Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8574Visninger
AA

40. Rosenrøde minder - del 2

 

Jeg havde ikke set den kvinde siden, og navnet Hio Shizuka strejfede mit hoved. Det her var første gang jeg drømte om Shizuka. Jeg kunne ikke huske mødet med hende, men uanset hvad, vidste hun noget om min fortid. En anden ting var også opklaret. Prinsen var ikke en person fra mine drømme. Han fandtes åbenbart, men jeg kunne ikke huske noget om ham. 

Jeg pakkede min kuffert op og så på en lille ting, jeg tog op. Det var en halskæde med en rød rose på. Det var den eneste ting, jeg havde fra min fortid. Den havde jeg altid haft på, da jeg var bange for at tabe den. Og uanset hvor meget jeg prøvede på det, kunne jeg ikke huske den. Jeg så på halskæden, og huskede hvad Aidou sagde.

”Er jeg mon en rød rose?” spurgte jeg mig selv. Jeg ville ønske, at jeg kunne huske noget om min fortid. Om min familie… Om den prins som Shizuka siger, betyder så meget. Men uanset hvad, så har Aidou fyldt nogle af de tomme pladser.

Jeg har ikke rigtig oplevet ensomhed, før jeg kom til akademiet, men det er også her jeg har fundet rigtig glæde. Så uanset hvad, har det været det hele værd. Men turde jeg sætte det hele på spil, for at finde mine minder? Jeg tænkte så meget, at jeg pludselig blev båret af Zero.

”Zero-Kun,” skreg jeg nærmest. ”Hvad laver du?” spurgte jeg ham. Han var bare tavs, og forblev stille. Jeg kunne se at Ichijo endelig havde fået Maria med tilbage igen.

”Du havde det blik der. Lige før mine forældre blev dræbt. Ligesom dengang du snakkede med nogen og den person havde givet dig et mærkeligt blik. Efter det snakkede du pludselig om en prins, og dengang kendte vi ikke nogen prins. Du fik det samme blik lige før. Huskede du noget?” spurgte han mig alvorligt. Zero satte mig ned igen. Vi var hos skolesygeplejersken, men det var kun mig og Zero i rummet. Jeg så på Zero.

”Du vil ikke blive glad for dette… Den person der gav mig nogle af mine minder var Hio Shizuka…” sagde jeg følesløst. Zero stivnede. Jeg så på ham og han så på mig.

”Husker du mere?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet.

”Det er hende der har ladt mig huske en dreng fra før jeg mødte dig, men hun sagde at hun ville ’hjælpe mig på vej’ på den måde,” sagde jeg. Zero havde et koldt blik.

”Hun sagde at mine minder var blevet slettet. At alt det jeg havde før, var blevet slettet,” sagde jeg og så lige ud. Zero så på mig. Hans blik var neutralt. Jeg krammede Zero, og han krammede mig tilbage. Selvom Zero virkede kold, beskyttede han mig altid. Det havde han altid gjort. Pludselig skubbede Zero mig væk. Jeg så på ham, og han gled bare ned på gulvet. Hans øjne var blodrøde, og jeg kunne se tørsten i hans ansigt.

”Zero,” sagde jeg lavt, men han sørgede for at jeg holdte mig væk.

”Milli… Du overvurderer vampyrerne her på skolen… Hvis de virkelig keder sig, og får fat i din fært så…” sagde Zero og gispede. Han holdte sin ene hånde rundt om nakken og så virkelig dårlig ud. Jeg havde det dårligt, fordi jeg ikke kunne gøre noget.

”Zero!” sagde jeg og kom tættere på. Han skulle til at bide mig, da jeg hørte et skud. Skuddet snittede Zero. Jeg vendte mig om og så en meget bekendt person.

”Er du sunket så dybt Zero?” spurgte stemmen.

”Yagari-Sensei? Hvad laver du her?” spurgte jeg overrasket. Henne ved døren stod min træner Yagari Toga. Jeg havde ikke regnet med at se ham her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...