Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15810Visninger
AA

48. Ignorance

 

”Så har du bare tænkt dig at blive inde på dit værelse for altid?” spurgte Di mig, mens han rakte mig en stor omgang is. Jeg tog imod isen, uden at fjerne mit blik fra tv’et, hvor F.T.Island lige nu spillede. Jeg tog fat i en ordenligt mundfuld af isen og Di satte sig ned ved siden af mig, mens drengene i tv’et sang og jeg guffede min is.

”N-nej… jeg tager i skole igen i morgen. Jeg har trods alt lige været syg,” sagde jeg så godt jeg nu kunne, selvom man ikke kunne høre det ordenligt på grund af isen. Di sukkede tungt og skulle med sin anden ske til at spise noget af min is, men jeg trak den til mig. Han skulle ikke tage noget af min is! Det var det eneste der fik min krop til at fungere lige nu. Et irriteret støn kunne høres og jeg blev ved med at stirre på tv’et.

”Isen gør ikke dit helbred bedre,” sagde Di anklagende og jeg stirrede underligt på ham.

”Det var da sært… For jeg synes ellers allerede at jeg kan mærkedet virke,” sagde jeg og tog endnu en mundfuld mens Di rejste sig op og gik hen til køkkenet.

”Du er da også helt umulig,” sagde han irriteret, men gik alligevel i gang med at lave mad, som den ansvarlige ældre dreng han var. Det værste var, at jeg ville blive nødt til at spise den almindelige mad, selvom isen var meget bedre for mit hjerte. Eller det var jo min mening, men nu havde folk jo heller ikke brug for at vide hvordan mit hjerte fungerede.

”Synes du ikke, at du i det mindste burde fortælle Seungho, hvad du er sur over?” spurgte Di og lod som om han var helt uskyldig. Jeg vendte mit ansigt mod ham og da han så på mig, rystede han på hovedet.

”Ro på tiger,” mumlede han og skar videre. Jeg blev længe ved med at stirre på ham og da det begyndte at kede mig, besluttede jeg mig for at se tv’et igen.

”Girls really don’t know,” mumlede Di meget ironisk og jeg mærkede trangen til at lægge mine hænder rundt om hans hals og presse til. Det var ikke piger, der ikke vidste noget om kærligheden. Det var alle de væsner med en pik.

”Du kunne da være helt ærlig og fortælle manden, at du er såret, i stedet for at forsvinde lige pludselig og ikke tage nogle af dine opkald. Sidste gang du gjorde det, var du trods alt ved at dø,” sagde Di anklagende og begyndte nu at stege et eller andet, og duften bredte sig i huset.

”Undskyld, jeg skal nok ringe hvert tredje sekund, for at forsikre dig om, at jeg er okay og ikke falder over en myretue og bliver ædt levende,” mumlede jeg sarkastisk og hårdt, mens jeg irriteret zappede videre, for at finde noget godt at se.

”Og… Jeg er bestemt ikke såret,” sagde jeg og zappede hårdt videre på knapperne. Di begyndte nu at dække bord og grinede håndende.

”Som om. Du er bange for at binde dig og frygten for at Seungho ender som Kyo, skræmmer dig så meget, at du holder dig væk,” sagde Di med den stemme som jeg ikke kunne sige imod og jeg rejste mig straks op. Den måde han sagde tingene på, uden at have nogle rigtige beviser, irriterede mig. Samtidig vidste jeg, at hvis jeg begyndte at diskutere med ham lige nu, så ville han vinde. Det gjorde han altid og det ville han altid gøre.

 

Jeg sad for mig selv under et træ og skrev nogle ting ned. Jeg ville ikke med over i sandkassen for at lege med alle de andre børn. De var dumme. Kedelige. De var ikke på mit niveau og jeg ville især ikke være sammen med Kyo! Eller hans dumme irriterende søster. Han havde råbt af mig og det kunne jeg ikke lide. Jeg kunne ikke lide det og derfor turde jeg ikke gå over til sandkassen. Jeg sad og tegnede noder, sådan som jeg altid ville gøre. Nogle gange ville de danne en lille melodi andre gange ikke.

”Leg med mig,” skreg Kyo og prikkede til min skulder. Jeg stirrede på ham og knugede min tegning ind til mit bryst.

”Nej,” sagde jeg og begyndte at tegne videre. Han skreg irriteret og hev papiret ud af mine hænder og rev det i stykker. Jeg så på ham og så derefter på mit hæfte, hvor jeg begyndte at tegne videre. Jeg behøvede ikke det papir han lige havde revet ud. Jeg havde musikken i mit hoved og kunne gengive den til hver en tid. Jeg tegnede igen og Kyo gik, da han så, at han ikke kunne gøre mig noget.

”Er det noder?” var det en stemme der spurgte mig. Stemmen var helt flyende koreansk, men øjnene tilhørte ikke en koreaner, selvom han lignede en, der kom fra landet af. Dog passede hans øjne ikke ind. Hans hår var næsten klippet helt til, han var spinkel, men hans kattegrønne øjne, var unikke. Jeg nikkede og tegnede videre. Jeg kunne mærke, at han satte sig ned ved siden af mig og fulgte med. Hans øjnene flyttede sig aldrig fra mig.

Jeg regnede med at han ville gå snart, da de alle sammen gjorde det. De var alle sammen dumme.

”Ville det ikke lyde bedre, hvis du satte en anden node ind der?” spurgte han og pegede. Jeg så over på ham og bagefter på mit papir og sammen kom vi frem til en ny node der skulle stå der.

Daichi blev ved med at komme fremover. Han ville sætte sig ved siden af mig og hvis Kyo dukkede op, ville vi begge to stirre på ham og tegne videre. Daichi beskyttede alle de melodier vi havde fået lavet. Vi ville altid snakke med hinanden i børnehaven. Daichi kunne også godt lide Amée, men vi gik altid rundt sammen og i stedet for at være henne ved sandkassen, tegnede vi noter. Daichi var ikke dum ligesom Kyo.

”Hvorfor bliver du ved med at komme?” spurgte jeg ham en dag, hvor bladene begynde at falde ned fra træerne og børnene ikke længere legede i sandkassen, men lavede bunker af blade.

”Fordi vi trods alt er venner,” sagde Daichi og så på mig. Og så stillede vi vores papir og xylofon, for at lave en bunke af blade.

 

”Du ved Mill… Amée og jeg har kendt dig hele livet. Seungho har kendt dig i snart et halvt år. Han vil ikke kunne holde dig ud i så lang tid, når han ikke ved, at du er så skide nærtagende og så svært bindende til andre mennesker,” sagde Di og knaldede nærmest tallerkenen foran mig.

”Jamen hvis han ikke gider mig, så må han skride,” sagde jeg og proppede maden i munden, mens Di gik hen til døren, for at tage imod en pakke. Alligevel blev det svært at synke maden, efter jeg havde udtalt den sætning. Den blev ved med at brænde i min mund, selvom Daichi langtfra havde brugt ingredienser som chili.

”Det tror jeg ikke han har lyst til,” sagde Di i en overvejende tone og vendte sig om med blomster i hænderne. Jeg tabte gaflen ud af min hånd og min mad var med at falde ud af munden på mig, fordi jeg åbnede den så meget som jeg gjorde. I land tid var det eneste der kunne høres genklagen, som gaflen havde lavet. Alligevel fik jeg rejst mig op, hevet buketten af blomster ud af Di’s hænder og læst den lille note, der var til.

’Fortæl mig, at du ikke er død. – Seungho’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...