Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15783Visninger
AA

10. Pludselige beslutninger

 

Jeg så på min lejlighed, der nu var ren. Den stank ikke mere af den elendighed, som jeg havde efterladt. Der var ikke kartoner over det hele. Der var ikke længere rodet. Der var ikke mere elendighed, der ville minde mig om mit liv med min søster. Nu skulle jeg også til at træde frem. Nu skulle jeg også i gang med det jeg havde lyst til. Jeg trak gardinerne for og smilede meget svagt. Det hele virkede lysere, da jeg så ud af vinduet. Jeg kunne ikke lade være med at smile meget svagt. Vejret udenfor havde nogle gange en fantastisk påvirkning af humøret. Jeg så over på min mobil og fandt frem til et bestemt nummer. Jeg tog telefonen op til mit øre, mens jeg kiggede nogle papirer igennem.

”Mil-Mil? Hvad sker der?” spurgte en alt for bekendt stemme, som jeg ikke have hørt i lang tid. Jeg rullede svagt med øjnene og lænede mig op ad væggen, mens jeg stirrede ud af vinduet ud af øjekrogen.

”Jeg tænkte bare, at du havde lyst til at vide hvad dine søstre havde gang i,” svarede jeg med et grin.

”Hvad sker der lige for dig? Er du forelsket?” spurgte Tamaki med en skrigende og overrasket stemme. Jeg sukkede bare opgivende.

”Nej Pabo. Jeg tager en lille pause fra universitetet. De har gået med til, at Rain skulle undervise mig. Halvt teoretisk halvt praktisk, altså i korte perioder og så skal jeg da også tage mine eksamener derovre og sådan men, you know,” sagde jeg med et lille grin.

”Så havde jeg jo ret,” svarede Tamaki. Jeg kunne ikke lade være med at smile svagt.

”Hvad med Amée?”

”Amée er bare blevet en trainee, men altså..”

”HUN ER HVAD?!”

”Hun fulgte da bare efter sin ældre brors fodspor. Du var vist for langsom til at viske dem ud,” svarede jeg sarkastisk.

”Det var dog utroligt, hvad der sker med denne familie. Hvem skal dog føre mors designs videre?”

”Ikke mig,” skreg vi begge i kor, mens vi grinede.

”Det må så blive Amée igen,” grinede Tamaki i telefonen. Jeg blev ved med at snakke med min ældre bror. Han så ud til at have det meget godt selv. Han var næsten lige blevet færdig med at være trainee hos S.M.Entertainment, et af Sydkoreas største pladeselvskaber. Nu ventede vi bare på hans debut.

”Men altså… Hvorfor gik Rain dog med til at undervise dig?” spurgte Tamaki spørgende og undrende. Jeg kunne mærke en svag irritation. ”Nej lad mig gætte… Noget med MBLAQ?” Jeg fik store øjne og gispede svagt.

”Hvordan vidste du det?” spurgte jeg højt. Jeg kunne høre hans grin i telefonen. Det grin, der aldrig ville forsvinde.

”Broderlig sans… Men jeg bliver nødt til at smutte nu Mil-Mil. Og forelsk dig nu i et menneske næste gang. Musikken kan ikke beskytte dig mod voldtægtsmænd,” sagde Tamaki truende.

”Og det kan din peberspray heller ikke!” hvæste jeg.

”H-Hvad… HAR NOGEN VOLDTAGET DIG?! ER DU BLEVET GRAVID?! HEY, MILL, SVAR SÅ!! OPPA KOMM-”

Jeg lagde bare på og rullede med øjnene. Jeg så på de pebersprayflasker der stod i mit skab. Jeg ville aldrig få brug for det bras igen. Jeg tog bare fat i flaskerne og smed dem ud, inden jeg tog min taske over skulderen og gik over mod den ellers så bekendte bygning. Jeg vidste, at det ville blive et helvede at arbejde sammen med min onkel, men jeg skam været i helvede før, så det gjorde mig ikke så meget.

 

 

”Der er ikke nogen betingelse som sådan. Bare opfør dig ordentligt og hjælp mig lidt med MBLAQ… Og lad nu være med at kalde dem miniudgaver af mig-”

”Der ikke er gået i overgangsalderen,” tilføjede jeg med et stort smil plantet på mine læber. Jeg kunne se min onkels øjne lyne. De første ting var nemme nok. Det med MBLAQ blev dog straks svære. Jeg havde aldrig været helt vild med dem. Jeg havde aldrig haft en grund til at høre deres musik og alt andet end dem tiltalte mig mere.

