Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15793Visninger
AA

30. Pærer der blinker

 

Jeg var godt klar over, at jeg havde været en ond storsøster. At løbe fra Mill for et par dage siden, var måske ikke det sødeste en storsøster kunne gøre, men altså… Jeg vidste, at hun ville flippe som sindssyg, når jeg fortalte det til hende. Derfor var min eneste udvej at løbe… Jeg vidste, at hun ville løbe efter mig, uanset hvad jeg sagde.

At løbe var noget jeg holdt meget af, og jeg fandt det meget nyttigt. Der har aldrig været et problem jeg ikke kunne løbe fra. Det var så nemt, når man var hurtig og kunne løbe i længere tid end de fleste. Jeg var desuden også klar over, at Mill ikke kunne løbe så stærkt, som hun gjorde nu, om et par minutter. Hun havde aldrig haft brug for at løbe væk fra hendes problemer. Hendes følelsesløse ydre beskyttede hende i enhver situation og snart troede folk, at hun var følelsesløs, selvom jeg dog vidste bedre. Jeg vidste, at dagen ville komme hvor hun blev forelsket. Jeg, derimod, havde alt for nemt ved at vise mine triste sider til folk, og derfor havde jeg brug for at kunne løbe hurtigere end nogen anden, hvis noget nu skulle ske.

Jeg vidste, at jeg ikke skulle være løbet fra Mill den dag, men jeg havde brug for at gøre hende træt. Det var også meget nemmere at snakke med hende, når hun var så udmattet, at hun ikke havde muligheden for at dræbe mig.

 

”Men hvad er det du siger, Amée?” spurgte Joon mig og ventede spændt på mit svar. Jeg tænkte stadig tilbage på den dag, hvor Mill afslørede det hele for mig.

 

 

”J-Jeg… H-har… JEG HAR IKKE.. død..,” havde hun hvisket, mens hun nu lagde sig helt ned på græsset i den fremmede have, hvor de to børn stirrede på os med store øjne.

”JEG HAR IKKE KYSSET SEUNGHO!” havde hun skreget, mens hun havde gispet mere efter luften. Derefter havde hun fået vejret igen og forklaret mig, at det kun var hans øje hun havde kysset.

 

”Ja… De kyssede faktisk ikke,” sagde jeg og så på Joon, der gav mig et mistroisk blik. Jeg havde virkelig lyst til at slå ud efter ham. Jeg spildte min dyrebare pause på at sludre med ham og min onkel havde virkelig givet mig en stor skideballe for at stikke af sidste gang. Men det var også min egen skyld. Jeg vidste, at onkels hjerte ville smelte hvis jeg nævnte Mill, men så skulle jeg bare til at forklare…

”Nej! Vi så dem selv kysse!” sagde Joon, der stadig ikke ville ændre sin mening. ”Hvordan kan du vide, at hun ikke lyver?” spurgte Joon mig med et intenst og langt blik. Jeg glemte pludselig hvad jeg snakkede om, og blev ved med at stirre ind i hans smukke øjne. De brune øjne, der alligevel var så anderledes. Jeg vidste ikke hvor lang tid der gik, hvor vi bare så på hinanden, men jeg huskede dog bare senere, hvad jeg var kommet for.

”Altså… Det er ikke vigtigt… Men… Hun kyssede ikke Seungho oppa! Og nu går hun rundt og tror, at hun er vild med Mir, fordi han åbenbart er stemmen,” sagde jeg bare og hev mig blidt i håret. Joon lignede en der var ved at tabe både øjne og mund.

”Vent vent vent… Hvornår er Mir kommet ind i billedet?” spurgte han helt forvirret og så virkelig blank ud. Nu hvor hans hår var mørkt igen, var han virkelig et kinderæg. Jeg rystede på hovedet og skulle til at svare, da Mir kaldte på Joon.

”Okay! Vi skal seriøst have det her afklaret!” skreg Joon og så på mig.

”Hvorfor går du så meget op i min søsters kærlighedsliv?” spurgte jeg og lagde mine hænder på mine hofter.

”Ikke din søsters, men min hyungs… og åbenbart også Mirs,” sagde han og rystede på hovedet.

”Ring senere!” skreg han og begyndte at gå. Han gik, fordi han havde travlt med alle de ting han skulle nå, og jeg skulle gå, fordi jeg endnu engang skulle træne.

 

 

 

”Var det her din geniale plan?” spurgte Joon mig, da han stirrede på mig, som var jeg en idiot. Der var gået flere dage siden vi sidst snakkede sammen. Vi havde begge haft tid til at tænke lidt over tingene og finde ud af ting, som vi kunne bruge til noget. Jeg holdte bare avisen foran mit hoved og rakte en over til ham, så han også kunne dække sit ansigt med den store avis. Mine solbriller dækkede mine øjne, selvom solen forsvandt mere og mere for hver dag der gik.

”Du skal seriøst aldrig blive en spion,” mumlede Joon og jeg rullede med øjnene.

”Nej men… Fandt du ud af noget?” spurgte jeg. Vi så begge rundt og så på hinanden igen.

”Hvor var det nu lige Mir kom ind henne?” spurgte Joon og jeg blev bare lidt småirriteret.

”Hun tror, at han er ’stemmen’, der åbenbart er Mir,” sagde jeg og så på Joon, der så ud til at forstå det... Eller ikke.

”Seungho sagde, at han var sammen med hende i spøgelseshuset,” sagde Joon. Jeg vendte mit blik mod ham med store øjne og tog mine solbriller af.

”M-Men… Mill mødte jo Mir der,” sagde jeg.

”S-Seungho hyung sang for Mill… Og så sagde han, at hun løb væk…”

”Mill sagde, at hun løb væk og at hun mødte-”

”Seungho hyung sagde, at han så Mir på et tidspunkt,”

”Mill sagde at hun så Mir-” Vi var begge tavse i et øjeblik, da pærerne begyndte at blinke voldsomt.

”Hun tror, at Mir er Seungho?!” skreg vi begge i munden på hinanden. Joon tog nu også sine solbriller af, så han kunne se på mig. Vi tog begge vores solbriller på og stirrede på folk, der gik forbi. Min søster havde forelsket sig i Seunghos stemme… Han var 24 og hun var 19… Jeg vidste ikke, hvor glade vores forældre ville blive, og jeg kunne ikke gætte min onkels reaktion. Enten ville han blive glad for det, ellers ville han forbyde det. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Min søster elskede jo ikke Seungho, kun hans stemme.

”S-Så er det jo bare, at finde ud af om de kan lide hinanden,” sagde Joon og klappede avisen sammen. Jeg så på ham og rystede på hovedet, for… en eller anden gang i dag.

”Så nemt går det ikke,” sagde jeg og stirrede lige ud i luften.

”Hvorfor ikke?”

”Fordi… Hvis Mill har det på samme måde med Seungho som med Mir, så er det håbløst. Mill bliver nemt forelsket i musik, men med mennesker… der er det en helt anden sag,” sukkede jeg og så på et par der gik foran os og grinede. Gid Mill snart ville se skønheden i forelskelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...