Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15779Visninger
AA

68. Epilog

 

Dette var en af de gange, hvor mine øjenlåg åbnedes af sig selv. Der var ikke noget lys, der tvang dem op. Der var ikke nogen, der blev ved med at ryste i mig. Jeg var hverken sulten eller tørstig. Jeg var for første gang bare virkelig udhvilet. Hver eneste muskel i min krop havde det godt. Det var måske derfor, at jeg blev ved med at stirre på det mørke sengetag over mit hoved. Alt virkede for perfekt lige nu. Jeg kunne ikke tro, at jeg faktisk havde været i stand til at finde sådan en indre ro. Jeg havde heller ikke drømt om nogen. Jeg havde slet ikke drømt om noget. Det eneste min hjerne havde tænkt på… Var intet.

 

Jeg åndede tungt ud og da jeg trak vejret igen, var jeg næsten helt fornyet. Fordi jeg slappede så meget af, havde jeg slet ikke lagt mærke til lyden. Lyden af vand, der standsede. Jeg så over på vandfaldet, men der var jo ikke sket noget med det. Det kom fra døren af, som lå på den samme væg som vandfaldet. Jeg stirrede helt afslappet på den og havde faktisk energi nok til at sætte mig op. Det var vildt underligt, men jeg følte ikke nogen frygt for hvem eller hvad det kunne være. Jeg ventede på at de små lyde ville stoppe og at ejermanden ville give sig til kende. Alligevel havde jeg ikke travlt. Når jeg var et sted som dette, kunne jeg bare ikke blive utålmodig.

 

Jeg holdte godt øje med håndtaget og lagde mærke til, at det blev trukket ned. Døren blev åbnet langsomt og forsigtigt, som om personen passede på. Måske for at undgå at lave for meget larm. En person dukkede op inde på soveværelset. Det brunorange hår var nu nede, da vandet havde gjort det tungt. Vandet var tørret væk fra håret, men der var stadig et par dråber der blev ved med at glide ned. De gled fra håret, ned af nakken, videre mod brystet, der ikke var pumpet, men heller ikke helt slapt. Det var lidt trænet, men faktisk mindede det om et almindeligt bryst og så videre ned ad maven. Fra navlen af og så ned, var der tegn på en lille happy trail. På nogle mænd kunne det blive for meget, men her var det bare naturligt. Og så var der et håndklæde rundt om livet, der skjulte resten, bortset fra knæene og så resten af benene. Jeg blev ved med at stirre på kroppen foran mig, indtil jeg mødte to brune øjne, der var mørkere end sædvanligt.

 

Det var først nu, at det gik op for mig, hvad jeg lige havde gjort. Jeg havde nydt min friskhed så meget, at jeg slet ikke havde lagt mærke til hvad mine øjne foretog sig… Jeg havde lige begloet Seungho, der kun var iført et blåt håndklæde om livet. Da jeg så ind i hans brune øjne, gik det hele op for mig. Som en bombe, gik jeg pludselig amok. Blodet fór rundt i min krop og jeg kunne ikke beskrive den følelse jeg fik. Jeg følte mig så genert, så flov. Selvom det var alt for sent, dækkede jeg alligevel mit ansigt med mine hænder. Mens mine øjne var lukkede, tog jeg fat i puderne og kastede dem efter Seungho, der ikke kunne lade være med at grine højlydt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så da jeg havde smidt alle puderne og hevet betrækket af sengen, kastede jeg mig over den igen og gemte mig under dynen.

 

Jeg kunne høre hans skridt, der kom tættere og tættere på, hvilket næsten fik mig til at skrige. Min perfektion var lige blevet ødelagt. Jeg endte dog med at skrige, da han faktisk rev dynen af mig ubarmhjertigt. Jeg vendte mig om og så kort på hans ansigt, men efter den lille scene lige før, turde jeg slet ikke kigge på ham.

 

”Og jeg som troede, at du ellers lå og sov,” mumlede han sarkastisk. Da jeg så på ham, kunne jeg se at han rystede på hovedet.

