24 days of Christmas.(Jongkey)

Key, en 20 årig ung fyr, der arbejder som model, er under ingen omstændigheder homoseksuel. Folk omkring ham kan sige hvad de vil, men blot fordi at han ingen interesse har i fjollede pigegrupper, så betyder det da ikke at han er til drenge. Det er ihvertfald hvad han tror indtil han møder Jonghyun...[Dette er min første fanfiction, og jeg håber virkelig at i vil komme med noget konstruktivt kritik, tak.]

26Likes
58Kommentarer
7021Visninger
AA

17. Confession.

Key's P.O.V

Jonghyun ’s blik sagde alt. Han troede bestemt ikke på min dårlige undskyldning om at han trættede mig. Men dette så blot ud til at gøre ham endnu mere gal. Jeg havde det virkelig dårligt med at skulle lyve for ham, men jeg vidste at sandheden ville være værre.

”Det er simpelthen ikke fair Key. Du kan ikke bare smide mig væk på denne her måde. Er jeg virkelig så irriterende? Hader du mig virkelig så meget?” Hans stemme var lavere nu, og han så nu mere såret ud. Jeg hadede det. Jeg hadede at se ham sådan her. Jeg hadede at jeg blev nød til at gøre dette her mod ham. Og mest af alt, så hadede jeg mig selv, for at give det hele op.

”Jeg elsker dig, og det er det der er problemet, for helvede!”

”Yah…” Jonghyun prøvede at afbryde min plabren, men jeg var for opslugt af min egen tilståelse, til at lægge så meget som mærke til ham.

”Jeg frastødes af mig selv, for at kunne lide en af det samme køn,” fortsatte jeg, med mit hoved vendt mod jorden, for at undgå hans blik. Jeg var bange for at se hans ansigtsudtryk.

”Yah,” prøvede han endnu engang, dog uden held.

”Jeg kan ikke se dig i øjnene uden at hade mig selv, for hvad det gør ved mig.” Jeg var nu på randen til tårer, og jeg begyndte så langsomt at fortryde det jeg lige havde sagt.

”YAH!” Denne gang hævede han stemmen, for at få min opmærksomhed. Jeg kiggede en anelse irriteret på ham, eftersom at han så uhøfligt afbrød mig.

”HVAD?!” næsten skreg jeg i hovedet på ham. Jonghyun’s triste ansigtsudtryk var nu forsvundet, og var erstattet af et selvtilfreds skævt smil. Jeg kiggede forvirret på ham. Var det ikke lidt upassende at opføre sig arrogant på dette tidspunkt? Jeg mener, vi var lige midt i et skænderi og så stod han og lignede en eller anden der lige havde fået 12 i matematik. Han var virkelig uforskammet.

”Sagde du lige at du elskede mig?” Hvad? Nej, det gjorde jeg da ikke… Jo, jo det gjorde. Hvorfor i alle helgens navn gjorde jeg dog det? Det var da det dummest at gøre i denne situation. Og hvorfor stod Jonghyun og lignede en eller anden idiot på lykkepiller nu, når jeg havde tilstået noget så modbydeligt?

”Nej jeg gjorde ej,” løj jeg, og kiggede ned i jorden, mens jeg nervøst bed mig i læben.

”Jo, du gjorde.” Han blev bare ved, gjorde han ikke? Han var da virkelig for meget. Kunne han ikke bare lade som om han ikke hørte det? Den selvsikre nar.

”Nej, jeg gjorde ej,” løj jeg, endnu engang, denne gang med en mere irriteret klang i min stemme, idet jeg endelig mødte hans blik. Han så virkelig glad ud. Måske han havde misforstået hvad jeg havde ment med det. Måske han troede at jeg blot elskede ham som en ven.

”Jo, du gjo-”

”Fint, det gjorde jeg!” afbrød jeg ham, irriteret. Jeg var ikke længere så nervøs, nu var jeg blot irriteret over hans påståelighed. Hele situationen var pludselig meget mere anderledes end jeg havde forventet. Jeg havde lige indrømmet at jeg elskede Jonghyun, og i stedet for at stå og græde, så var jeg irriteret på Jonghyun, som stod og smilede over hele ansigtet.

Pludselig kastede Jonghyun sig over mig. Han var tydeligvis sur. Nu havde han altså tænkt sig at dræbe mig, fordi at jeg var så modbydelig at blive forelsket i ham. Fedest. Dog føltes det mere som et kram end et mordforsøg, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg vidste ikke at Jonghyun var så svag.

”Yah, yah, yah, yah, YAH!” Jeg skubbede Jonghyun væk fra mig, da hans hænder tilfældigvis nærmede sig min popo. Jeg fattede virkelig ikke hvad han havde gang i. Jeg havde lige brug for lidt tid til at tænke, så uden videre skubbede jeg Jonghyun videre ud af min dør, og lukkede og låste den så.

Godt så, lige en hurtig opsummering. Jonghyun dukker altså op udenfor mit hus, og beder mig om at lukke ham ind. Det gør jeg så, og vi begynder at skændes. Det ender med at jeg i kampens hede, får sagt at jeg elsker ham. Dette bider han mærke i, og han begynder så at smile. Efter at havde fået bekræftet at jeg elsker ham, kaster han sig over mig, og begynder at befamle min hellige popo. Og han er IKKE til drenge. Vent, giver det overhoved nogen mening?

”Jonghyun? Er du der stadig?” Jeg lænede mit hoved lidt tætter på døren, for bedre at kunne høre hans svar, hvis han altså ikke var blevet så vred at han var gået sin vej.

”Ja selvfølgelig er jeg det! Luk mig så ind!” Vrissede han ad mig. Hurtigt låste jeg døren op, og åbnede så langsomt døren. Jonghyun trådte igen ind, denne gang med en lidt mere alvorlig mine. Jeg vidste godt hvad det betød. Han ville undskylde over at han var så pokkers tiltrækkende, og at han altså ikke kunne gengælde mine følelser.

”Mente du hvad du sagde før, Key?” Han lød en smule usikker, som om at han var bange for at han havde hørt forkert. Måske havde det også været bedre hvis han havde det. Men det havde han jo så ikke, desværre, så jeg nikkede en enkelt gang. Jeg elskede virkelig Jonghyun. Lige siden jeg havde indset dette, havde jeg også vidst at han ville finde ud af det på et tidspunkt. Og det tidspunkt var så nu. Desværre. Jeg var virkelig ikke klar til at min første kærlighed skulle afvise mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...