Forcing a goodbye

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2011
  • Opdateret: 27 nov. 2011
  • Status: Færdig
En lille kærlighedshistorie. | Forcing a goodbye - fremtvinge et farvel.

2Likes
3Kommentarer
1045Visninger
AA

1. Forcing a goodbye

"Maria," hviskede han blidt i hendes øre. Hun sad på hans skød, lænet tilbage, og han med armene om hende. De holdt hinanden i hænderne.

"Maria," hviskede han igen. "Bliv. Hos mig. Forevigt."

Maria vendte sig mod ham, og kiggede ham dybt i øjnene. Hun rystede simpelt på hovedet. "Nej," sagde hun blidt, og kyssede ham hurtigt på kinden, inden hun lænede sig tilbage mod ham igen.

"Hvorfor, Maria?" hviskede han, og kiggede på hende. Hun svarede ikke, men kiggede bare ud i luften.

"Hvorfor, Maria?" gentog han. Hun kiggede på ham, og sendte ham et lille smil, der hurtigt forsvandt igen, hvor efter hun igen kiggede ud i luften.

"Jeg kan bare ikke mere," hviskede hun, og en lille tåre trillede ned ad hendes kind.

Han tørrede forsigtigt hendes tåre væk, og trak hende tættere ind til sig og kiggede hende i øjnene. "Forlad mig ikke."

De sad længe, bare og kiggede hinanden i øjnene. De var hinandens et og alt, og de elskede hinanden meget højt.

"Det er om dig, mit univers drejer," hviskede han. Hun smilede og kiggede væk. Flere tårer trillede ned ad hendes kinder.

Da hun vendte hovedet mod ham igen, trillede en tåre også ned ad hans kind. Hun lagde sit hoved tættere på hans, og hviskede: "Jeg elsker dig."

"Jeg elsker også dig," hviskede han tilbage. De sad længe i hinandens favn.

Langsomt rejste Maria sig. Han kiggede såret op på hende.

"Farvel," hviskede hun, og aede hans kind let.

"Nej, Maria," hviskede han, og tog fat i hendes hånd, for at holde hende tilbage. Hun kiggede på hans hånd, der let aede hendes.

"Farvel," gentog hun, og kiggede ham i øjnene. Hans hånd lukkede sig mere, men hun kom ud af grebet, og forsvandt ud af døren.

"Maria!" kaldte han. "Maria! Kom tilbage!" Han rejste sig op, og løb ud af døren. Han kiggede længe ned ad den korte gang, der drejede til højre, og sukkede.

"Maria," hviskede han, mens endnu en tåre trillede ned ad hans kind.

Han løb ud på gaden, og kiggede efter hende. Men han kunne ikke se hende. Han tog hænderne i lommerne, og slentrede sørgmodigt hen ad fortovet. Han havde mistet sin elskede. Han ville miste hende til døden. Og han kunne ikke forhindre det. Hun ville dø. Uden hende ville han ikke leve.

Han bevægede sig langsomt ned mod stranden. Og netop, da han spejdede ud over vandet, fik han øje på en hvid kjole og noget mørkt hår. "Maria?" hviskede han, med et håb i stemmen.. Men øjeblikket efter, var det væk.

Han løb ned på stranden, og kiggede sig hektisk omkring. Efter et stykke tid, så han Maria. Hun stod kun tyve meter fra ham, på nogle klipper, der stak op over vandet.

Han løb hurtigt derover, og kaldte på hende. Hun stod med ryggen til ham, ud mod vandet. Hun havde lagt sine sko på starten af klippen, og trak vejret dybt.

"Maria," græd han. "Maria! Maria! MARIA!" skreg han. Og hun hørte ham vidst, for hun vendte sig om, og kiggede på ham.

Hun rystede på hovedet, da han også tog sine sko af, og gik forsigtigt ud på klippen. Hendes mund formede ordet 'nej', men han gik ud til hende alligevel.

"Maria, forlad mig ikke!" sagde han.

"Det er for sent. Klipperne er her, jeg er her. Jeg springer. Ned i klipperne. Du kan ikke standse mig," sagde hun, i dét en kæmpe bølge slog ind over klippen, og gjorde dem begge drivvåde, og slog dem længere tilbage på klippen.

"Nej, Maria, du hører til hos mig, forlad mig ikke!" sagde han igen. Hun rystede på hovedet, og stillede sig ud på kanten af klippen igen. Vinden tog i hende, og rev i hendes tøj og hår. Vinden var så kraftigt, at hun nær var blevet skubbet ud over klippen, men for hende havde det nok ikke gjort nogen betydning.

"Maria?" spurgte han, imens tårerne trillede ned af hans kinder. Hun rystede bare på hovedet igen. Hun tog en dyb indånding, og lukkede øjnene. Han hev fat i hendes hånd, og hev hende hen til sig, hvor han kiggede hende dybt i øjnene.

"Maria, forlad mig ikke. Vil du ikke nok blive?" spurgte han håbløst.

"Nej," hviskede hun bare, og vendte tilbage til klippen. Endnu en bølge slog ind, og nåede til hendes ankler. Hun tog igen en dyb indånding, og kiggede ud over havet. Hun ventede på den næste bølge.

"Maria!" skreg han, da den næste bølge var tæt på. "Hvis du forsvinder, vil jeg også," sagde han, og stillede sig hen ved siden af hende.

Hun kiggede forsigtigt på ham, og kiggede så ned på hans hånd. Hun tog fat i hans hånd, og kiggede på bølgen.

"Jeg elsker dig, Maria," hviskede han.  Maria nikkede.

De kiggede begge ud mod havet, og han aede forsigtigt Marias hånd. Bølgen nærmede sig, og da den kastede sig ind over klippen, og gjorde dem begge våde, sprang de døden i møde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...