Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15816Visninger
AA

12. Hemmelig pinsel

 

Jeg overvejede helt at slukke min mobil, fordi den blev ved med at vibrere. Jeg orkede ikke til at rejse mig op, men jeg havde heller ikke regnet med, at han ville skrive så sent til mig. Siden jeg for første gang så, hvem det var det spamede min mobil med opringninger og sms’er, valgte jeg bare at ignorere det. Det undrede mig, at en som ham nu ringede til mig, selvom han vidste, at jeg ikke gad ham. På den anden side, så havde han brugt hele sit liv på at irritere mig og samtidig score mig. Kun for hans underholdnings skyld. Det var heller ikke, fordi jeg virkelig flippede, da jeg fandt ud af, at den idiot havde fulgt efter mig. Vores veje blev dog skilt, da jeg valgte den hårde vej mod universitetet. Det var vist ikke noget for hans hjerne, så han sprang vist ud som model.

Jeg vidste det skam ikke, men jeg var helt sikker på, at han vidste alt om mig. Måske vidste jeg det, fordi jeg tit så ham kigge på mig, hver gang jeg tog toget, for at komme hen til universitetet. Jeg glædede mig inderligt til at jeg fik det kørekort og den bil. Så ville jeg slippe for hans usle blikke og hans smarte bemærkninger om mig. Jeg var glad for, at jeg nu var under Rain, for uden Amée ville jeg slet ikke kunne holde ham ud. Jeg kunne endnu engang høre Rainism spille, da han endnu engang ringede. For min søvns skyld, rev jeg dynen af. Kulden, der ramte mig når jeg nu ikke længere var under mig dyne, sendte en kuldegysning af sted. Jeg gned mine øjne og sangen blev ved med at spille. Jeg beherskede min vrede og tog fat i min mobil og valgte at svare på opkaldet, i stedet for at kaste den ind mod væggen, som jeg havde gjort med mine tidligere mobiler.

”Jeg håber virkelig, at du har en god grund til at overspamme min mobil med opkald og sms’er,” hvæste jeg i mobilen. Jeg havde ikke engang lyst til at høre hans grin. Jeg havde allermest lyst til at tage fat økse og skære hans hals midt over, så jeg kunne slippe for at høre på hans stemme. Den stemme, der hånede mig i mine drømme. Den stemme, der fjernede farverne og gjorde hele min drømmeverden monoton. Den stemme, der havde gjort mig til den jeg var. Den stemme, ingen vidste jagtede mig i min underbevidsthed. Den stemme, der var min hemmelig pinsel. Den hemmelige pinsel, som ingen kunne redde mig fra.

”Rolig nu Kitty… Ingen grund til at hvæse af mig,” sagde han med sin grinende stemme. Jeg kunne mærke det stramme greb om mobilen. Mit blod syntes pludselig at blive koldt og i et øjeblik føltes det, som om det slet ikke kørte rundt inde i min krop. Jeg tog dybe indåndinger, mens han, i forhold til mig, var helt behersket.

”Snak,” hvæste jeg endnu engang, mens jeg så på klokken. Lidt over ét. Jeg kunne sagtens mærke søvnens mangel. Mine øjne føltes ligesom tunge porte, det truede med at lukke i. Men hans stemme holdte dem oppe. Hans grin holdte dem oppe.

”Du har jo ikke været ude på universitetet for tiden, så jeg blev bekymret for dig,” sagde han med en falsk bekymring.

”Hvor har du mit nummer fra?”

”Slap af Kitty… Har du aldrig brugt nettet til at finde frem til folk?” spurgte han helt uskyldigt. Hvis denne mobil kunne knuses under mit greb, så havde den for længst været død.

”Min mobil er registreret under min mors navn og stop så med at kalde mig Kitty,” skreg jeg nærmest i øret på ham. Jeg kunne høre ham kluklo. Hver gang min vrede steg, blev han gladere.

