Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15807Visninger
AA

7. Han virker sød

 

”Det her er simpelthen for meget. Hvad er det du tænker på, siden du ikke kan svare din date?” spurgte Dongho mig en smule irriteret. For femtende gang i dag rystede jeg på hovedet og så forvirret på ham. Jeg havde slet ikke hørt efter og det irriterede ham vist. Jeg kunne mærke den dårlige samvittighed ramme mig, da jeg så Donghos brune øjne, der var skuffede.

”U-Undskyld Dongho… Jeg har det bare ikke helt så godt, som jeg troede, at jeg ville have det,” mumlede jeg undskyldende og rystede på hovedet endnu engang. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder og havde lyst til at skrige. Jeg kunne slet ikke tænke. Her sad jeg, i en café sammen med Dongho, for at lave vores lektier og så kunne jeg slet ikke svare ham ordentligt. Egentlig var det her ikke en date, men han havde spurgt mig hvad det var og så havde jeg selv sagt, at det var en date – ellers ville han sikkert ikke være her. Tænk at jeg sagde sådan noget til Dongho, der bare ville tage det som et stort boost for hans selvtillid. Jeg kunne godt mærke, at jeg fik bange anelser. Hvis en sød dreng som Dongho også blev et fjols, ville jeg virkelig hade mig selv.

”Jeg er virkelig ked af det… Jeg kan bare slet ikke tænke klart,” mumlede jeg i mine hænder. Jeg kunne ikke høre andet end vores vejrtrækninger og stemmen i mit hoved, der ikke ville lade mig være. Den blev ved med at synge til mig, lokke mig. Jeg kunne mærke mit hjerte sætte farten op igen. Det irriterede mig for groft, at jeg ikke kunne huske teksten, men kun den smukke stemme. Jeg ville så gerne kunne huske teksten… Så ville jeg have en lille mulighed for at finde ud af hvem der sang.

Stemmen ville ikke lade mig være og selv når jeg sov, så ville den forfølge mig. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om andet end den skide stemme. Jeg havde virkelig brug for at finde den stemme. Ellers havde jeg på fornemmelsen, at den enten ville forsvinde fra min hjerne og så ville jeg blive helt knust… ellers ville den blive ved med at synge. Og så ville jeg aldrig nogensinde kunne fokusere på en anden ting igen. Jeg fjernede hænderne fra ansigtet og så over på Dongho, der så afventende på mig. Jeg gjorde det som jeg aldrig gjorde og sendte ham et flirtende blik. Jeg trak en hårtot bag øret og gjorde mit bedste for ikke at virke for oplagt. Han tog bare en indånding og smilede stort.

”Det går nok, det er jo ikke din skyld… Men skal vi så komme i gang?”

 

Ukendt P.O.V.

 

Mir gik i panik, da han så en bekendt skikkelse. Han ville virkelig gerne møde de nye trainees, men han turde ikke at gå ind i rummet, da han så den bekendte skikkelse, der sidste gang havde kastet en hårbørste efter ham. Hvis hun så ham, så ville hun flippe helt ud og han havde ikke brug for flere buler på hans baghoved. Det han havde nu gjorde ondt nok i forvejen… Og hvem fanden kunne kaste så langt med hårbørster og ramme?!

”Mir, kom nu,” mumlede Joon utålmodigt, men Mir sendte bare et bedende blik til Cheondoong. Cheondoong så slet ikke på Mir, men fortsatte bare med at gå. Mir kunne ikke forstå, hvorfor han var så afslappet, når han selv var ved at skide i bukserne. Først da han faktisk blev tvunget med ind, opdagede han hvorfor. Den pige der stod foran ham, havde længere hår og havde lidt anderledes træk. Den pige han så i går havde hårde træk og en skarp mascara, mens denne pige havde sødere træk og hendes make-up var ikke så gennemtrængende. Mir kunne mærke, at han straks slappede af, men der var noget, der stadig gik ham på. Han havde på fornemmelsen at det hele ville ende galt. Mir gik over til pigen for at se om det virkelig ikke var den hårbørstekastende galning, men nej. Det var en helt uskyldig pige.

”Har jeg set dig før?” spurgte Mir forsigtigt. Pigen vendte sig mod ham og rystede på hovedet. Hun var tydeligvis nervøs, fordi hele MBLAQ og Rain var der. Mir sendte hende et lille smil og hun smilede straks tilbage.

”Mit navn er Amée. Men hvis du kender en der hedder Mill, så er det nok hende du har mødt,” svarede hun med et lille smil. Han kunne ikke helt finde ud af, hvorfor smilet så lidt drillende ud da hun snakkede, men han lod være med at tænke meget over det.

 

Selv da træningen var slut, blev Mir og Amée ved med at snakke. Der var ikke den store aldersforskel på dem, så derfor var det meget nemt for dem at snakke sammen. Amée tænkte lidt på Di, da hun snakkede med Mir. Det føltes næsten sådan og Mir kunne nemt få hende til at grine. Hun kunne sagtens snakke med Mir om livet som en trainee, fordi han selv havde oplevet det før. Sandheden var, at hun fandt det virkelig hårdt. Der var dage, hvor hun havde lyst til at græde. Selvom der var noget ros, så var det som om kritikken ramte dybere. Især når den kom fra hendes onkel. Hun havde på fornemmelsen, at han ville have sagt bedre ting om Mill, hvis hun havde forsøgt. Den tanke fik hende bare til at føle sig elendig. Hun kunne sagtens snakke om Mir med det… Måske ikke delen med Mill eller den del med, at Rain faktisk var hendes onkel, men det gjorde hende ikke så meget.

”Jeg skal vist til at gå,” mumlede Mir undskyldende og pegede på Rain og de andre, der allerede var i gang med at smutte. Amée smilede, selvom hun ønskede at Mir skulle blive der, bare lidt endnu. Hvorfor skulle det hele bare være så svært lige nu? Måske skulle hun have holdt sig til universitetet.

Nu kunne hun da fortælle sin søster hvem der var hvem, selvom det sikkert ikke interesserede hende. Amée havde på fornemmelsen af, at hendes søster ikke var alt for glad for MBLAQ, fordi de havde taget Rains opmærksomhed. Det var kun en af Amées mulige forklaringer. Hun var ikke sikker på det, men det kunne sagtens være en god grund. Mill havde heller ikke hørt så meget MBLAQ. Hun havde skippet videre til en anden sang, hver gang de spillede. Hun havde eller ikke set deres musikvideoer, så hun kunne ikke vide hvordan de så ud. Det var trods alt deres onkels band, så selv Amée havde givet dem en chance. De var ikke så ringe og trods alt så var Mir virkelig sød. Dog vidste Amée ikke, at hun om lidt ville ændre sin mening om Mir med 180 grader.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...