”Jeg er ikke gået i overgangsalderen,” svarede han bare og rakte mig nogle papir… Eller det var en underdrivelse, der var jo en hel regnskov! Jeg satte bare regnskoven på bordet og hvilede mit hoved på bordet ved siden af stakken. Pludselig kunne jeg høre stemmen igen. Den havde det med at være tydelig og andre gange var den meget svag.

Pathetically… I couldn’t even…. push you away, no. How are you giving me pain?” mumlede jeg meget lavt. Jeg kunne huske mere af sangen denne gang. Rain så over på mig med smalle øjne og et underligt glimt i øjet.

”Hvad sagde du?” spurgte han mig. Jeg rejste mig straks op og rystede på hovedet.

”Ikke noget,” sagde jeg hurtigt og løb ud af lokalet. Nu skulle jeg altså finde den forbandede stemme. Jeg gik bare rundt i bygningen og vidste egentlig ikke hvor jeg skulle hen. Jeg havde røvrendt min egen onkel, som fra nu af skulle til at undervise mig, hvilket nok ikke var den bedste start man kunne give ham. Jeg sukkede opgivende og lænede mig bare op ad væggen. Jeg var egentlig ikke sikker på, hvor jeg var henne. Jeg kunne pludselig høre en svag stemme komme fra den anden ende af.

”No one in the world can replace you. I am the person who’s loving you at this very moment,” var der en stemme der sang. Det var den samme stemme endnu engang. Det var stemmen der fik mit hjerte til at banke hårdt i brystet på mig. Hvorfor var det, at en stemme kunne påvirke mig så meget. Jeg begyndte at løbe, da jeg pludselig mærkede noget hårdt.

”Åh! Sorry Mil-Mil,” hørte jeg en stemme sige. Jeg blinkede. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at jeg nu sad på gulvet.

”J-Jinwoon! Se dig dog for,” mumlede jeg surt og skulede til ham. Han grinede bare, mens han rakte sin hånd ud mod mig. Jeg stirrede længe på ham, men tog så fat i hånden. Jinwoon hørte ind under. JYP’s del, under bandet 2AM. Han hørte egentlig ikke til her, men JYP Entertainment og J. Tune Camp var vist blevet slået sammen til et, men holdte sig alligevel for sig selv… Eller ikke. Egentlig vidste jeg ikke så meget om det. Jeg måtte få min onkel til at fortælle mig om det senere.

”Er det mig, der skal se mig for? Hvad laver du overhovedet her? Er du her for at se din-” jeg lagde en pegefinger på hans mund, for at minde ham om hvor vi befandt os henne.

”Ikke så højt… Hele verden behøver ikke at vide hvem jeg er i familie med,” hviskede jeg bare svagt. Jinwoon undskyldte. Hans hår var lige nu mørkt, men glat. Jeg kunne lide det, når der var en lille smule krøl i det.

”Hvorfor løber du overhovedet på gangen?” spurgte han bare med sit store smil. Jeg kunne ikke fortælle ham, at jeg jagtede en stemme. Jeg fik øje på den person, der ikke kunne dømme mig mere end han gjorde i forvejen.

”Jeg… Skal over til… Min ven,” svarede jeg og pegede på trussetyven, der gik lige bag Jinwoon. Jeg skyndte mig at kramme Jinwoon, inden jeg løb over til Mir. Takket været Jinwoon havde jeg endnu engang ikke mødt manden med den fantastiske stemme. Jeg tog fat i trussetyvens hånd og trak ham væk. Jeg hørte, at han gispede da jeg hev i ham.

”Hvad i-”

Jeg hev ham bare ind til et vilkårligt rum og lagde min pegefinger på hans mund.

”Hør her trussetyv. Hvis du hjælper mig med at finde en person, som jeg kun har hørt stemmen på, så skal jeg nok være sød mod dig,” sagde jeg og stirrede på ham. Han havde store øjne og blinkede bare. Jeg fjernede pegefingeren fra hans mund, så han kunne tale. Han stirrede og jeg slog ham i skulderen.

”Snak.”

”Altså… Jeg ved ikke helt hvad din plan går ud på… Men vil du ikke nok bare kalde mig Mir?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...