Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8583Visninger
AA

42. Roser

 

Temari var gået med til det. Hun sagde, at hun ville gøre sit bedste, men hun vidste også, at hvis det var mig der spurgte, så ville han med sikkerhed fortælle at. Problemet var bare, at jeg ville afsløre mig selv på den måde. Temari sukkede og prøvede på at smile, men hun kunne godt se, at denne sag var lidt kompliceret.

”Jeg synes bare at du snart burde fortælle ham det… Eller i det mindste burde du gøre noget. Du kan ikke blive ved på denne måde, for ellers går det hele i opløsning.”

Jeg nikkede og takkede Temari, inden jeg gik. Kaien havde bedt mig om at hente noget sammen med en fra natklassen. Jeg havde givet Kaien et irriteret blik, men jeg gik med til det. Jeg sukkede håbløst og begyndte at gå hen til det lokale, Kaien havde bedt mig om at gå hen til. Jeg kunne langsomt dufte roser, og da jeg så var derhenne, så jeg til min store overraskelse at Aidou stod der, med en rose i hånden. Han duftede til rosen og så fantastisk ud som altid.

”Hvor er de mennesker dog langsomme,” sagde Aidou beklageligt og så ud mod vinduet. Hans ansigtsudtryk viste at han var irriteret og utålmodig. Jeg begyndte at grine.

”Ja undskyld ventetiden Aidou-senpai,” sagde jeg, mens jeg stadig grinede svagt. Aidou vente overrasket sit blik hen mod mig, så de flotte blå øjne mødte mine. Hans ansigtsudtryk ændrede sig til et smil. Han så bare på mig og lænede sig op ad væggen. Han havde lagt armene over kors og han havde stadig rosen i hånden. Faktisk undrede det mig, hvorfor rosen ikke visnede eller gjorde et eller andet.

”Hvad er det for nogle roser Aidou-senpai?” spurgte jeg og gik hen imod ham. Han så på mig.

”Jeg aner det ikke, men jeg ved bare at det er nogle sjældne roser, som ikke vokser så mange steder,” sagde han. Jeg så på den blodrøde rose som Aidou holdte i hånden. Duften var helt klart god. Inden jeg vidste af det, havde Aidou løftet hånden, for at komme rosen i mit hår. Et smil bredte sig på hans læber. Jeg rødmede bare svagt og så op på ham.

”Hvad laver du?” spurgte jeg. Ham gav mig bare et af hans charmerende smil og løftede min hage.

”Det jeg har lyst til,” svarede han og slap min hage igen. Mit hjerte hamrede hurtigere og jeg rystede bare svagt på hovedet, for at undgå at få brændende kinder. Han begyndte at gå over til en af de kasser fuld af de roser og sukkede.

”Vi skal have sat alle de her roser i vand så de kan holde sig til ballet,” sagde han og så utilfreds ud. Aidou var helt klart ikke typen der gad gøre nogle ting, som han kunne få andre til at gøre for ham.

 ”Du kunne jo altid bede dagklassespigerne om at gøre det for dig… Nej vent. De ville jo sikkert medbringe kameraer så de kunne tage billeder og skrige ”Idol-senpai” mens de ville løbe som sindssyge for at overfalde dig,” sagde jeg og gjorde min stemme mere og mere dramatisk, og jeg brugte så meget ironi, at det var til at dø af grin af. Jeg himlede bare med øjnene, hvorefter jeg begyndte at imitere de skrigende piger. Aidou begyndte bare at grine over min parodi og han morede sig bestemt.

”Jeg kan jo ikke gøre for at alle de piger falder for mig. Jeg må jo have nogle tricks i ærmet,” sagde han og så selvglad ud. Jeg prøvede på at beholde mit smil. De tricks kendte jeg alt for godt til. De piger skulle bare vide hvad han i virkeligheden var. Jeg sukkede og begyndte at gøre det jeg skulle. Aidou sukkede og begyndte til sidst at gøre det samme.

”Jeg troede ikke du gad?” spurgte jeg og grinede. Aidou så på mig med et kedeligt blik.

”Din salgstale virkede alt for godt,” sagde han og smilede.

”Ja jeg har talent for det,” sagde jeg smil et smil. Han skulle bare vide. Der er næsten ikke nogen jeg ikke kan overtale til at gøre noget for mig. Tiden gik faktisk hurtigt. Alt for hurtigt. Det hele var faktisk meget sjovt og man kom aldrig til at kede sig med Aidou. Jeg grinede, indtil jeg så Maria i døråbningen.

”Morer I jer?” spurgte hun om smilede uskyldigt, men der var noget over hendes aura. Aidous aura ændrede sig også. Han mistede sit smil og så over på Maria.

”Hvad vil du?” spurgte han koldt.

”Jeg skal bare bruge Milli,” sagde hun og så over på mig.

”Okay,” sagde jeg og stillede de sidste roser på plads. Jeg smilede til Aidou inden jeg gik sammen med Maria. Men mens jeg gik, mærkede jeg hans øjne i ryggen. Jeg havde allerede brudt et af vores løfter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...