Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15775Visninger
AA

17. Frygt

 

Jeg var på vej over til bygningen alene. Faktisk ville det blive svært at finde den rigtige bygning, hvis man ikke vidste, hvor man gik. I forhold til J. Tunes partnere som havde et stort flot skilt hvor der stod ”JYP” havde J.Tune Camp et skilt, der var meget diskret. Jeg fortsatte bare med at gå og ledte efter en elevator, da jeg ikke orkede til at være aktiv i dag. Jeg kunne mærke søvnen i mine kroge og prøvede at holde mig frisk, men der skete ikke så meget. Måske kunne jeg lige nå at fange onkel, inden han forsvandt. Han ville jo trods alt introducere mig for hele hans lille band, men jeg skulle jo snakke med mor… Jeg kunne høre elevatoren åbne, og der var en lille nerve i min krop der begyndte at være nervøs. Jeg overvejede stærkt ikke at tage elevatoren…

Jeg kunne høre, at to personer straks begyndte at snakke med hinanden, dog ikke så højt. Uden at se på personerne, trådte jeg ind i elevatoren og mærkede allerede følelsen af ustabilitet. Jeg stirrede på væggen, eller rettere sagt spejlet. Jeg blev ved med at stirre på spejlbilledet, der stirrede tilbage på mig. Billederne af Kyo ville stadig ikke give slip på mig. Jeg kunne stadig mærke hans varme ånde mod mine læber. Dog kunne jeg også stadig huske kulden, der trængte ind i min krop, da jeg kyssede Seunghos øje. Jeg kunne mærke elevatoren stoppe og fik det straks bedre. Jeg var altid bange for, at den nederste del af elevatoren ville falde af og at jeg ville dø. Ubehaget havde fulgt mig lige siden barndommen. Det var ikke noget jeg kunne slippe udenom. Jeg kunne høre de to personer mumlede, da vi ikke bevægede os. Jeg så over på døren, men den var ikke åben. Vi var ikke ved en fast sal endnu. Jeg stivnede straks og mærkede panikken gribe fat i mig, da jeg så at vi sad fast. Det her var bare løgn. Jeg kunne slet ikke styre de impulser der blev sendt rundt i min krop. Panikken var i hele kroppen, som en lynhurtig bisværm.

 

”Hvad gør vi nu Seungho hyung?” var der en stemme der spurgte. Jeg så over på personen, der så virkelig voksen ud og alligevel ikke. Hans hår var sort og kort, men der var noget der skreg ”macho” over hans udseende. Og ved siden af ham stod Seungho med et lille smil og… Jeg gispede højt og forskrækket da jeg fik øje på hans ansigt. Han lignede nærmest en panda med det blå øje. Selvom det ikke var så slemt, var det alligevel chokkerne at se det. Udover Kyo, kendte jeg ingen andre der ville kunne finde på at slå ham ned – det virkede han for venlig til.

”S-Seungho oppa! D-Dit øje,” hviskede jeg lavt og holdte mig for munden. Jeg gik over til ham og kørte pegefingeren over det. Jeg kunne mærke skyldfølelsen, der strømmede rundt i mig.

”Undskyld for at blande dig ind i det,” mumlede jeg meget lavt. Han rystede bare på hovedet og sendte mig et stort og fortryllende smil, mens han grinede svagt. Hans ansigt lyste alt for meget op, når han var glad.

”Jeg fortryder ikke, at jeg reddede dig fra det bæst,” sagde han, nærmest hvæste og smilet forsvandt en lille smule.

”Ah…. Du er jo peberspray-pigen,” mumlede den anden mand ved siden af os lavt, men med et lille smil. Jeg vendte mig om mod ham og stirrede på ham med smalle mistroiske sprækker.

Peber…Spray… Pigen?” spurgte jeg ham langsomt om. Var det nu det jeg var kendt som? En pige der ikke kunne bruge en peberspray?! Jeg lagde dog straks mærke til Seungho, og så at prøvede at skaffe hjælp, men det virkede ikke. Seungho grinede kort og latteren kunne høres i hele rummet sammen med den anden der også grinede. Men selvom hans latter var mild, kunne den ikke få mine nerver i ro. Jeg havde det som om væggene trak sig tættere ind mod min krop og det gjorde det svært at trække vejret ordenligt.

”Tag dig ikke af G.O,” mumlede Seungho bare og sendte mig et smil. Pludselig bevægede elevatoren sig under mine fødder og jeg gispede svagt. Jeg snublede lige ind i armene på Seungho, da jeg ikke lige havde regnet med at dette ville ske.

 

Elevatoren stoppede faktisk ikke med at bevæge sig, men kørte langsomt længere og længere ned, mens det satte farten op. Jeg kunne mærke frygten og jeg var tæt på at ryste. Pludselig stoppede den op igen og jeg slap hurtigt Seungho, fordi det blev akavet og fordi G.O var der. Jeg ledte panisk efter min mobil og prøvede at ringe til Amée, men det kunne ikke hjælpe mig, når der ikke var noget forbindelse i elevatoren. Det var da bare typisk! Nu kunne jeg slet ikke få hjælp af nogen som helst! Mit liv blev ikke meget federe end dette… Dog var jeg glad for, at jeg ikke var her alene, men at jeg faktisk sad med Seungho, selvom G.O også var her. Jeg kunne mærke klaustrofobien lægge sig i mit blod og jo længere tid vi brugte her, jo mere sindssyg blev jeg. Jeg havde min computer på mig, så jeg satte mig ned og tjekkede den, men det var det samme – ingen forbindelse. Jeg kunne slet ikke gøre noget som helst i denne elevator. Jeg kunne mærke trangen til at forsvinde fra dette lokale. Jeg kunne slet ikke fortsætte med at blive her.

Seungho og G.O sad ved nødknappen og prøvede at finde på noget. Folket skulle nok finde os, men der ville vi allerede kun være knogler. Jeg satte mit headset i ørerne og prøvede at høre musik, men da elevatoren bevægede sig igen, så kunne jeg slet ikke klare det længere. Jeg smækkede min computers skræm i og pakkede den tilbage igen. Mit hjerte satte endnu engang farten op, selvom dette umuligt kunne være farligt! Elevatoren stoppede og døren åbnede sig meget svagt. Jeg kunne se, at G.O var på vej ud. Seungho spurgte, om jeg ville gå ud før ham, men jeg rystede på hovedet. G.O kom helt sikkert ud af døren. Jeg rejste mig op, men mine ben kunne slet ikke bevæge sig. Det var som om mine ben havde slået rødder. Jeg kunne ikke gøre noget som helst. Seungho gik og var lige ved at være ude, da elevatoren rystede meget svagt og dørene truede med at lukke i.

”Oppa!” skreg jeg højt og mærkede benene, der helt sikkert ville give efter for presset om lidt. Jeg kunne se Seunghos ansigt. Jeg kunne se, at han næsten var helt ude og hvis han bare tog et til skridt, så ville han være fri. Så skulle han ikke være bange for, at pladen under ham blev løs.

”Det hele skal nok gå,” sagde han, inden han hoppede og mit hjerte stoppede med at slå i et øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...