Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8575Visninger
AA

48. Skud i tågen, skud i målet

 

Jeg rejste mig op og gik videre, da jeg var løbet tør for tårer. Jeg kunne jo ikke give op nu, uden at vide noget som helst. Det kunne jo være, at jeg havde taget helt fejl. Jeg sukkede og gik hen til mit værelse, for at vaske hovedet. Ballet blev afholdt i dag, og sjovt nok skulle dem fra dagklassen gøre det hele klar. Det undrede mig ikke, for hvordan kunne en hel normal klasse, slå vampyrernes viden?

Jeg himlede med øjnene og gik videre, hen til Kaiens kontor. Jeg måtte melde min hovedpine, så jeg kunne slippe for at gøre det hele klar. Det var ved at blive tusmørkt, men efter det var sommertid, så var det stadig lyst. Jeg bankede på døren, og Kaien råbte bare, at jeg kunne komme ind. Heldigvis blev mit ansigt hurtigt normalt, så derfor kunne man ikke se at jeg havde grædt.

”Milli-Chan, kom indenfor,” sagde Kaien med en munter stemme. Jeg så bare på ham, men inden jeg kunne nå at sige noget, afbryd Kaien mig.

”Ser du, kunne du ikke tage Yuukis og Zeros vagt for i dag?” spurgte Kaien bedende.

”Eh? Mig?” spurgte jeg med store øjne og pegede på mig selv.

”Men jeg er ikke nogen præfekt,” sagde jeg og kiggede på ham.

”Endnu~” sagde han og smilede. Jeg så på ham med de øjne, som Zero kunne finde på at give ham. Et helt vildt irriteret blik.

”De er vampyrer, kan de ikke beskytte deres eget skind?” tænke jeg og sukkede irriteret. ”Fint!” sagde jeg og skulle til at gå, men jeg stoppede op og så på Kaien.

”Er Zero okay?” spurgte jeg bekymret. Kaien så på mig.

”Han dukker op til ballet,” sagde han blidt og jeg nikkede.

***

Da jeg havde lukket døren, lænede jeg mig op ad den og blinkede et par tårer væk. Zero havde det vel okay, eller han ville komme tilbage. Det lettede en del. Nu skulle jeg koncentrere mig om den svære del. Pigerne! Hvis de havde en så dårlig IQ, skulle det nok blive nemt.

Jeg sukkede irriteret og gik hen til porten. Pigerne skreg som altid, og jeg sukkede bare. De så på mig og blev stille da jeg piftede en enkelt gang. Jeg måtte tage mig sammen, og blive som en af dem.

”Oh nej. Har i hørt det? En sygdom som giver knopper er i gang med at sprede sig, og det kommer fra denne del af skoven af,” skreg jeg og virkede alt for piget. De stirrede bare på mig med store øjne og gik i panik.

”Modgiften findes et sted i… Fysik lokalet! Skynd jer,” sagde jeg og begyndte at løbe. På vejen hoppede jeg diskret op i et træ, og pigerne løb derud af. Jeg så på de tumpede piger. Kæft de er jo dummere end guldfisk! Jeg hoppede ned igen og så på den tomme plads. Porten gik op, og natklassen gik ud. Jeg kunne se at de fik store øjne, da de kiggede ud.

”Her er… Tomt?!” sagde Aidou og så over på Kain. Ruka så ud til at nyde det.

”Endelig!” sagde hun irriteret. Jeg begyndte at småfnise, da Ichijo fik øje på mig.

”Milli hvad sker der?” spurgte han. Jeg begyndte bare at dø af grin.

”Af en eller anden grund, skulle jeg overtage Yuukis og Zeros plads. Da jeg fortalte pigerne, at der var en dødelig hudsygdom i luften, skred de med det samme,” hviskede jeg, men stoppede flere gange, fordi jeg døde af grin. Ichijo begyndte også at grine.

”Det er første gang, at pigerne ikke er her,” sagde han og så på mig. ”Men tak for det, Milli,” sagde han og gik tilbage. Han blinkede inden han gik. Jeg smilede og begyndte at gå, inden jeg fik Aidous opmærksomhed. Jeg ville ikke kunne tage det, hvis han faktisk havde fundet ud af det. Jeg skyndte mig at løbe tilbage.

Jeg havde det igen ikke så godt. Maria var ikke til stede, og det fik mig til at gå i panik. Jeg vidste, at hun kunne være Hio Shizuka, men jeg måtte være sikker. Hvis bare jeg vidste, hvor hendes krop var! Jeg håbede at Temari måske vidste det, så derfor gik jeg over til hendes værelse.

***

Temari så på mig med store øjne.

”Milli, hvor har du dog været?” spurgte hun bekymret og tog fat i mine skuldre. Jeg trak bare på skulderne, og svarede:

”På mit værelse,” selvom det ikke var sandt. Temari sukkede og kiggede på mig.

”Kaien fortalte min at du skulle tage Yuukis og Zeros vagt… Er der nogen problemer for tiden?” sagde Temari. Jeg nikkede svagt og så på hende.

”Zero er væk… Af den grund stødte jeg ind i Aidou… Jeg tror, at jeg kom til at snakke over mig…” sagde jeg og kiggede ned.  Temari så på mig.

”Men… Ville det være så slemt hvis du gjorde?” spurgte hun. Jeg kiggede bare væk, og kom til at tænke på Marias ord.

”… Og desuden ved jeg ikke hvor Shizukas krop er henne. Hvis den findes her, så har jeg jo ret,” sagde jeg og sukkede.

”Alt andet vil være et skud i tågen,” mumlede jeg og så på hende. Temari fik et smil på læben. Det var ikke det positive, men det var et der viste at hun havde noget at fortælle.

”Ser du… Jeg nåede ikke at blive færdig i går,” startede hun med at sige. ”Så Aidou fortalte mig noget mere. Sammen med hans fætter Kain, havde de gået lidt rundt. Aidou ville… Være sikker på at han ikke tog fejl og desuden ville han.. sådan da beskytte en person…” sagde Temari hvor hun begyndte at hoste ”dig.” og så hostede hun igen, men jeg hørte ikke hvad hun sagde.

”Så det lykkedes ham og Kain at.. Finde hendes krop. Den var frosset ned!” sagde hun. Jeg fik store øjne og så på hende.

”Seriøst?” spurgte jeg. Det vil sige at jeg hele tiden havde ret. Hio Shizuka var Maria!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...