Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8555Visninger
AA

3. Uventet møde

Vi var endelig nået frem. Jeg kunne ikke vente med at komme ind. Kaiens hus lå ikke særligt langt væk fra skolen. Det undrede mig ikke, eftersom min onkel var inspektør på skolen. Jeg trådte ind i hans hus. Varmen føltes som et dejligt kram mod kroppen, efter at have været i den kulde. Hans hus så hyggeligt ud. Væggene havde sådan en dejlig afslappende farve og jeg kunne ikke vente, med at se de andre rum. Da jeg skulle til at tage et skridt, rumlede min mave.

”Undskyld, det er lidt lang tid siden at jeg fik noget at spise,” sagde jeg, og kløede mig i nakken. Det her var pinligt. Kaien grinede bare.

”Hvad med at vi får noget at spise, før du pakker ud?” spurgte Kaien, selvom han nok allerede kendte mit svar. Jeg nikkede bare og begyndte at gå, da jeg kom i tanke om, at jeg ingen anelse havde om hvor køkkenet lå.

”Hvor er det nu lige køkkenet ligger?” spurgte jeg. Kaien grinede igen, og viste mig vej. Da vi nåede frem i køkkenet, blev vi ramt af duften af mad. Jeg så en pige stå i køkkenet. Hun havde kort brunt hår og brune øjne med et rødligt skær.

”Yuuki” råbte Kaien. ”Har min skønne datter lavet mad til mig?” spurgte Kaien, med et stjerneblik. Yuuki kløede sig bare i nakken og smilede.

”Oh, det havde jeg helt glemt. Milli, det her er min adoptionsdatter Yuuki” sagde Kaien. ”Ser du Yuuki, Milli er min niece” forsatte Kaien.

”Det er rart at møde dig,” sagde Yuuki med et smil, og rakte mig hånden.

”I lige måde,” sagde jeg og tog Yuukis hånd. Den var dejlig varm mod min, ligeså varm som hendes smil.

”Jeg har en til person du skal møde,” sagde Kaien. Jeg kunne høre nogle skridt. Der kom en dreng i køkkenet. Han havde sølvgråtagtigt hår, og lidt langt pandehår. Hans øjne var lavendelfarvede og hans hud var bleg. Hans dejlige dybe lavendelfarvede øjne. Mit hjerte begyndte pludselig at banke hurtigere og jeg kunne mærke at min puls steg. Mine pupiller var blevet små. Hvis jeg ikke havde holdt hånden på en stol, var jeg nok besvimet.

”Og den her dreng er..” mere nåede Kaien ikke at sige, inden jeg afbrød ham.

”Zero?” hakkede jeg ud og stirrede på ham med store øjne. Jeg fattede ikke, at det var ham. Det var jo lang tid siden, jeg havde set ham. Hans blik var også stivnet.

”Milli?” spurgte han med smalle øjne, men lige så overrasket.

”Så i kender vist…”

”Hvad laver du her?” havde Zero og jeg sagt på samme tid i munden på Kaien.

”Hinanden,” forsatte Kaien. Zero var et år ældre end mig. Han var også blevet højere. Men da jeg så noget, som lignede en tatovering på hans hals, gispede jeg.

”Er du blevet kriminel?” spurgte jeg anklagende, og pegede på hans hals.

”Kalder du det her kriminelt?” spurgte han ligegyldigt. ”Efter alt hvad du har været igennem, kalder du det her kriminelt?” sagde han i en hård tone og fik mit spørgsmål til at lyde dumt.

”Og hvad laver du her?” spurgte Zero igen.  Jeg satte mig ned på en stol. Det samme gjorde Zero.

”Jeg skal gå på skolen her,” svarede jeg bare automatisk. Overraskelsen var det stadig. "Og hvad med dig?” 

”Det samme,” mumlede Zero. Men hvad lavede han her? Siden hvornår havde han været her? Da maden kom på bordet, glemte jeg alle mine bekymringer. Jeg var alt for sulten til at tænke.  Under middagen sagde hverken Zero eller jeg et ord. Da vi var færdige, fulgte Kaien mig hen til mit nye værelse.

”I morgen begynder skolen igen. Jeg kommer og vækker dig i morgen tidligt. Men inden du går i seng, så vælg et par sæt tøj til at blive her. Du kommer nok her igen om weekenderne, eller ferierne,” sagde Kaien og smilede, mens han lagde hånden på håndtaget.

”Okay,” mumlede jeg.

”Og Milli,” sagde Kaien. ”Min drøm om at vampyrer og mennesker skal leve sammen er ikke umulig. Jeg skal nok vise dig det i morgen.” Han vendte ryggen til mig og gik. Jeg undrede mig over det spørgsmål hele natten.

 

 

Et andet sted stod Kaien og Zero og diskuterede. ”Hvordan tror du at hun reager?” spurgte Kaien. ”Det ved jeg ikke. Hun har aldrig rigtig haft noget imod dem,” sagde Zero og hvæste svagt. ”Men uanset hvad, så pas på Milli, og hold på hendes hemmelighed, indtil hun selv ønsker det anderledes,” sagde Kaien og kiggede ud af vinduet, på den mørke nat. ”Hvorfor? Så hun kan blive en del af din syge plan, om at mennesker og blodsugere kan leve sammen?”  spurgte Zero vredt og var allerede i gang med at hidse sig op. ”Jeg tror hun vil synes om det,” sagde Kaien og så over på Zero igen. ”Men glemmer du ikke at hun var tidligere vampyrjægerelev?” spurgte Zero og lød ikke alt for glad. ”Det var ikke derfor hun kom her Zero. Men pas nu bare på hende,” sagde Kaien, og gik. Zero sukkede og gik selv i seng. Han ville have beskyttet hende, selv hvis han ikke bad ham om det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...