde jeg stukket en kæp i hjertet på dig,” konstaterede jeg, lettere irriteret. Jeg kunne se, at han undgik mit blik, men til sidst det så han på mig, med et helt forvirret ansigt.

”Undskyld mig, det er ikke mig, der går rundt og siger underlige ting!” sagde han og stammede nærmest. Jeg fik lige så store øjne som ham og havde åben mund, men kunne ikke svare på hans udsagn.

”Hvad har jeg da nu sagt?!” skreg jeg, næsten lidt for højt og satte mine hænder på mine hofter, mens jeg prøvede at stirre ondt på ham, selvom han var den højeste, med sine 180 cm, hvilket var virkelig højt i forhold til at vi nu var i Sydkorea.

”Jeg siger da ikke til folk, at de skal smide trøjerne?! Hvad er du overhovedet for en pige?” skreg han og viftede nu med hænderne. Jeg kunne mærke vreden stige og flovheden overtog, da han sagde sådan noget. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde snakket så vulgært om ham!

”Det har jeg da heller ikke sagt,” skreg jeg og kunne nu mærke, at min hals snørede sig sammen.

”Du satte dig på et bord foran mig?!” skreg han nu virkelig højt, så hvis folk kom forbi, så ville de kunne høre os.

”Hvad snakker du om?” spurgte jeg ham helt forvirret og kunne nu mærke, at jeg ikke vidste hvad han snakkede om. Han stirrede underligt på mig og stoppede med at sige noget. Da han endelig skulle til at sige noget, blev døren bag ham åbnet og jeg mærkede verdens mest bløde læber mod mine egne. Lee Joon, havde ved et uheld kysset mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...