24 days of Christmas.(Jongkey)

Key, en 20 årig ung fyr, der arbejder som model, er under ingen omstændigheder homoseksuel. Folk omkring ham kan sige hvad de vil, men blot fordi at han ingen interesse har i fjollede pigegrupper, så betyder det da ikke at han er til drenge. Det er ihvertfald hvad han tror indtil han møder Jonghyun...[Dette er min første fanfiction, og jeg håber virkelig at i vil komme med noget konstruktivt kritik, tak.]

26Likes
58Kommentarer
7013Visninger
AA

9. Ice skating.

”Key~. Vågn nu op… Du skal på arbejde.” Stemmen fik mig med det samme til at sætte mig op. Skræmt kiggede jeg rundt i værelset kun for at finde Jonghyun, ovre ved døren. Hvad i alverden lavede han her? Vent…Nej vel? Det havde jo bare været en drøm… Havde det ikke? Jeg havde ikke rigtig sagt ja til at han kunne bo her, havde jeg? Åh gud… Jeg havde virkelig dummet mig denne gang.

Jonghyun lagde hovedet på skrå, idet han kiggede uforstående på mig. ”Hvad har du gang i? Skynd dig nu at gøre dig klar, ellers kommer du forsent på arbejde.” Jeg kiggede halv irriteret på ham. Hvordan kunne han være så frisk, så tideligt om morgenen? Det ville virkelig blive forfærdeligt at skulle leve med ham, fra nu af.

Idet han forlod rummet, rejste jeg mig op, og gik hen til mit skab, for at finde et par underbukser frem, som jeg derefter tog med ud på badeværelset. Her tog jeg så mit tøj af, og smuttede ind under det varme vand. Jeg klarede badet på mindre end 10 minutter, hvilket, hvis jeg selv skulle sige det, var rimlig godt gået. Jeg trak så i mine underbukser, og gik tilbage ind i mit værelse, for at finde noget tøj frem. Mit blik var vendt mod mit skab, og jeg havde min bukser halvvejs på, idet jeg hørte et grin bag mig.

”Du er vidst lidt af et mærkedyr, er du ikke?”  Med det samme vendte jeg mig mod Jonghyun, der endnu engang stod i døren, med blikket vendt mod mig. Jeg trak med det samme mine bukser op over mine lysserøde Dolce&Gabbana boxershorts.

”H-Hey! Hvad tror du lige du kigger på!” Råbte jeg af ham, med kinder der sikkert kunne sammenlignes med Rudolfs røde næse. Jonghyun grinede blot videre, tydeligvis underholdt af min reaktion, og fjernede ikke sit blik far mig, hvilket blot gjorde mig endnu mere pinlig berørt. Jeg bandede lavmældt af ham, idet jeg vendet mig om, og trak den hvide trøje over mit hoved. Derefter vendte jeg mig mod ham igen, med mine arme over kors, og med et anklagende blik. Han smilede blot skævt, og vendte sig så om. Han blev dog stående, og kiggede så tilbage på mig. ”Hvis du er færdig med at ligne en tomat, så kan du komme og få nogen morgenmad.” Jeg skulle til at råbe noget efter ham, idet han forsvandt run om hjørnet, men så faldt det mig ind hvad han lige havde sagt. Morgenmad? Havde han lavet mad? Men han kunne da ikke selv lave mad, kunne han?

Nysgerrigt trippede jeg ind i stuen, hvor der ganske rigtigt stod en masse mad, på bordet. Jeg lagde hovedet en anelse på skrå, idet jeg så spørgene på Jonghyun, der allerede havde sat sig. Han smilede blot skævt til mig, og gjorde et tegn til at jeg også skulle sætte mig. Det gjorde jeg så, og ikke lang tid efter var jeg i gang med min første potion. Efter første skefuld måtte jeg dog give op.

”Hvad er det her?!” Udbrød jeg, idet jeg måtte spytte ma