Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15807Visninger
AA

4. Glædelig overraskelse!!

Jeg så ud af vinduet mens Daichi kørte bilen. Jeg kunne se folk, der bevægede sig i rundt i byen. Turister der tog billeder, mens butikkerne holdte udsalg. Turen fra min lejlighed og til Amée varede omkring de tyve minutter. Det var egentlig ikke lang tid, men det ville være dårligt for os begge, hvis vi så hinanden alt for tit. Amée skulle vænne sig til livet som en trainee og jeg ville bare blive fristet til at få hende hjem til mig, for at lave mad… På den anden side havde hun ikke noget at mistænke os for, når vi bare skulle aflevere hendes halskæde.

”Hey… Hvordan går det så på uni?” spurgte Di mig om, mens han koncentrerede sig om at køre. Måske burde jeg også snart tage mit kørekort. Dog ville jeg ikke have penge til at betale for benzinen, selvom jeg ikke var i tvivl om, at min mor hellere end gerne ville gøre det for mig, så længe jeg bare var lykkelig.

”Det går som altid. Et par lektier her og der-”

”Et par drenge der render rundt og bagtaler dig bag din ryg,” svarede han bare, mens han drejede til venstre. Selvom han ikke stirrede på mig, kunne jeg sagtens forstille mig hans kattegrønne øjne, der ville fange mig og få mig til at fortælle sandheden.

”Du ved, at jeg ikke tror på ægte kærlighed,” svarede jeg. Jeg troede ikke på kærlighed og jeg vidste, at jeg var en af dem, der ville ende med at være helt alene. Måske var det derfor Amée havde flyttet. Fordi hun havde en chance, for at finde sig en hun kunne blive lykkelig med. Jeg var jo fordømt til at være helt alene. Jeg havde aldrig været et kattemenneske, så det med at ende med fireogtyve katte var ikke lige mig. Måske skulle jeg købe mig fisk i stedet for. De skulle bare fodres og så skulle man heller ikke fjerne klamme hår fra ens sofa.

”Hvilke kloge ting tænker du så på?” spurgte Di mig i en drillende tone. Man skulle virkelig tro, at hans sjæl ikke var meget ældre end fem år, for han var virkelig drillesyg. Jeg kastede et irriteret blik på ham. Selvom han ikke så på mig, så kunne han med sikkerhed mærke det.

”Jeg tænkte bare på hvilke dyr jeg kunne købe mig, når jeg alligevel ender alene. En fisk er mit bedste bud,” mumlede jeg med en irriteret stemme. Di kluklo.

”Kald den Difish! Så bliver du aldrig helt ensom når du ser din lille Difish svømme rundt og spise klamt fiskefoder,” svarede hans ironisk. Selvom han kørte, kunne jeg sagtens se hans smørrede smil, som pigerne tit faldt for. Di havde ikke ligefrem sixpack, men hans overkrop fejlede skam ikke noget. Det havde han tit bevist, når vi var på stranden. Det mørke hår sad helt perfekt og solbrillerne skjulte to smaragder, som ellers ville dræbe pigerne. Om sommeren ville han få en let solbrændt hud, som pigerne ville savle over. Da han kun var halvt koreaner, så havde han også en god højde, der var omkring de 177 cm. Jeg var selv kun de 173, men det var stadig en god højde, i forhold til at jeg var en pige. Di ville charmere pigerne. Drengene ville nogle gange kigge enten efter mig, min søster og ellers ville de bare sende dræberblikke til Daichi, fordi han vakte så meget opsigt. Det eneste jeg på de tidspunkter ønskede, var, at gå forbi dem alle sammen. Måske var det grunden til at jeg nu skulle ende med en fisk… der skulle have navnet Difish.

”Hvor har du alle de penge fra?” mumlede jeg bare. Det var ikke en hemmelighed, at Dis bil var temmelig ny i forhold til hans økonomi.

