Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15813Visninger
AA

46. Don’t Steal My Girl!

 

Joon P.O.V.

Jeg var virkelig sulten efter vores træning og jeg kunne nemt blive enig med de andre om, at vi virkelig trængte til noget mad. Selvom vi spiste lidt usundt engang imellem, så var vi stadig drenge, så vi kunne ikke hele tiden lave mad. Jeg tørrede sveden af og håbede på, at det ville køle mig ned. De andre så lige så trætte ud som mig, men jeg havde intet imod det, så længe jeg kunne gøre det jeg elskede.

”Hyuuuuung~! Hvad skal vi spise?” spurgte Mir mig med den klang i hans stemme. Jeg trak på skulderne og så over på Seungho, der med det samme kom med en masse forslag. Det madglade svin! Hvis han bliver ved med at spise som han gør nu, så tager han endnu mere på! G.O. og Mir ville have noget koreansk, mens de to andre var ligeglade. Jeg sukkede og så på dem.

”Skal vi ikke bare gå rundt og finde noget tilfældigt?” spurgte jeg dem og Seungho sukkede. Dog blev vi alle hurtigt enige om at gøre det og da vores manager havde travlt, så blev Seungho nødt til at køre os. Som altid, der ville G.O sidde ved siden af Seungho. Vi andre tre skulle sidde bagi.

”En dag… Kører jeg uden dem,” mumlede jeg bittert og Mir sukkede tungt.

”En dag…”

 

 

Vi gik tilfældigt rundt, men dog i de dele af byen, hvor vi ikke ville blive genkendt. Måske skulle vi tage et sted hen, der var langt væk herfra, så ingen kunne genkende os. Så Hyuna ikke ville komme løbende. Løbende på de værste tidspunkter.

”Hey… Ved I egentlig hvilket forhold Ji-hoon hyung har til den nye kunstner?” spurgte Mir undrende, men ikke engang det fik min opmærksomhed. Nogen fra gruppen havde åbenbart set Rain snakke om Tamaki, eller hvad han nu hed.

”Amée kom også ind på et tidspunkt… Hun sagde noget med, at Mill havde det tætteste forhold, men jeg forstod ikke resten” mumlede Seungho bare lidt lavere end han plejede at sige tingene.

”I et forhold med hvem?” spurgte jeg bare overrasket og højt. Jeg havde ikke hørt, at nogen af dem var kommet i et forhold!

”Du følger da heller aldrig med hyung,” sagde Mir og rystede på hovedet. Jeg kunne mærke irritationen stige mig til hovedet, men jeg kunne lige forstille mig hvordan Seungho havde det, når Amée havde sagt det til ham. Nogle gange undrede jeg mig også over hvilket forhold de to piger, havde til vores hyung… Til Rain.

”Hvorfor spørger vi så ikke bare Mill?” spurgte G.O og stirrede nærmest på Seungho, der ikke vidste hvad han skulle svare. Jeg grinede kort og klappede Seungho på skulderen. Til gengæld begyndte han at nedstirre mig, da han fik mulighed for at stoppe bilen.

Vi havde stoppet bilen og gik nu videre. Jeg kunne høre den travle stemning i byen. Bilerne der kørte, folk der snakkede og et bekendt grin. Jeg vidste, at jeg var ved at blive sindssyg, men da jeg vendte hovedet og så over på en café så jeg rigtigt nok Amée. Hun holdte sig for munden og var i gang med at grine. Ikke nok med det, så var der en mørkhåret fyr lige ved siden af hende. Det tog mig lidt tid, inden det gik op for mig, at det var Kiseop fra U-KISS hun snakkede med! Eller rettere sagt var ude med. Man var da ude på en date, når man spiste is sammen, ikke?! Jeg stirrede på hende med store øjne.

”J-Jeg skal lige hurtigt tjekke noget,” sagde jeg bestemt og begyndte at gå hjemad. Eller det skulle de andre tro. Jeg kunne se at Doong stirrede underligt på mig, men da jeg ikke længere kunne se dem, gemte jeg mig bag en busk, der var tæt på Amée og alligevel ikke. Jeg var ved caféen, men hun sad ovre i den anden ende. Jeg kunne tydeligt se at Kiseop smilede svagt, men hvad de sagde, kunne jeg ikke høre. Pludselig kunne jeg mærke en hånd på min skulder og chokket fik mig til at skrige, men hånden holdte mig også for munden. Jeg kunne se dem alle stå der bag mig. Seungho slap min mund og så lidt irriteret på mig. Jeg åbnede munden, men han klappede bare skulder som jeg havde gjort det før.  Jeg kunne mærke den karma, som jeg havde udsendt, vende tilbage, men Seungho smilede stort.

”H-Hvorfor fulgte i e-efter mig?” spurgte jeg helt overrasket. Når folk overraskede mig, så fik det mig helt naturligt til at stamme, fordi jeg blev halvforlegen. Eller når jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige.

”Vi så Amée, så vi regnede ud, hvad du ville,” sagde G.O og alle de andre grinede. Jeg var åbenbart den eneste, der ikke syntes, at det var sjovt. Jeg lagde mine arme over kors, mens alle de andre grinede. Da Amée rejste sig, fulgte Kiseop efter hende. Jeg stirrede efter hende med store øjne og begyndte bare at følge efter hende. Havde hun helt glemt mig og havde valgt Kiseop i stedet for?

