24 days of Christmas.(Jongkey)

Key, en 20 årig ung fyr, der arbejder som model, er under ingen omstændigheder homoseksuel. Folk omkring ham kan sige hvad de vil, men blot fordi at han ingen interesse har i fjollede pigegrupper, så betyder det da ikke at han er til drenge. Det er ihvertfald hvad han tror indtil han møder Jonghyun...[Dette er min første fanfiction, og jeg håber virkelig at i vil komme med noget konstruktivt kritik, tak.]

26Likes
58Kommentarer
7011Visninger
AA

5. Snowball-fight!

Som sædvanelig vågnede jeg tidligt. Dog følte jeg at jeg havde sovet langt bedre end nogensinde før. Måske fordi at jeg havde været så træt da jeg gik i seng. Eller, det var i hvert fald hvad jeg først troede. Langsomt lod jeg mine øjne glide op, og jeg prøvede derefter at komme ud af sengen. Det blev dog ikke til noget. Jeg vendte mig med det samme om, da det gik op for mig, hvorfor det havde været umuligt for mig at vende mig om. I samme øjeblik jeg vendte mig om, fangede mine øjne synderen, der havde holdt fast i mig, med personens ene arm omkring mit liv, så jeg ikke kunne rejse mig; Jonghyun. Et utilfreds grynt undslap hans læber, idet jeg havde skubbet ham ned fra sengen, og ned på det hårde trægulv.

”Hvad i alverden lavede du i min seng?!” Udbrød jeg, og farede over til ham, klar til at slå ham med min pude, hvis han svarede forkert. Han rodede sig dog blot lidt i håret, og missede et par gange med øjnene, idet han, efter et stykke tid, kiggede op på mig, nede fra gulvet. Der gik lidt tid før han fattede hvad der rent faktisk skete. Han var vidst ikke helt vågen. ”Det var koldt at ligge inde i stuen, på sofaen, og jeg fik ondt i ryggen. Derfor gik jeg herind og lagde mig. Vi er jo begge drenge, så jeg tænkte at det ikke var et problem.” Efter hans forklaring smilede han skævt til mig, tydeligvis i håb om at det ville bløde mig op. Det gjorde det skam ikke. Overhovedet ikke. Jeg var stadig rasende. Jeg havde brug for mit personlig rum, og ingen, heller ikke Jonghyun, skulle trænge ind i det.

Jeg smed puden over på sengen igen, og satte så hænderne i siderne. ”Så tænkte du forkert. Hvis du nogensinde gør det igen, så slår jeg dig ihjel, Jonghyun.” Med dette forlod jeg værelset, og gik i stedet du i køkkenet, for at lave mig noget morgenmad, og en kop kaffe. Jonghyun var vidst ikke typen der drak kaffe, så han måtte vel bare drikke noget mælk. Det ville sikkert også være godt for hans manglende højde.

Jeg lavede selvfølgelig nok morgenmad til os begge. Ellers ville han jo sikkert bare blive sur, og beame mig med hans hundeøjne. De var virkelig forfærdelige. Da maden var færdig satte jeg den på bordet, hvor Jonghyun allerede sad. Han var tydeligvis sulten, det kunne ses på hvor hurtigt han skovlede maden ned. Jeg var først lige begyndt da han bedte om en portion til. Med et opgivende suk tog jeg hans tallerken og fyldte den så med mad – endnu engang. Jonghyun skovlede også den portion ned, og sagde så tak for mad. Da jeg også selv blev færdig med at spise, hjalp han mgi med opvasken. Det var da også det mindste han kunne gøre efter episoden i morges.

”Skal du på arbejde i dag?” Spurgte Jonghyun, mens han var i gang med at tørre endnu en tallerken af. Jeg rystede blot på hovedet, og rakte ham endnu en tallerken idet han stillede den anden på plads. Med det samme bredtes et smil over hans læber.

”Så lad os tage hen i parken!” Jeg kiggede overrasket på ham – dels på grund af begejstringen i hans stemme, og dels på grund af hans forslag. Hvorfor skulle vi dog tage i parken, i december måned? Der var koldt, og den var sikkert umulig at gå rundt i, på grund af al den sne. Men alligevel nikkede jeg kort på hovedet, hvilket blot gjorde Jonghyun’s smil endnu bredere.

Efter den lange opvask, trak vi i overtøjet, og gik så hen mod parken. Under hele turen sagde ingen af os et ord, men Jonghyun’s smil blegnede ikke én eneste gang. Han var vidst i godt humør. Hvorfor fattede jeg ikke. Han var vel bare en af de der positive personer.

I midsten af parken lå der en sø. Den var slevfølgelig sækket af et tykt lag is, så der var sikkert en del, der havde skøjtet på den. Lige nu var der dog ingen, lidt underligt, taget i betragtning at det var Lørdag formiddag. Jonghyun stod et stykke bag mig. Hvad han lavede havde jeg ingen idé om. I hvert fald ikke indtil…

Bonk!

En snebold ramte mig i nakken, og sendte en ordentlig omgang sne ned ad ryggen på mig. Jeg vendte mig hurtigt om, og sendte det mest grufulde blik jeg overhovedet kunne, imod min angrebsmand, Jonghyun. Han stod dog blot og var ved at dø af grin. Nå ja, hold da op hvor var det underholende at kaste snebolde efter folk. Hvor var han dog barnlig. Men jeg måtte vel hellere få min hævn.

Mens jeg mumlede en del forbandelser rettet mod Jonghyun, bukkede jeg mig ned, og samlede en bunke sne imellem mine hænder, som jeg derefter formede til en meget fin og rund snebold. Jonghyun, der stadig var midt i et grineflip, lagde ikke mærke til min perfekt snebold, indtil den ramte ham lige i panden. Nu var det min tur til at bryde sammen af grin. Jonghyun derimod, så ikke særlig glad ud længere. Nu bøjede han sig ned, samlede en bunke sne, som derefter samlede op. Så løb han over mod mig, i sådan en fart at jeg dårligt kunne nå at registrere hvad der skete. Jeg fandt dog hurtigt ud af det idet han maste sneen i ansigtet på mig, mens han grinte hoverende. Det var det. Nu var der krig.

Vi rendte rundt i næsten en time og fjollede rundt med sneen. Til sidste var vi begge så trætte at vi måtte holde en pause. Vi havde begge sne over det hele, og det var umuligt at kåre en vinder. Det var nu heller ikke så vigtigt. Det havde været sjovt. Selvom at det nok var en anelse ’barnligt’, så havde det været sjovt. Jonghyun var virkelig en underholende person. Måske en anelse underlig, mens stadig underholende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...