Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15749Visninger
AA

37. Damn!

 

”Ja det passer skam,” sagde Mill. Jeg var ved at tabe både ører og mund, da hun sagde det. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte sank endnu engang. ”Men Hyuna er fortid,” sagde Mill og gav mig et drillende smil, mens hun smed tøj var der enten for kort eller for nedringet til mig. Jeg stirrede på hende med store øjne og derefter på alle de ting hun kastede over til mig. Dette var jo aldrig noget jeg kunne finde på at bære. Jo mere hun fandt frem, jo mere havde jeg lyst til at stikke af.

”Hmm… Hvis du overvejer at stikke af, så husk på, at jeg var gemmelegsmesteren,” sagde Mill. Jeg havde lyst til at sige noget håndende og nævne at jeg fandt hende, da Kyo prøvede på at myrde hende, men det ville ikke gøre hverken hende eller mig glad. Jeg så på tøjet igen og jo mere jeg så, jo mere vænnede jeg mig til tanken om det. Altså det kunne ikke være så slemt og hvis Mill kunne bære det, så kunne jeg sikkert også bære det. Ikke?

”De der shorts vil give dig en god røv,” sagde hun med vilje for at drille mig. Jeg nedstirrede hende for groft og hun rystede på hovedet. Dette morede hende mere end det burde.

”Skynd dig. Jeg skal nok vise dig hvordan man danser ordenligt, inden Hyuna kommer og giver dig et besøg igen,” sagde hun og smilede stort til mig. Jeg vidste, at det ville være en dårlig idé, hvis jeg bad hende om hjælp. Selvom Mill ikke var dansemesteren, så kunne hun godt finde ud af det. Alt sammen fordi vi havde en så kendt onkel... Jeg kunne bare håbe, at jeg ville slippe af sted med alt det her… I live.

 

Det var blevet tid til at Hyuna skulle komme endnu engang og træne pigerne. Det var ærgerligt at Mill havde en af sine universitetsstudier, hvor hun havde for travlt til alt. Man behøvede ikke at dukke op til timerne, det vidste jeg godt. Men det var det fornuftigste. Nu hvor jeg tænkte på Mill, kom jeg i tanke om, at vi kun snakkede om mit liv, men ikke om hendes. Jeg måtte minde mig selv om spørge ind til hende noget mere næste gang. Jeg så ned ad mig selv og var allerede så småt begyndt at acceptere de kortere shorts Mill havde valgt til mig. Jeg så på de andre piger, der straks hilste på Hyuna. Jeg så på dem med forholdte mig selv tavs.

 

Vi gik straks i gang med træning og denne gang var det nemmere at følge med, hvis ikke for nemt. Nogle gange undrede jeg mig over, hvor meget min onkel havde lært Mill. Hvis hun ville, så kunne hun sikkert selv blive til noget inden for musikken og dansen. Dog havde hun også truet mig med at dræbe mig, hvis jeg ikke gik tidligt i søvn.

Jeg fortsatte med at danse og mærkede nu endnu engang glæden, når jeg gjorde det. Jeg var virkelig glad for at min onkel havde skaffet mig en plads her, for ellers ville jeg have endt helt alene med firs katte. Træningen stoppede og nu skulle nogle af pigerne vise sig frem. Yuri trådte frem og smilede stort til Hyuna, inden hun begyndte at bevæge sin krop til musikken. Hun kunne sagtens danse og fulgte egentlig rytmen, men hendes dans blev hurtigt for vulgær. Hendes hænder var over det hele og hendes bevægelser blev nemt for vilde. Vores unni stirrede på hende med øjne, der var ved at poppe ud.

”Ja… Mindre… bevægelse,” mumlede hun og masserede sin pande. Der var nogle andre piger der også prøvede og nogle af dem klarede det skam virkelig godt i forhold til Yuri… Der gav den for meget gas.

”Andre der vil prøve, inden vi slutter?” spurgte vores unni og så intenst på mig. Jeg lukkede øjnene og gik bare lidt frem.

”Jeg kan da godt prøve,” sagde jeg en smule usikkert. Min unni så på mig og sendte mig et smil. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at hun kunne lide mig. Og jeg vidste, at jeg ville skuffe hende, hvis jeg ikke bevidste mit værd. Lige så snart Hyuna’s ’Bubble Pop’ begyndte, bevægede min krop sig. Jeg tog det helt alvorligt og sørgede for, at enhver bevægelse var perfekt, ligesom Mill ville have gjort det. Det var nu også meget fedt at danse Hyuna’s dans for øjnene af alle. Dog havde jeg sammen med Mill ændret dansen en smule, så den blev mere Améeagtig.

