Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15746Visninger
AA

19. Tryllebundet

 

”Use me, bring me up your slave for the slave. I will play the heavy breathing for you once again.”

 

Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte satte farten op. Jeg kunne slet ikke styre mit hjerte, men det var jo også en af de glatte muskler. Det var ikke som en arm, som du selv kunne styre. Du kunne slå nogen med armen, du kunne ae nogen med armen. Men du kunne ikke selv styre hvem eller hvad dit hjerte skulle slå for. Jeg vidste helt fra starten af, at mit hjerte bankede for musikken. Det havde nemlig aldrig reageret på noget andet. Jeg troede aldrig, at noget ville kunne ændre det faktum. Jeg troede aldrig, at jeg ville stå i denne situation, hvor mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet på mig. Jeg troede aldrig, at det var muligt at elske noget så meget. Men selv mit hjerte kunne banke.

Jeg kunne for første gang mærke, at jeg var i tvivl. Kunne jeg virkelig lide denne stemme, eller var det noget andet der lå bag det hele? Jeg kunne ikke forstå denne underlige følelse, der fór gennem min krop. Jeg havde det underligt… Jeg kunne ikke forstå at noget, som en enkelt stemme kunne gøre så meget ved mig. At en enkelt stemme kunne ændre så meget. Jeg stod foran øvelsesrummet og hørte andre stemmer, men jeg kunne slet ikke tænke på de andre stemmer nu… Det var helt ligegyldigt! Det var stemmen jeg elskede! Det var ejeren til stemmen jeg ville kende. Jeg kunne mærke kulden fra dørhåndtaget. Kulden fra det ukendte strømme ind i mig. Jeg kunne mærke, at mit hjerte satte farten op endnu engang. Jeg skulle til at åbne døren, da kulden stoppede mig.

 

”Mil-Mil,” kunne jeg høre en stemme kalde. Jeg så over på drengen med kasketten og brillerne, der dækkede for hans øjne og hans ansigt, selvom solen var ved at forsvinde mere og mere for hver dag. Jeg smilede svagt og vinkede, så han kunne se, at jeg faktisk havde set ham. Jeg tog fat i sugerøret igen og rørte rundt i min forfriskning. Væsken bevægede sig i en lille cirkel. Jeg tog sugerøret op til munden og kunne allerede smage frugten fra smoothien. Uden at være graciøs overhovedet, satte Tamaki sig på stolen over for mig med et stort smil på hans mund. Jeg kunne nærmest gætte mig til det skinnende glimt i øjet han havde. Jeg sendte ham bare et skævt smil og gav ham menukortet.

”Du ser glad ud,” sagde han og løftede begge øjenbryn, mens jeg bare sendte ham et almindeligt blik. Der var ikke sket så meget siden sidst. Jeg kunne slet ikke forstå hans påstand. Han kunne vist se forvirringen i mit ansigt, for han grinede pludselig temmelig meget. Med sin pegefinger, løftede han sine solbriller så de nu lå i hans hår. Hans smil skinnede tydeligere, nu hvor jeg kunne se hans brune øjne. Han lænede sig frem og hev i begge mine kinder, så der kom et falskt og kikset smil frem. Jeg nedstirrede ham bare så godt jeg kunne.

”Det er derfor man har øjne Mill. Når mennesker som dig nægter at vise deres glæde med et smil, så er det, at man holder øje efter glimtet i øjnene. Det, der gemmer sig helt inderst i ens sjæl, men skinner så tydligt,” sagde han og rev lidt rundt med mine kinder, inden han lænede tilbage og kom med et falskt suk.

”Hvor er det dejligt at have en fridag,” sagde han, og jeg kunne virkelig se at han var glad. Han måtte have haft ret travlt her for det sidste. Jeg sendte ham et svagt smil og rørte rundt i min smoothie.

”Men jeg fatter ikke, at Rain gav dig fri i dag. Han plejer ikke at være typen der giver folk fri,” sagde Tamaki. Selvom han ikke sagde noget, så krævede han nok en forklaring på mit møde med ham i dag.

”Elevatoren gik i stå da jeg var inde i den,” sagde jeg som det eneste og så ned i min smoothie mens jeg talte. Jeg havde ingen grund til at se på ham, mens jeg snakkede, for straks dukkede kvalmen op. Jeg måtte sikre mig, at mine ben faktisk var på jorden og ikke i den blå luft. Frygten var der stadig i mit baghoved, selvom jeg prøvede på at skubbe den væk.

”Du siger vel ikke, at du var helt alene i en elevator, der ikke virkede?!” skreg Tamaki og rakte ud efter min hånd. Jeg så bare på ham helt kort og rystede så på hovedet.

”Nej… Seungho hoppede tilbage til mig,” svarede jeg uden at tænke yderligere over det jeg havde sagt. Jeg vidste ikke helt, om den sætning hjalp min bror med at slappe af eller om den kun gjorde det værre. I hvert fald var smilet forsvundet.

