Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15742Visninger
AA

9. Memory

 

Den lille pige, der plejede at lege med sig selv, gik nu var til de andre. Pigen Millian, gik over til sandkassen. Det var et af hendes sidste år i børnehaven, men det gjorde hende ikke så meget. Hun vidste det jo ikke endnu, hun var trods alt kun et barn. Hendes søster, Aimée havde tigget og bedt hende om at lege i sandkassen. Det lille barn, Millian, også kaldt Mill af alt og alle gik med til det. Sandkassen var ikke et sted hvor hun umiddelbart plejede at lege, men nu ville hun prøve det, fordi hendes søster havde tvunget hende. Mill gik over til sandkassen og så sig omkring, men der var ikke nogle børn der interesserede sig for sandkassen lige nu. Hun trådte bare i sandet og mærkede allerede, hvordan det kom ind i skoene, selvom hun var forsigtig. Hun tog en skovl og en spand, sådan som hun havde set Amée gøre og begyndte at lege. Amée og hende gik ikke på den same stue, så Amée havde ikke fået fri endnu. Mill byggede og byggede og fandt det nu interessant. Måske ville hun til at gøre dette noget oftere. For hende var det af skabe noget helt fantastisk. Ligesom når hendes onkel ville komme på besøg og lære hende nye ting om lyden. Om musikken, om livets klang.

Hendes hænder blev hurtigt snavsede og et lille smil var tæt på at dukke op. Øjnene lyste og enhver der så hende i denne tilstand, ville have skreget ’aigoooo’. De små børneøjne skinnede som en ny pære i en lampe. Hun havde opdaget noget nyt. Måske var alle de eventyr om prinsesser ikke så dårlige endda. Slottet foran hende var stort og flot. Drengene stoppede med deres lege og så over på sandkassen, som var et eventyr i sig selv. Nogle af drengene fik endda røde kinder, da de så den glade pige. Et lille smil var dukket op på hendes læber. Sommerfuglene fløj frit omkring og drengene hviskede og gik over til sandkassen. Taesun, der var optaget af den lille pige, begyndte at snakke til hende. Hun sendte ham et svagt smil og svarede ham. Ingen havde oplevet Mill sådan før. Yuri, der havde holdt meget af Taesun blev misundelig. Hun kunne ikke lide, at Mill sådan fik opmærksomheden fra ham. Yuri gik hen til sin bror og hviskede ham noget i øret. Broren nikkede kort og gik også over til Mill, som allerede var i gang med at stråle.

”Hvor er du tåbelig,” sagde han bare og alle omkring dem stoppede med at snakke. Alle vidste at Kyo var legepladsens leder. Mill stoppede med at snakke og stirrede på ham med store øjne. Ingen havde sagt sådan noget til hende før og hun kunne mærke tårerne, der pressede sig på. Kyo gik hen til sandkassen og begyndte at ødelægge alt det Mill havde bygget. Børnene gispede og Yuri så sin brors ødelæggelse. Mill stod bare det helt stille og rykkede ikke en eneste muskel. Det var som at sætte en video på pause. Intet bevægede sig.

”Du er bare så tåbelig! Tror du, at du ejer det hele fordi du bare kan bygge et lille slot?!” skreg Kyo og alle de andre stirrede også nedladende på den lille pige. Tårerne trillede nu ned ad kinderne på hende og hun rejste sig op og løb. Løb så langt væk hun kunne. Kyo grinede og de andre børn var tavse. Nogle af dem grinede også, fordi de ville være ligesom Kyo. Taesun stod bare der og var helt stivnet. Han så over på Yuri, der bare stirrede på ham men med et lille smil. Amée trådte ud af børnehaven og så sig omkring. Hun så over på sandkassen, som så helt øde ud. Der var en skovl og en spand, men der var ikke nogen Mill… Og havde ellers lige håbet igen i dag.

