Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15789Visninger
AA

34. Silence

 

”Mill… snak nu til mig,” skreg Amée og kastede puder over det hele. Som om jeg havde brug for mere rod i min lejlighed. Jeg sad og stirrede ligeud og så over på Amée, men jeg kunne slet ikke snakke. Selvom jeg havde lyst til at fortælle hende det hele, så kunne jeg bare slet ikke få det til at komme ud af munden på mig. Alle de tanker der fór rundt i mit hoved, ville ikke stoppe. Jeg tog mine knæ op til mig selv og gemte mit hoved væk. Amée satte sig ned ved siden af mig og betragtede mig. Betragtede mig, og overvejede om jeg enten var en tsunami indeni eller om jeg var den rolige uberørte blomstermark. Jeg kunne høre hendes nervøse vejrtrækning blandet med en irritation.

”Hvis du nægter at snakke med mig, så vil jeg bare ringe til vores bror og fortælle ham det-” hun stivnede, da jeg hurtigt tog fat i hendes hånd. Som havde jeg sendt elektricitet igennem hende, så hun helt forskrækket ud. Jeg stirrede længe på hende. Så længde, at hun snart ville blive til sten… Jeg valte at lukke øjnene.

”Hvad hvis du havde ret?” spurgte jeg hende og slap hendes hånd, for at gemme mit hoved mellem mine knæ igen. Jeg kunne høre tavsheden, og det var den generede mig allermest. Det var den der gjorde, at jeg kunne høre Kyos grin inde i mit hoved igen. ’Ingen andre kan lide dig. Du tilhører kun mig.’

Tavsheden gjorde, at han kunne invadere mit hoved uden nogen stoppede ham. Seungho stod der og stirrede. Uden at bevæge en muskel – som en græsk statue, smuk og kold. Han ville stirre på mig, mens Kyo tog mig langt væk fra alle andre. Jeg kunne høre Kyo grine, mens Seungho forsvandt mere og mere. Jeg rejste mig op og fór ind i mit værelse. Uden at vide hvorfor, så bevægede mig krop sig. Jeg løb derhen så hurtigt, at Amée ikke kunne nå at reagere. Da jeg var kommet ind, vendte jeg mig hurtigt om og lagde hænderne på dørhåndtaget, så jeg kunne låse. Amée skreg og bankede på døren, men jeg bakkede langsomt bagud, indtil mine ben rørte min seng. Da kastede jeg mig over den. Hurtigt listede jeg ind under min dyne, mens mine hænder fandt Sunja.

”Sunja… Fjern de billeder i mit hoved,” hviskede jeg til hende, mens jeg lod mine fortvivlelse og mine følelser omsluge os begge.

 

 

Amée P.O.V.

”Amée… Du bliver nødt til selv at spise noget,” mumlede Di og smilede opmuntrende til mig. Jeg nikkede meget kort og tog imod den skål, han havde skubbet over til mig. Jeg så på den mysliblanding der var foran mig, men jeg havde ikke rigtig lyst til at spise det. Alligevel tog jeg fat i skeen og begyndte at spise, så godt som jeg nu kunne.

”Du kan ikke lade Mills humør gå ud over dine spisevaner… og resten af dit liv,” mumlede han og jeg sendte ham et dræberblik, der fik ham til at miste det lille smil, han havde haft. Jeg proppede bare maden i min mund og mærkede hvordan min mave tog imod den. Di skubbede noget juice over til mig og det fik jeg også på en eller anden måde ind i maven på mig selv.

”Kan du ikke prøve-”

”Jeg har allerede prøvet Amée… Der er ikke nogen, der får hende ud af det værelse lige foreløbigt. Og hvis du ringer til Tamaki lige nu, så bliver han bare alt for bekymret,” sagde Di og prøvede at muntre mig op, men det lykkedes ham ikke godt. Jeg spiste mekanisk videre, men jeg kunne ikke tænke på andet end Mill, der sad på sit værelse og ikke ville ud. 

”Men… Jeg tror, at du snart skal af sted, hvis de ikke skal opdage at du er smuttet…” mumlede Di lavt og jeg nikkede kort, som var det den eneste bevægelse jeg kunne lave. Selvom klokken kun var fire om morgenen så ville Daichi stadig tage imod mig. Jeg stillede skålen ved vasken og krammede ham, inden jeg tog bussen tilbage. Mill ville ikke tage telefonen og ikke et ord slap ud af hendes mund. På en måde, følte jeg lidt, at det var min skyld. Den dårlige samvittighed, gjorde, at jeg ikke kunne sove.

 

Jeg så på min mobil og kiggede mine kontakter igennem. På tidspunkter som disse, ville jeg nok have ringet til… Joon. Men det hele var så akavet. Han havde kysset mig og… Godt nok havde han undskyldt sig, inden han løb væk, men alligevel. Han havde bare efterladt mig efter kysset. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere og selv Mill havde for travlt med at have ondt af sig selv. Jeg så længe på Joons nummer, som jeg sikkert kunne udenad. Det kilede helt i maven, men samtidig gjorde det også ondt… Han var en stjerne og jeg var bare en trainee. Der var ikke så store chancer for at jeg blev til noget. Selvom jeg kunne danse, var der stadig nogen, der var bedre end mig, og da jeg ikke havde dyrket dans hele tiden, så havde jeg også glemt nogle af teknikkerne.

Jeg lagde min mobil tilbage i tasken og så ud af vinduet hvor regndråberne trillede ned ad ruderne. Det mørke vejr gjorde, at jeg sank endnu mere sammen i sædet og mærkede, hvor træt jeg faktisk var. Alle mine lemmer var stive. Dog kunne make-uppen skjule de værste poser under øjnene. Jeg var så tæt på at falde i søvn, men jeg vidste, at jeg skulle holde mig vågen, for ellers ville jeg ende et helt forkert sted… Det var sådanne tidspunkter, hvor jeg havde Mill med mig. Hun ville altid lade mig falde i søvn og så ville hun prikke til mig, når vi faktisk skulle af. Nu måtte jeg bare selv sørge for at holde mig vågen.

Bussen stoppede og jeg gik tilbage til mit værelse. Selvom jeg allermest havde lyst til at kaste mig i seng igen, så vidste jeg, at det ikke kunne betale sig. Hvis jeg faldt i søvn endnu engang så ville jeg aldrig komme op. Jeg gjorde mig langsomt klar og prøvede at strække ud, men mine muskler kunne ikke så meget mere i dag.

 

 

”I dag får vi besøg af en speciel gæst,” sagde min unni og smilede svagt. Det var kun pigerne der skulle træne lige nu, og vi glædede os alle sammen til at se, hvem den specielle gæst var. Egentlig var jeg ligeglad, dog ikke hvis det var Joon igen… Men han kunne da ikke være en speciel gæst, når han kom engang imellem. Ind i rummet trådte en pige ind med et stort smil på munden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...