”Det kaldes en børneopsparing, som var lidt stor,” svarede han bare med et grin. Jeg rystede bare automatisk med hovedet. En fyr som Di var virkelig skøn. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg nok gifte mig med ham. Men der var ikke nogle følelser. Ikke noget med et hjerte der bankede hurtigt. Måske var det slet ikke meningen. Måske ville det komme senere. Men alligevel havde ingen dreng givet mig de følelser, som musikken kunne give mig. Ingen dreng havde givet mig gåsehud. Ingen dreng havde charmeret sig ind i mit hjerte ligesom musikken. 

 

Amée havde haft én kæreste i folkeskolen. Dengang var hun virkelig sikker på, at han var hendes eneste ene. Hun havde virkelig opført sig som de små piger i filmene gjorde. At hun ikke var klar over, at han var en playboy, skulle hun måske have vidst. Så kunne vi have undgået de akavede scener. Selvom han var sammen med Amée, så blev hans blikke til mig kun mere og mere vamle. Jeg kunne se noget underligt og mørkt i hans øjne, som jeg slet ikke ville nærme mig. Han begyndte at aflyse aftaler med Amée, men til gengæld var han hele tiden omkring mig. Da hun ikke troede på mig, så fik jeg ham lokket i en fælde. Da hun så hvordan han skubbede mig op ad væggen og var klar til at æde mig, var hun ikke længe om at hive ham i håret og… Det spark han fik mellem benene… hans muligheder for at få børn blev meget formindsket den dag. Siden den dag, forsøgte Amée at holde sig væk fra drengene, men der var altid lige en, der var tæt på at knuse hendes hjerte endnu engang. Amée ledte længe efter den rigtige, men alligevel havde hun det med at vælge drenge, der straks så efter andre piger. En af de gode ting ved at være tvillinger, var, at man sagtens kunne lade som om man var en helt fremmed pige. Så kunne de nemt snydes.

’Det skal nok komme’ plejede Amée at sige, men det undrede mig nu heller ikke. Alle der havde læst ”Romeo og Julie” havde sjovt nok den holdning. Folk som mig, der havde læst digte som ”The Lady of Shalott” troede bestemt ikke på kærligheden.

Jeg befandt mig i mine egne tanker, da bilen pludselig stoppede op. Jeg så på stedet vi var stoppet foran. J. Tune Camp. Så mange følelser fór gennem min krop, da jeg så bygningen. Jeg trådte ud af bilen, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre.

”Du er Rains niece, du burde da vide, hvad du skulle gøre,” hviskede Di lavt. Jeg kunne have slået ham, hvis jeg ikke havde været så forvirret. Jeg havde været i bygningen få gange, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg tog en dyb indånding og gik ind i bygningen. Jeg gik hen til receptionen, selvom det nærmest var for småt til at kunne blive kaldt det. Når Di var der ved siden af mig, så vidste jeg, at han ikke ville tillade, at jeg gik kold. Jeg vidste slet ikke om de ville kunne genkende mig, men jeg havde altid ID med, så det kunne ikke skade. Jeg gik derhen, og jeg kunne straks se en kvinde reagere.

”Millian, er det ikke? Du er jo blevet til en voksen pige,” var der en kvinde der svarede. Jeg mente, at det var en af min onkels sekretær. ”Hvad kan jeg gøre for dig. Skal du snakke med Rain?” spurgte hun mig, men jeg grinede bare kort.

”Nej, jeg skal faktisk bare finde Jung Amées værelse,” mumlede jeg svagt og sendte hende et smil. Hvordan kunne hun dog genkende mig? Hun forklarede mig vejen hen til Amées værelse og sendte mig et lille smil.

”Rain er altid stolt af hans lille musikblomst,” sagde hun inden jeg gik. Di begyndte at grine, og jeg stirrede bare på ham med store øjne.

”Tænk at vi gør det her, for en halskæde,” mumlede jeg lavt. Di begyndte bare at fløjte som om intet var hændt. Jeg så bare på døren og tjekkede at det vare den rigtige, inden jeg åbnede den.

”SURPRISE AM- YAH! HVAD FANDEN?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...