Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15818Visninger
AA

36. The Story Only I Didn’t Know

”Mill…” hviskede jeg lavt og så på min søster, der stod i døråbning og så lige så forfærdelig ud, som jeg selv gjorde. Dog havde hun et lille smil på læberne og lignede en der havde fået mere søvn end mig. Hun gik over til mig og nærmest hoppede i sengen, for at komme til at sidde ved siden af mig. Hun havde været låst inde i sit værelse, og nu ville hun lige pludselig godt komme ud? Desuden virkede hun så meget gladere end hun før i tiden havde været.

”Godt at se, at du er så glad,” sagde jeg ironisk og vendte ansigtet den anden vej. Der bredte sig en tavshed, og da jeg så på hende igen, var det som at se i et spejl. Munden der var en lige streg og øjnene havde ikke nogen glød i dem. De var bare meget… kedelige.

”Undskyld…” mumlede jeg, men hun rystede på hovedet og hvilede sit hoved mod min skulder. Sådan sad vi lidt og tyggede på tavsheden, da vi begge to delte den fælles aura. Det var rart at kunne dele sin elendighed, uden at sige noget. Mine tårer ville stadig ikke stoppe… jeg følte mig sådan som en idiot.

”Hvem har nu fået dig til at græde?” spurgte hun og jeg så på hende. Hun vendte hovedet lidt, så hun kunne se på mig. Da jeg ikke svarede, spurgte hun igen.

”Eller skulle jeg spørge om… Hvorfor græder du?” Nu kunne jeg mærke en irritation. Hvordan kunne det være, at hun bare kunne komme og kræve svar, når hun ikke afslørede noget selv?

”Det mener du ikke! Du har låst dig inde og så skal jeg svare først?” spurgte jeg med store øjne, men hun nikkede, og jeg kunne ikke andet end at stønne frustreret. Når hun var så stædig, så kunne hendes mening ikke påvirkes. Noget vi begge to havde arvet. Men når det var hende mod mig, vandt hun altid… Selvom jeg havde ret.

”Alt kører bare ikke lige for tiden,” hviskede jeg lavt og lukkede kort mine øjne. Mill rejste sig op og hvilede nu hovedet i mine lår.

”Du mener altså, at der er sket noget mellem dig og Joon… Sorry,” mumlede hun og lå nu på ryggen og stirrede op på mig. Sorry… Hvorfor undskyldte hun dog. Det var jo ikke hendes skyld. Men da jeg kastede et blik på hende, ville hun ikke møde mit blik. Jeg så på hende med store øjne.

”Millian… Hvad har du gjort?” spurgte jeg dystert, mens et lille smil dukkede op på hendes mund. Dog forsvandt det lige så hurtigt som det var dukket op.

”Du har måske bare fortalt Joon, at han burde smide trøjen noget oftere, fordi du elskede muskler,” sagde hun og et drillende glimt kunne ses i hendes øjne… Så var det derfor, at Joon havde sagt, at jeg havde sagt alle mulige ting om ham.

”Jeg tager så meget hævn,” hvæste jeg kort, men hurtigt forsvandt hendes smil, da hun tolkede det helt forkert. ”Men det har ikke nogen betydning… Det var bare en mindre detalje… Der førte til noget andet,” hviskede jeg og lukkede øjnene, da jeg lagde to fingre på mine læber. Jeg kunne stadig huske fornemmelsen af hans bløde læber. Og selvom mine øjne var lukkede, kunne de stadig fælde tårer.

”No fucking way… Nej… Amée…” hakkede Mill helt lavt og rejste sig op, men jeg rystede på hovedet, mens et par tårer trillede ned ad mine kinder. Jeg sendte hende et smil og prøvede at ryste det af mig. Hun bed sig bare i underlæben og begyndte at pille ved sit ærme, noget hun gjorde yderst sjældent for at aflede opmærksomheden.

”Jeg… Oppa og jeg… Vi snakkede om dig og… Han… Han er Lee Joon, Amée… Hvad skal jeg sige til det? Hvordan skal jeg nogensinde kunne bilde dig ind, at han kunne forelske sig i… dig?” hviskede Mill bare og så på mig med det der blik, hun altid sendte mig, når jeg havde fået mit hjerte knust. Jeg hadede det blik, det blik som både hun, Tamaki og Di så tit ville sende mig, når de havde ondt af mig.

”Lad være med at se sådan på mig,” skreg jeg og gemte hovedet i mine hænder. Jeg kunne mærke end hånd der kom tættere på, men hun trak den bare væk. Pludselig tog hun alligevel fat i min hånd og så på mig.

”I har færdiggjort jeres træning for i dag, har I ikke?” spurgte hun mig og jeg nikkede kort. Derfor hev hun mig med til det sted, hvor jeg aldrig havde regnet med at se… Især ikke med min søster.

 

Vinden blæste meget svagt, men derfor havde vi begge to pakket os ind, dog i hver vores stil. Mit havde lidt mere farve i forhold til Mills der var sort og gråt. Vi gik rundt der hvor vi først havde sat vores små ben. Børnehaven. Jo længere tid vi brugte her, så mere syntes Mills mund at vende nedad. Jo tommere blev hendes øjne åbenbart. Pludselig satte hun sig på kanten af sandkassen. Hun stirrede foran sig, og da jeg havde fattet hentydningen, satte jeg mig også ned ved siden af hende. Jeg kunne ikke rigtig forstå, hvad det var vi skulle se her. Det var ikke fordi hun havde været så social, så det burde ikke være sket noget mindeværdigt her.