 

”Det gjorde jeg også! Du… Du dukkede bare op på det forkerte tidspunkt!” skreg jeg og prøvede at forsvare mig selv, så jeg ikke kom til at fremstå… Pervers. Jeg havde aldrig rigtig været pervers. Der var aldrig drenge som jeg kunne lide, så derfor havde jeg ingen grund til at tænke på den slags ting. Jeg havde heller ikke rigtig tænkt på Seungho på den måde… Og nu hvor jeg faktisk sad og tænkte over alle de ting, blev jeg endnu mere flov. Jeg undgik hans blik fuldstædig… Især fordi han var så… afklædt og så… tæt på. Endnu engang var jeg så opslugt af min mentale tilstand, at jeg ikke havde lagt mærke til hans greb om min hage og hans læbers berøring. Denne gang var det ikke små tante- eller sommerfuglekys. Denne gang var det et ægte kys, hvor jeg faktisk kunne mærke ham. Hvor det var muligt for mig at mærke hans energi og hans kærlighed. Jeg følte mig helt forvirret og malplaceret, men han gav mig god tid.

 

Min hånd fandt hurtigt hen til hans våde hår, der stadig var dejligt blødt. Det var stadig det samme, så længe hans hårtotter var mellem mine fingre. Hans varme fór direkte ind i mig. Det var som at have en personlig sol tæt på mig. Varmen var næsten uudholdelig, men jeg kunne ikke holde mig fra den, selvom jeg så ville brænde mig. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at hans vægt nu var ovenpå mig. Han havde en farlig effekt på mig. Jeg kunne slet ikke tænke på noget som helt lige nu. Men det var anderledes i forhold til min drøm. Da jeg drømte om ingenting, skulle jeg slet ikke tænke. Nu var jeg bare så forvirret og mine tanker kørte rundt om en tornado. Det kunne ikke lade sig gøre at tænke. Først da jeg mærkede den alt for varme hånd ved mit liv, der var ved at snige sig under min trøje, reagerede jeg. Panisk, tog jeg fat i hans hånd og stirrede på ham med store øjne.

 

Pludselig følte jeg mig som en lille kanin, der snart ville blive ædt af en stor løve. Mit hjerte ville ikke stoppe med at hamre i brystet på mig. Seungho havde allerede flyttet sig og jeg havde sat mig op, men der var en akavet stemning i luften. Jeg blev ved med at køre hånden op og ned ad min arm, som havde jeg gjort noget forkert.

 

”Hey,” hviskede han stille og rakte ud efter mig. Jeg stivnede og skulle til at vige væk fra ham, men for sent. Jeg var allerede mast helt ind til ham i et fast jerngreb. Det var ikke muligt at komme ud, men jeg prøvede ikke engang. Hele min krop var stoppet med at virke ordentligt.

 

”Jeg elsker dig.”

 

Jeg følte mig helt slap i hans greb. Jeg nåede ikke engang at reagere. I stedet for at gøre noget eller sige noget, gjorde jeg slet ingen ting. Jeg svarede ham ikke engang. Fortalte ham ikke, at jeg også elskede ham. Jeg var en stor fed kujon. Men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg følte mig virkelig lam, som burde jeg slet ikke være her i hans arme, når jeg ikke engang kunne åbne munden. Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at ryste, mens jeg knyttede mine nævner og lukkede mine øjne stramt i. Det føltes forfærdeligt og jeg havde allermest lyst til at skubbe ham langt væk fra mig. Skubbe ham så langt væk, at jeg kunne løbe, for så aldrig at vende tilbage igen.

 

”Mianhae.”

 

Igen reagerede jeg heller ikke. Jeg blev ved med at holde mit hoved nede. Min mund ville ikke åbnes. Først da han fik begge sine hænder på mine kinder, opdagede jeg, hvorfor jeg ikke kunne sige noget. Tårerne trillede ned ad mine kinder, uanset hvor mange gange han fjernede dem.