Amée så sig bare omkring og kunne høre en underlig hvisken. Da hun så over på folk, var de helt tavse. Mill var der overhovedet ikke. Hun kunne slet ikke se hende nogle steder. Hun begyndte at gå rundt for at lede efter søsteren. Ingen kunne finde Mill, indtil hun kom gående ind i børnehaven, men et monotomt ansigtsudtryk. Uanset hvad de gjorde, så kunne de ikke få hende til at snakke. Det var sidste gang, at nogen så Mill græde.

 

”Mir er ikke en ’trussetyv’, så vil du ikke stoppe med at kalde ham det og jeg undskylder dybt for, at jeg ikke forklarede dig, hvordan man bruger peberspray. Jeg havde helt glemt, at du var en pige, der aldrig nogensinde havde prøvet at trykke på en deodorant eller en parfume, selvom jeg syntes, at kunne dufte noget,” sagde min onkel og satte sig ned. Jeg sukkede bare tungt og satte mig overfor ham. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Han måtte sikkert synes, at jeg havde lignet en idiot. Han tog en dyb indånding og lænede sig tilbage. Jeg kunne spore et lille smil på hans læber.

”Music Management,” udtalte han stolt. Jeg så bare på ham med et svagt smil i mundvigen. Jeg kunne se, at han var stolt af mig. Jeg var ikke blevet en designer som min mor. Jeg var ikke blevet en indretningsarkitekt som min far. Jeg ville følge den samme retning som min onkel nu gjorde.

”Hvis jeg en dag får børn, skal de være som dig, bare med evnen til at kunne bruge peberspray,” grinede han og jeg rystede på hovedet. Jeg havde savnet min onkel. Jeg havde savnet at snakke med ham om musik. Jeg havde savnet at lære seje dansetrins og noget nyt om den musikalske verden.

”Hvordan går det?” spurgte han mig. Jeg havde lyst til at sige fint, men det gik ikke fint. Jeg kunne slet ikke lyve overfor mig onkel.

”Jeg føler ikke, at jeg rykker mig. Uanset hvad jeg gør, så befinder jeg mig stadig det samme sted. Selv Amée har rykket sig mere end mig! Jeg sidder derhjemme helt alene og sviner lejligheden til. Jeg vil ikke flytte hjem til min mor, for det ville være latterligt. Jeg kan ikke se, hvor jeg befinder mig om 5 år. Jeg synes slet ikke, at jeg kan få noget til at hænge sammen. Og så er der… Noget der irriterer mig, hvilket gør, at jeg slet ikke kan koncentrere mig,” hviskede jeg bare lavt og opgivende. Min onkel var tavs i et stykke tid og det samme var jeg. Jeg kunne slet ikke snakke ordentligt med ham, for jeg skulle sikkert snart smutte igen, for at lave alle mine lektier. Han ville få travlt, fordi han enten skulle optage noget med MBLAQ, lære dem en koreografi eller fordi ham bare skulle tage sig af sit firma. Jeg rejste mig bare op og gik hen til min onkel for at plante et kys på hans kind. Den mørkhårede mand mindede lidt om min egen far. De to lignede hinanden meget, bortset fra, at min far var ældre og mere voksen, noget Rain sagde, at han aldrig kunne blive, fordi han ikke tog ansvar nok.

”Farvel onkel. Jeg håber, at vi snart får mere tid sammen,” sagde jeg og gik over mod døren.

”Millian,” hørte jeg ham sige. Han plejede ikke at bruge mit fulde navn. Kun hvis det var meget vigtigt. Det var så lang tid siden, at nogen faktisk havde kaldt mig Millian. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne hedde Mill… Millian og Aimèe. Jeg kunne ikke se, hvorfor man ville give to tvillinger sådanne navne, der slet ikke matchede. Måske fordi de vidste, at vi aldrig ville kunne sammen. Fordi vi langtfra var ens.

”Hvis jeg nu kunne lave lidt om på dit liv på en betingelse, ville du så tage imod tilbuddet?” spurgte ham mig. Jeg stirrede længe på ham og tænkte mig godt om.

”Hvorfor har jeg på fornemmelsen, at jeg allerede kender betingelsen?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...