”Kan du huske hvordan du altid plagede mig? At du altid skreg, at jeg skulle lege i sandet med dig, så vi kunne finde en tyrannosaurus rex, der ville æde alle de dumme voksne?” spurgte hun mig, som var det, det bedste samtaleemne hun kunne finde på. Jeg kunne sagtens huske alle mine livlige idéer, som Mill havde hakket på en efter en, men alligevel havde hun leget med mine dinosaurusser derhjemme, når jeg begyndte at græde.

”Ja det kan jeg. Hvor vil du hen med det?” spurgte jeg forsigtigt og betragtede hende nysgerrigt. Nu satte hun sig pludselig i det kolde sand og begyndte at lege med det.

”Vi gik ikke i den samme stue, så derfor kunne det tit ske, at den ene kom ud til legepladsen før den anden ikke?” spurgte hun mig og fortsatte med at lege. Hendes ansigt var skjult af hendes hår, selvom vinden legede med det lige så blidt. Hendes handsker var for længst blevet smidt et sted i det kolde sand, og nu kørte hun sandet rundt. Jeg svarede ikke, men lod hende fortælle.

”Jeg så dig altid smile fra siden af… Så jeg besluttede mig for at lege i sandet og vente på dig indtil du kom. Med en spand og en skovl gik jeg i gang med at bygge mit eget lille eventyr Amée… Det var så sjovt, bare at glemme tiden, for at lade mine hænder glide rundt i sandet,” sagde hun og jeg kunne langsomt se et slot forme sig, selvom hun ikke havde andet end sine hænder med sig.

”Jamen… Jeg fandt dig jo aldrig i sandet,” hviskede jeg og var helt ubevægelig, som sten. Det her gav slet ikke mening. Ikke efter det jeg kunne huske. Jeg kunne høre hendes grin, selvom det ikke var ægte.

”Nej… Der kom noget i vejen,” sagde hun anstrengt og byggede hurtigt videre. Jeg kunne mærke nogle muskler stramme og følte, at dette ville blive en historie, som ville ændre min opfattelse af min søster fremover.

”Du ved… Små børn bliver nemt jaloux… Og små børn bliver nemt påvirket, så ligegyldigt hvor meget de vokser, så kan en ting påvirke dem.” Jeg kunne se, at slottet var ved at være færdigt… Mill havde aldrig leget med sandet. Aldrig. Jeg havde aldrig nogensinde set hende røre sandet, ikke engang når vi var på stranden. Det var altid mig og Tamaki. Og nu var hun næsten færdig med at bygge et helt kongerige.

”Mill… Hvad skete der på denne legeplads?” spurgte jeg og skulle til at bevæge mig, men jeg turde ikke. Så ville jeg måske komme til at ødelægge hendes mesterværk.

”Jeg har aldrig haft en drøm med farver, lige siden han ødelagde det hele,” sagde hun, som var hun vinden, der blev blæst over til mig og finpudsede sit mesterværk. Han? Hvem var det hun snakkede om. Der var kun en hun havde hadet næsten hele sit liv og det var… Kyo. Jeg så på Mill med store øjne. Få steder på sandet kunne man se meget små cirkler, der var lidt mørkere end alle de andre. Cirkler, der buede meget få millimeter i jorden, men de var der stadig. Cirkler, som kun blev lavet, hvis regndråber faldt ned på sandet. Men det regnede ikke.

 

Hun rejste sig og stod foran sit slot. Hun kastede stadig ikke et eneste blik på mig, men blev ved med at stirre på sit værk.

”Siden den dag, har jeg ikke haft en eneste drøm med farver,” sagde hun lavt og pludselig, som når en storm ramte, knuste hun det hele mine sine fødder. Det værk, hun havde brugt så lang tid på, ødelagde hun helt, knuste det, trampede på det, til hun ikke kunne trampe mere. Noget inde i mig, blev revet over, i det øjeblik hun valgte at ødelægge det hele. Jeg stirrede på hende med store øjne og hørte mit høje forskrækkede gisp. Mit blik blev langsomt mere og mere slørret, indtil tårerne faldt ned ad mine kinder. Hun vendte sig endelig mod mig og så på mig med sine brune øjne.

”Ser du Amée… Mine drømme blev knust dengang. Alle mine små drømme blev knust. Selvom jeg har musikken, så blev mine drømme knust. Lad aldrig nogen knuse dine drømme… For så kommer du aldrig til at ende ligesom Julie,” sagde hun og havde pludselig en stor gnist i sine øjne, der brændte og sendte en varme gennem mig. Hun rakte mig sin hånd og sendte mig et kærligligt smil. Et smil, der kunne knuse hjerter. Et smil, der ikke nåede hende op til øjnene. Det eneste man kunne se, var sårbarheden, som aldrig blev vist – ikke engang overfor mig.

”End aldrig som mig,” sagde hun klart og tydeligt, mens vinden blæste voldsomt. ”Find nøglen til Joons hjerte, hvis du mener, at han er den rigtige.”

Mine ben trampede på sandet under mig, mens jeg slog hendes hånd væk og i stedet for lagde mine arme om hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...