”Hvad skete der, mens I var i elevatoren?” spurgte min bror og stirrede på mig. Jeg smækkede bare hænderne i bordet og stirrede på ham med store og vantro øjne.

”Helt ærligt oppa! Manden er jo ikke en voldtægtsmand, vel? Han er blevet trænet under onkel.. Og selv hvis han havde gjort mig noget, så ville han umuligt kunne stikke af, vel?!” skreg jeg og satte hans solbriller foran hans øjne igen.

”Så… Han gjorde dig noget?” spurgte mig bror. Irriteret smækkede jeg min hånd mod min pande og tog en dyb indånding. Nogle gange kunne han virkelig være overbeskyttende. Men måske skulle jeg nok heller ikke nævne, at han faktisk bar mig ind på Amées værelse, da jeg åbenbart var faldet i søvn. Dog kan jeg sagtens huske hans ansigt i det svage lys, da han satte mig ned på sengen. Igen kunne jeg mærke det hop mit hjerte tog, når jeg tænkte på ham. Jeg begravede ansigtet i hænderne og mærkede varmen i mine kinder. Han havde bare været venlig mod mig, ikke?

”H-Han var bare sød,” sagde jeg. Selv jeg kunne høre den alt for søde klang i min stemme. Jeg så på min bror og skulle til at forklare, men hans blik lod mig ikke snakke.

”Han er 24 og du er 19,” var det eneste han sagde og lagde hænderne over kors. Jeg sukkede bare og det misforstod Tamaki vist også.

”Helt ærligt! Der er ikke noget mellem os, og jeg føler heller ikke noget for ham. Desuden er jeg kun vildt forelsket i en stemme og-”

Jeg nåede hurtigt at dække min mund for ikke at sige mere, men min brors øjne var ved at hoppe ud af hovedet på ham.

”Du er hvad?” spurgte han med en høj stemme. Jeg tyssede på ham og tog en dyb indånding, mens jeg prøvede at forklare det så godt jeg kunne. Jeg forklarede ham om stemmen, som jeg ikke kunne finde.

”Jeg….” Tamaki så på mig med det et underligt blik, der både var hårdt, men også fyldt med medfølelse.

”Nogle gange… Nogle gange, så bliver man fanget af magien… Du elsker denne stemme… Men hvad vil du gøre, når du finder stemmen? Det, jeg prøver på at sige, er, at nogle gange så forsvinder magien, når mysteriet er afklaret,” sagde Tamaki og rejste sig op. Tjeneren kom og Tamaki betale for min smoothie. Jeg så op på ham og han sendte mig bare et svagt smil. Han kørte hånden rundt i mit hår og smilede stort.

”Bliv ved med at være så glad. Og op med humøret... Men… Vil du køre med?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg vil hellere have frisk luft,” sagde jeg og så på ham uden at smile, inden jeg begyndte at gå. Efter samtalen gik vi hver vores vej. Eller næsten…

”Hey Mill… Di nævnte noget om en dreng ved navnet Kyo? Nogle problemer?” spurgte han mig. Jeg smilede denne gang svagt. Selvom jeg indeni var ved at gå i panik igen. Uanset hvad, så nægtede jeg at fortælle det til min bror. Det var min egen lille hemmelighed. Min egen hemmelighed, som jeg ikke kunne sætte ord på. Min hemmelighed, som jeg ikke kunne få ud med ord.

”Nej. Ikke mere,” sagde jeg og vinkede, inden jeg gik igen. Uanset hvor meget jeg prøvede at glemme stemmen, så kunne jeg ikke. Selvom det var lang tid siden, at jeg havde hørt den klart og tydligt, så var den stadig ikke glemt.

 

Jeg slap dørhåndtaget og mærkede en underlig følelse ramme mig. Hvis jeg ikke snart gjorde noget, så ville jeg aldrig finde stemmen. Det var da det, jeg ønskede mig, var det ikke? Jeg bed mig i underlæben, da jeg hørte min brors stemme i underbevidstheden, der blev ved med at slå til mig, hver gang jeg tænkte på stemmen.

”Nogle gange… Nogle gange, så bliver man fanget af magien… Du elsker denne stemme… Men hvad vil du gøre, når du finder stemmen? Det, jeg prøver på at sige, er, at nogle gange så forsvinder magien, når mysteriet er afklaret.”

Jeg slap døren og mærkede hånden, der nu bare hang ned. Stemmerne stoppede med at synge og mit hjerte bankede helt stille. Jeg stirrede på døren, indtil jeg pludselig vendte ryggen til den og begyndte at gå. Jeg begyndte at gå langt væk fra stemmen, selvom luften og atmosfæren ville have mig til at gå tilbage. Det var starten på september måned, og hvor der før havde været solskin, kom nu månedens første regnvejrsdag.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...