Til sidst stod folk og gloede på mig. Da jeg sluttede af, kunne jeg se min unnis begejstrede smil. Hyuna klappede også og smilede stort. Jeg vidste ikke helt om jeg kunne bruge hendes smil til noget, men det var da altid noget, at folk var begejstrede.

”Det var flot Amée. Det er lige præcis sådan det skal gøres. I forhold til sidste gang, så har virkelig udviklet dig,” sagde min unni og smilede stort. Hyuna rakte mig noget vand og så på mig. Jeg sendte hende et smil, der til hver en tid kunne overgå hendes.

 

 

Mill P.O.V.

Jeg åbnede døren på klem og så Amée danse. Jeg kunne ikke være mere end tilfreds, da jeg så hende danse. Personligt orkede jeg ikke at synge eller danse. Jeg ville bare hellere producere musikken. Desuden havde jeg fået nok af folk der fulgte efter mig. Hvis de dog alle sammen kunne blive fængslet ligesom Kyo, så ville livet være skønnere. Selvom jeg fortalte hende, at jeg ikke kunne komme gjorde det alligevel. På universitet havde man ikke mødepligt og da jeg følte, at jeg godt kunne overkomme ikke at dukke op i dag, besluttede jeg mig for at se Amée.

”Hvad laver du her?” spurgte en bekendt stemme mig. Jeg vendte hovedet mod stemme og så på Joon, der betragtede mig med lidt nervøse øjne. Han havde skam ikke snakket med Amée siden… De havde kysset. Jeg lagde mine arme over kors og stirrede længe på Joon.

”Hvad laver du her? Det er da ikke meningen, at du skal være her,” sagde jeg og løftede øjenbrynene nysgerrigt. Han hostede falskt og så på mig, mens han prøvede at komme med et fornuftigt svar.

”Hyuna er her, så jeg regnede med, at jeg skulle se hende,” sagde han kort og så på mig, mens jeg begyndte at grine. Så det var hans geniale svar?

”Hvad?”

”Så først kysser du min søster og så går du rundt og opfører dig som en player?” spurgte jeg og trampede svagt med mine ene fod. Jeg kunne se hvordan Joons ansigtsudtryk ændrede sig helt.

”H-Hvad?!” spurgte han. Jeg kunne se at han langsomt blev flov og jeg rystede hånende på hovedet.

”Joonie Jonnie Joonie… Jeg ved skam alt,” sagde jeg og lod mine arme hænge, så jeg kunne trække på skulderne. Jeg vidste, at Joon prøvede at holde hovedet koldt, men det var lidt for meget for ham. Hans ansigt afslørede han for nemt.

”Ja… Siger pigen, det savler over Seungho hyung,” hvæste Joon lavt. Jeg fik store øjne og havde med det samme lyst til at overfalde ham. Alligevel mærkede jeg hvordan mit hjerte bevægede sig en lille smule. Jeg gik hen til ham, hvilket førte til, at han nedstirrede mig, fordi han var en smule højere end mig.

”Har du måske set mig gøre det, eller er det noget du bare går ud fra?” spurgte jeg ham og stirrede vredt på ham.

”Har du måske set mig nære følelser for din søster, eller er det noget du bare går ud fra?” efterabede han. Hans blik var blevet koldt og nedlandende og ingen af os sagde noget. Man kunne ikke høre en eneste lyd, udover vores vejrtrækninger, men da Hyuna’s stemme afbrød vores samtale, trådte vi flere skridt væk fra hinanden.

”Må jeg låne Joon kort?” spurgte hun mig, selvom jeg vidste, at det langtfra ville blive kort. Og jeg vidste, at jeg ikke kunne sige nej. Joon havde brug for denne redning. Og hun havde selv indrømmet, at Joon var hendes ideelle type, så hvorfor skulle hun ikke stikke sine klør i ham?

”Du låner ham bare,” sagde jeg og lagde ekstra tryk på under ordet låner. For det var det han var. Til lån. Joon sendte mig et koldt blik, noget der ville have taget livet af Amée, men ikke påvirkede mig. Han vendte hurtigt ryggen til mig og gik sammen med Hyuna. Jeg mærkede en bekendt vrede boble i mig. En vrede, der altid dukkede op, når Amée så på mig, med bebrejdende øjne… Når hun fandt ud af, hvad drengene virkelig var efter.

”Du er virkelig en idiot Lee Joon,” hvæste jeg vredt efter ham, da han næsten forsvandt helt fra mit syn.

”Hvorfor er det, at du altid snakker om Joon?” spurgte en stemme mig. Jeg vendte mig om, da jeg så ham. Mit hjerte var allerede oppe i halsen på mig. Jeg skulle slet ikke være kommet!

”S-Seungho oppa?” sagde jeg i et højt og forskrækket toneleje. Damn!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...