”Hey, jeg savnede bare at se dine skønne øjne-”

”Du kunne ikke engang kende forskel på mig og min søster,” pointerede jeg, inden han begyndte at rose mig, selvom han ikke mente det. Jeg havde hørt på hans ord i så mange år. De betød slet ikke noget. Det eneste han ville, var, at få fat på mig og så droppe mig, for at kunne gøre grin med mig. Jeg kunne mærke, at min underlæbe dirrede ved tanken.

”Hey… Jeg troede ikke, at du kunne finde på at lade mig gå på en date med din søster, i stedet for dig selv. Og den is var virkelig kold, når den gled ind under min bluse,” svarede han bare.

 

 

”Mill,” kunne jeg høre nogen kalde. Jeg vendte hovedet og fik øje på pesten selv. Ham, der ikke ville lade mig være. Ham, der brugte alt for meget tid på at gøre mit liv elendigt. Selvom han vidste, at musikken og bøgerne fyldte mere end drenge i mit hoved, så blev han ved med at snakke med mig.

”Vidste du, at du har de smukkeste øjne?” spurgte han mig engang, da jeg bare sad ude i skolegården, hvor den svage sol bagte på mig stille og roligt. Jeg havde ikke rødmet, men bare løftet mine øjenbryn, et tegn på, at jeg ikke stolede på ham.

”Whatever,” havde jeg bare mumlet og sat mig til at læse mine papirer igennem. Han tog min bog fra mig og jeg rejste mig hidsigt op.

”Giv mig så den bog tilbage,” skreg jeg og rakte ud efter den, men han begyndte bare at løbe. Jeg sukkede irriteret og mærkede, at jeg snart ville begynde at råbe, hvis han ikke stoppede. Mit pandehår var ved at være for langt og rykkede sig i den stille vind, sammen med mit lange hår, mens jeg løb efter ham.

”Gå på en date med mig og du får den tilbage,” skreg Kyo, mens han forsatte med at løbe. Til sidste gik jeg med til hans dumme aftale.

 

 

”Hva…?” sagde han forskrækket og stirrede på kopien af mig og den rigtige mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så hans ansigt dækket med is der langsomt krøb ind under blusen på ham.

”Du sagde, at mine øjne var det smukkeste ved mig. Jeg troede da, at du ville kunne kende forskel på mine øjne og min søsters,” sagde jeg bare hånende, da han blev ved med at blinke. Jeg fik Amée til at hjælpe mig. Jeg fik hende faktisk til at få klippet sit hår, så hun også fik pandehår.

”Har du overhovedet en hjerne derinde?” spurgte Amée håndende og sine arme over kors. Jeg kunne se, at Kyo arbejdede på en god undskyldning, men jeg rystede bare på hovedet, inden jeg tog fat i en klump is fra hans ansigt, kom det på næsten og lagde kirsebærret på toppen. Den nat drømte jeg faktisk i farver. Den nat gav han slip på de farver han havde fanget, og lod mig få dem tilbage.

 

”Hey Mill… Lad mig nu se dig,” sukkede han trist. Jeg vidste, at han bare lod som om. Jeg vidste, at jeg bare var en gevinst, som han havde tabt, dengang vi var helt små. Jeg kunne huske de bitre minder, han havde givet mig. Jeg lukkede mine øjne og så alle de ting som han havde gjort, alle minderne var i farver.

”Lad mig give dig gode drømme,” sagde han med en stemme, som enhver pige ville falde for. Jeg kunne ikke andet end at gispe. Jeg kunne nu mærke, at min hånd helt rystede. Jeg kunne mærke en vrede der boblede, sammen med de mange andre følelser.

Svin,” hvæste jeg så koldt og lavt, at det ikke kunne gentages. Så lagde jeg på og kastede min mobilen mod sengen og mærkede pulsen der steg sammen med vreden. Jeg hørte min mobil ringe endnu engang og besluttede mig for at gå derover. Hvis det var ham igen, så ville jeg virkelig kaste den ud af vinduet. Jeg tog mobilen op til øret og lod stemmen snakke.

”Mil-Mil… Så er momse snart hjemme.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...