 

Jeg kunne mærke en ny vrede i mig og jeg havde allermest lyst til at tage fat i hans krave og skubbe ham væk. Det, der irriterede mig allermest, var, at de andre blev ved med at følge efter mig. Jeg så over på Seungho og smilede nu smørret.

”Seungho hyung… Hvad er klokken?” spurgte jeg ham og som jeg havde gættet mig frem til, tog han sin smartphone frem og skulle til at kigge, da jeg tog mobilen ud af hånden på ham.

”Hey,” skreg han og panikken var malet i hans ansigt. Jeg vidste, at han elskede sine elektriske gadgets mere end noget andet på denne jordklode. Jeg kiggede hurtigt igennem hans kontakter og ringede til en bestemt person. Seungho rakte ud efter mig, men jeg begyndte at løbe rundt om alle de andre medlemmer og da Doong havde regnet ud, hvem jeg ringede til, prøvede han bare at holde Seungho væk fra mig.

”S-Seungho?” hørte jeg hendes stemme sige. Dog lød den helt anderledes fra dengang jeg hørte hende sidst. Sidste gang havde hendes stemme lydt så sur og vred. Så anklagende og så irriterende. Nu lød den helt mild og frisk. Og hvis man hørte godt efter, en lille smule forlegen. Det tog mig lidt tid for mig at svare, da jeg slet ikke kunne forstå dette pludselige skift i hendes stemme… Var det mig, der gjorde hendes stemme ond?

”Yo Mill, nu skal du høre-” sagde jeg og fortsatte med at løbe. Ud af øjenkrogen så jeg Seungho løbe hurtigere efter mig, for at fange mig. Han var vist ikke så glad for, at jeg snakkede med Mill. Pludselig kunne jeg høre hende gispe og den stemme, som jeg kendte, vendte nu tilbage.

”L-Lee Joon! Svinet Lee Joon,” skreg hun vredt i telefonen. Så vredt, at jeg fik helt ondt i øret. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor hun skulle være så sur, når hun snakkede med mig. Ikke nok med det, så kunne jeg høre Seunghos forbandelser over mig, hvis jeg ikke snart gav ham hans telefon.

”Lad mig nu bare-”

”Lad så være med at ringe til mig konstant! jeg har altså et liv at tage mig af og ikke kun dig!” skreg hun. Der var noget bekendt over sætningen, men da jeg skulle til at sige noget, lagde hun på. Jeg prøvede at ringe endnu engang, men hun ville slet ikke høre på mig. Da jeg endelig standsede, rev Seungho mobilen ud af hånden på mig. Jeg troede aldrig, at jeg havde set så mange lyn i hans øjne.

 

Seungho P.O.V.

 

Jeg fik endelig min mobil tilbage efter denne lange løbetur. Gud forbande Lee Joon, fordi han var hurtigere end mig. Jeg havde virkelig lyst til at dræbe Joon, men lige nu der skulle jeg undskylde… På grund af ham. Jeg ringede hende op igen, mens jeg stirrede på Joon der havde givet helt op. Hvad jeg hørte, var ikke noget jeg havde været vant til…

”Nu ringer du til mig igen! Ringer du en gang til, så lover jeg dig, at jeg stikker dig ned med en kniv, river dine talerør ud og kaster dig  ned i en gylletank og hvis du stadig kan snakke efter at have været i helvede, så vil personligt kaste mig selv ud fra en bro, hvis jeg så meget som bare hører din stemme igen,” skreg hun virkelig vredt og højt i mit øre. Jeg blev helt forbavset af denne nye side af hende.

”Jeg undskylder hvis min stemme irriterer dig så meget,” nåede jeg lige at sige. Jeg kunne høre hende i telefonen. Hun begyndte bare at stamme kort og blev helt tavs i et øjeblik.

”S-Seungho?” spurgte hun helt lavt og jeg grinede bare i telefonen. Det var trods alt ikke hendes skyld, at hun troede, at det var Joon. Alligevel havde jeg lyst til at drille hende lidt. 

”Jeg er da glad for, at du holder så meget af mig,” sagde jeg sarkastisk i en glad tone. Hun begyndte at snakke, men det gik galt. Hun stammede og prøvede at få det til at passe, men det virkede ikke.

”Fik du egentlig spist kimbapen?” spurgte jeg hende for at gøre det lettere for hende og endnu engang var hun tavs i meget kort tid, inden jeg hørte et ja.

”Den dumme Lee Joon… Hvad laver han med din mobil?” skreg hun endnu engang anklagende og Joon tog endnu engang mobilen ud af mig hånd.

”Din søster på at date med en anden fyr,” skreg Joon helt desperat, men jeg kunne høre Mill grine højt i telefonen.

”Hvem tror du lige, at du er,” kunne jeg høre hende sige, fordi jeg trods alt stod tæt på telefonen. Joon skulle til at sige noget, da hun endnu engang lagde på. Joon så på mig med store og desperate øjne.

”Hyung… Få hende til at komme,” tiggede han. Jeg rev mobilen ud af hånden på ham og stirrede længe på ham. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine, da jeg klappede ham på skulderen endnu engang.

”Du er håbløs Joon.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...