Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8553Visninger
AA

43. Truslen

 

Jeg vidste ikke rigtig, hvad Maria skulle bruge mig til, men jeg havde en underlig fornemmelse i maven. Jeg kiggede bare på hende.

”Hvad vil du Maria-senpai?” spurgte jeg. Hun vente sig bare om og så på mig. Hun sendte mig et smil, som ville have fået alle til at gøre hvad hun ville, men ved mig gav det mig myrekryb.

”Jeg føler at de andre er så onde… Vi kom vist skævt ind på hinanden. Især Aidou er ikke særlig vild med mig. Men du kender vel alt til det med vampyrer, så det overrasker dig nok ikke,” sagde hun og så på mig.

”Hmp…” hviskede jeg nærmest og så på Maria med et strengt blik. ”Så du regnede det ud?” spurgte jeg og grinede et svagt og falskt grin. Maria så på mig. Hun smilede stadig.

”Det var nu ikke så svært at regne ud… Men jeg har mine metoder,” sagde Maria og sendte mig et charmerende smil, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg forstod det ikke rigtigt, men jeg kunne bare ikke lide Maria! Der var noget ved hende, som gav mig gåsehud.

”Det er heller ikke ligefrem alle der kommer godt ud af det med Aidou…” sagde hun. ”Men det du gør, er faktisk ondt Milli. Du fortæller ham ikke sandheden, for ellers ville han ikke være så flink. Du ved at han ville hade dig for at være en vampyrjæger,” sagde hun og tog fat under min hage.

”Og desuden ville det ikke hjælpe dig meget, når du har skjult det i så lang tid. Tænk på hvordan det måtte være at få sådan en sandhed serveret på et fad. Hvordan ville han mon reagere?” sagde hun med et grin. Mine øjne var store og mine pupiller var små. Maria fastholdt øjenkontakten og hun kunne se rædslen i mine øjne. Jeg ville ikke have det. Det ville være det værste mareridt. Det måtte bare ikke ske! Jeg rystede svagt og til sidst slap Maria mig. Jeg faldt ned på mine knæ, og jeg rystede stadig. Jeg kiggede ned i jorden og jeg var så tæt på at græde.

”Hvad vil du? Hvad er det du vil have?” spurgte jeg hende og så op, men chokerede øjne. Maria så på mig med et smil, men jeg vidste at der var noget bag facaden.

”Jeg vil have dig til at hjælpe mig med mine planer,” sagde hun. ”Du skal udlevere Zero for mig.” sagde hun og så på mig. Hun satte sig ned på knæ og tog fat i min hage igen.

”For ellers kan du vel regne ud hvad der sker,” sagde Maria kærtegnede min kind. ”Du er så sød Milli… Lige til at spise,” sagde hun og kyssede min kind, mens hun indsnusede min duft. Bagefter rejste hun sig op og skulle til at gå.

”Hvad mener du med ”indlevere Zero!” spurgte jeg, men min stemme knækkede over.

”Det finder du ud af til den tid,” sagde hun med et smil og gik. Jeg sad bare der og stirrede ligeud. Jeg fattede ikke hvad det lige var der skete. Jeg skulle enten stikke min bedste ven i ryggen, eller bevare min hemmelighed. Jeg mærkede knuden i maven vride sig rundt, mens jeg langsomt rejste mig op. Jeg måtte se og finde ud af om Temari havde fundet ud af noget.

***

Maria gik rundt og smilede for sig selv. Hun vidste, at hvis hun kunne få Yuuki og Milli til at gøre som hun ville have det, så havde hun både Zero og Kaname i sin hule hånd. Nu manglede hun lige at overbevise Yuki om det. Da hun gik tilbage, så hun Aidou så sin vej. Lige det hun havde brug for.

”Hvad laver du så her Aidou?” Spurgte hun med et smil. Aidou prøvede på at undgå hendes blik. Han vidste at der var noget underligt ved hende.

”Uønsket arbejde,” svarede han bare og prøvede på at komme af med Maria. Men hun grinede bare.

”Jeg troede ellers at du kunne lide Milli,” sagde Maria og så på Aidou, som straks vente sig om.

”Hvad vil du?” spurgte han bare. Maria grinede.

”Tænk hvis hun kendte din hemmelighed. Tror du ikke at hun ville løbe skrigende væk, lige så snart hun fandt ud af det?” spurgte Maria. ”Ville det ikke være bedst at holde sig væk fra hende?” spurgte Maria og gik i gang med sit manipulerende spil. Aidou så bare stift på hende, men hans udtryk viste også sorg.

”Det har jeg prøvet! Og jeg lovede at jeg ikke ville gøre det igen,” sagde Aidou og så på Maria. Hun grinede bare.

”Hun skulle jo nødig stikke af ligesom din lille prinsesse,” sagde Maria smilende. Aidou stivnede.

”Hvad snakker du om?” spurgte han, selvom han godt vidste det selv. Men det gik helt tilbage til hans barndom, så hvordan kunne Maria vide det? Maria smilede bare.

”Røde roser har det med at stikke og bagefter bliver de sorte..” sagde Maria og begyndte at gå. Aidou stod bare tilbage og så op mod himlen.

”Hun stikker ikke af…” sagde han og lukkede øjnene. Hvis hans hjerte kunne banke, havde det banket smertefuldt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...