24 days of Christmas.(Jongkey)

Key, en 20 årig ung fyr, der arbejder som model, er under ingen omstændigheder homoseksuel. Folk omkring ham kan sige hvad de vil, men blot fordi at han ingen interesse har i fjollede pigegrupper, så betyder det da ikke at han er til drenge. Det er ihvertfald hvad han tror indtil han møder Jonghyun...[Dette er min første fanfiction, og jeg håber virkelig at i vil komme med noget konstruktivt kritik, tak.]

26Likes
58Kommentarer
6893Visninger
AA

1. The day they met.

Det sneede. Nu var det jo også december, så måske var det ikke så mærkeligt. Sne var en af de ting, der på mærkværdigste vis beroligede mig, lige meget hvad. Det var også tilfældet nu. Faktisk, så var sneen grunden til at jeg overhovedet var gået udenfor, på trods af den bidende kulde. Men kulden mærkede jeg dog ikke meget til. Jeg var nu også godt pakket ind i hue, halstørklæde, vanter og selvfølgelig en stor jakke. Det var en selvfølge at jeg sørgede for at holde mig selv varm, når jeg nu bevægede mig udenfor. Jeg kunne jo ikke risikere at blive forkølet. Man så så hæslig ud med en løbende næse, der var fuldstændig lyserød. Så kunne det være lige meget om dette var min ynglings farve – den farve skulle min næse altså bare ikke være.

Efter et stykke tid, for jeg blot travede rundt, uden at vide hvorhen, fandt jeg en bænk, som jeg, efter at havde fejet det tynde lag af sne, der havde lagt sig over bænken, væk, satte mig på. Derefter rettede jeg en anelse på mine hørertelefoner, der nu havde siddet plantet i mine ører et stykke tid. Den lidt stille sang, der nu var begyndt at spille, passede perfekt til situationen. Den hvide sne der faldt langsomt ned fra himmelen, og lagde sig som et tæppe over den helt stille park, der her om aftenen selvfølgelig var helt tom. Det var så dejligt fredfyldt. Man glemte alt om den hektiske hverdag, når man sad her, og kiggede på den dalende sne.

Langsomt lod jeg mine øjne glide i, og nød nu kun musikken der spillede i mine hørertelefoner. Jeg vidste selvfølgelig godt at dette var dumt. Jeg vidste at hvis jeg lukkede øjnene nu, ville jeg højst sandsynligt falde i søvn, og det var jo ikke det smarteste, når det var så koldt. Men mine øjne føltes så tunge, at det var umuligt for mig at holde dem åbne. Langsomt gled jeg ind i min egen drømmeverden. En verden jeg ville ønske var virkelig.

______________________

Det føltes ikke som mere end et par minutter før jeg endnu engang vågnede op. Jeg åbnede hurtigt mine øjne, idet jeg indså at jeg ikke var vågnet af mig selv. Et par hænder hvilede på mine skuldre, og rystede mig blidt frem og tilbage, for at vække mig. I samme øjeblik som jeg åbnede mine øjne, mødtes de med et par hasselbrune øjne, der var rettet mod mine egne. I et par sekunder stirrede jeg blot ind i de to næsten hypnotiserende øjne, men jeg rykkede mig dog derefter hurtigt væk fra personen, da jeg indså hvor tæt vi var på hinanden.

”Du burde ikke sove herude i kulden. Du kunne blive forkølet.” Endelig fik jeg kigget ordenligt på personen foran mig. Han havde lysebrunt hår, med blonde spidser, hvilket gjorde det åbenlyst at han havde farvet sit hår. Hans ansigt var hvad alle, selv jeg, måtte anerkende som at være perfekt. Han var ikke specielt høj. Faktisk, så var jeg rimelig sikker på at han var mindre end jeg selv. Han mindede mig faktisk om en…

”Dinosaur,” mumlede jeg lavt, imens mine øjne stadig studerede hans ansigt godt og grundigt. Han kiggede blot forvirret på mig, og kastede så en enkelt gang med håret, for at fjerne hans pandehår fra hans øjne.

”Sagde du noget?” spurgte han, og lod så den ene hånd glide ned i hans jakkelomme. Jeg rystede blot på hovedet, og kiggede så lidt rundt, blot for at orientere mig. Det var stadig mørkt, så jeg havde nok ikke sovet her i særlig lang tid. Min ipod var nok løbet tør for strøm, da den ikke længere spillede. Lidt tid må der da så være gået. Jeg sukkede og rejste mig så op, hvorefter jeg hev min telefon op af lommen, for at se hvad klokken var.

”Y-YAH! Klokken er allerede 2?!” Råbte jeg af bar overraskelse, idet jeg så på uret, i min mobil. Så havde jeg altså sovet i et par timer. Jeg stoppede mobilen ned i lommen igen, og skulle så lige til gå, da en hånd greb fat om mit håndled. Jeg vendte mig forbavset om, blot for at møde de to hasselbrune øjne endnu engang.

Drengen vrissede utilfredst af mig, og gav så slip på mit håndled, da jeg havde vendt min opmærksomhed mod ham igen. ”Du kan da i det mindste sige tak,” brokkede han sig, mens han så irriteret ned i den snedækkede jord. I et kort øjeblik forblev mit ansigtstryk forbavset, mens så registrerede min hjerne, hvad det var han havde sagt. Hurtigt bukkede jeg for drengen, der jo havde vækket mig, på trods af at han ikke kendte mig, overhovedet. "Tak for hjælpen, hr.” Jeg rejste mig endnu engang, og smilede taknemmeligt til drengen, der nu kiggede op på mig igen. Han nikkede blot kort, og kiggede så ned i jorden igen.

”Mit navn er Jonghyun, ikke hr. Det får mig til at lyde gammel.” Jeg lagde hovedet lidt på skrå, mens jeg blot betragtede ham. Hans fod sparkede til noget af sneen, som hans blik også var fastlåst på. Han virkede rimelig underlig, faktisk. Og hvad lavede han overhovedet herude, kl.2 om natten? Han så ikke fuld ud. Han var nok bare underlig. Måske skulle jeg bare skynde mig væk, uden at præsentere mig selv? Tænk hvis nu han var en stalker? Nej, hvorfor skulle en så køn fyr være en stalker? Det gav da ingen mening. 

Jeg smilte venligt til ham, idet jeg præsenterede mig selv: ”Jeg er Kim Kibum. Jeg fortrækker dog Key.” Jeg havde glemt alt om at jeg skulle skynde mig hjem. Mit blik var blot fortsat fokuseret på den blonde fyr, Jonghyung, der stod foran mig. Han kiggede endnu engang op på mig, og nikkede kort, denne gang med et skævt smil på læben. ”Hyggeligt at redde dig fra en slem forkølelse, Key.” Jeg grinte lavt. Han var virkelig mærkelig. ”Også hyggeligt at møde dig, Jonghyun.” Jeg bukkede endnu engang, hvorefter jeg vendte mig om, og gik hjemad.

Jonghyun... Sikke en underlig fyr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...