 

”Hey… Det er ikke din skyld… ” hviskede han helt stille og sendte mig et lille smil. Hans øjne var oprigtige… Jeg vidste, at han ikke var oprevet eller noget i den stil, men alligevel hamrede mit hjerte af frygt. Først da han for anden gang holdte fast om mig, kunne jeg slappe af.

 

”Bare giv dig tid. Jeg bliver her ved din side, til mit hjerte stopper med at slå, lille pabo,” mumlede han meget lavt og sørgede for, at jeg ikke længere havde det dårligt. Alligevel var det umuligt for mig at slappe af, når han var så letpåklædt.

 

”Uanset hvad?” mumlede jeg forsigtigt, nærmest tøvende. Endnu engang tog han fat i min hage og sørgede for at se mig dybt i øjnene. Mit hjerte satte farten op, med lynets hast, da han stirrede på mig… De mørke øjne, der var så seriøse.

 

”Jeg lover det,” sagde han hårdt og fast. Jeg kunne mærke nye tårer der var på vej ned. Jeg puttede mig tæt ind i hans bryst og lod dem falde.

 

”Pabo… Pabo… P-Pabo,” hviskede jeg helt stille og prøvede at falde til ro. ”Lov mig, at du ikke kommer til at elske andre end mig.”

 

Jeg mærkede hans bløde læber mod min pande, hvilket fik mig til at lukke øjnene. Hans lilefinger sneg sig rundt om min, hans næse snittede min, mens han så mig i øjnene, med et smil jeg ikke havde set før.

 

”Det lover jeg.”

 

~ o ~

 

Jeg forstod langsomt skønheden ved Seychellerne. Skønheden ved denne lille ø, som vi var på. Seungho og jeg kunne lave ting, som vi ellers ikke ville have tid til. Vi kunne gå rundt på øen, svømme lidt i vandet, når det blev varmt nok. Jeg kunne få ham til at læse nogle historier op i de mange bøger der var. Der var så mange muligheder, når mine forældre havde fyldt hylderne op med alt fra skak til ludo. Og det, at sidde inde i stuen eller udenfor på terrassen, for at spille, var fantastisk.

 

Der var også de øjeblikke, hvor jeg sad mellem hans ben, med hans iPad i hænderne. Hvor vi spillede spil, optog fjollede ting, tog billeder og lavede andre ting, der morede os. Så var der dagen, hvor de om natten pludselig affyrede fyrværkeri i forskellige farver. Og farverne der afspejlede sig i Seunghos øjne, mens vi stirrede ud af vinduet. Øjeblikket, hvor jeg havde mod nok til at vise ham min kærlighed fuldt ud. Og øjeblikket, hvor jeg kunne vågne op ved siden af ham, velvidende om, at han var der, lige ved siden af, med armene rundt omkring mig. Jeg gav mig selv til Seungho, både fysisk, psykisk og sjælsmæssigt. Vi var som to brikker, der passede perfekt sammen. Når min hånd var udstrakt og rørte hans hånd, bare for at finde ud af, at hans fingre var lidt længere. Jeg forstod nu, hvorfor min mor og far ville have, at jeg skulle tage af sted med Seungho.

 

De fem dage, var de bedste dage i mit liv. Han skulle ikke tænke på optagelser, MBLAQ, eller andre ting, der nu måtte optage ham. Jeg skulle ikke tænke på lektier, studier, Amée. Det var bare ham og mig i fem dage. I fem dage, der gik alt for hurtigt. Jeg forstod nu hvorfor dette var et passende tidspunkt. Disse fem dage, var noget, jeg aldrig ville glemme igen. Det var disse fem dage, hvor vi kunne elske hinanden betingelsesløst. Det var de fem dage vi havde sammen. De fem dage vi kunne nyde sammen, inden alt andet ville optage os. De fem dage, hvor det kun var os… Indtil vi kom hjem igen, hvor det ikke længere var muligt.

 

Indtil vi kom ind i det nye år, der ændrede alt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...