Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8562Visninger
AA

24. Reddet

Det blev ved med at tordne. Jeg kunne høre mærkelige lyde. Ville skoven mon virkelig dræbe mig? Ligesom for 6 år siden. Lige siden jeg kunne huske, havde jeg været bange for lyn. Jeg var paralyseret, når jeg hørte lyn. For 6 år siden, var Zero og jeg faret vild. Vi havde været væk i tre dage. Takket være nogle piller jeg havde, lykkedes det os at overleve. Dengang vidste Zero intet om min skræk for lyn. Vi blev enige om at dele os. Eller rettere sagt: Det var Zeros idé, og jeg ville ikke afsløre min skræk for lyn, så jeg gik med til det. Da jeg så endelig var alene, blev vejret værre. Jeg begyndte at løbe. Og så var det ellers som i alle mine drømme. Skoven var ond, og noget var efter mig. Jeg væltede og da skikkelsen skulle til dræbe mig, dukkede Zero op. Han vidste, at jeg sagtens kunne slå den ihjel, så efter han reddede mig, fandt han ud af min skræk for lyn. Jeg fik ham til at love, at han ikke ville sige det til nogen. Men denne gang ville Zero ikke dukke op. Det ville Aidou heller ikke. Jeg var helt alene. Pludselig kunne jeg høre en lyd.

”Milli-chan,” spurgte en stemme. Den venlige stemme, der havde accepteret mig lige fra starten.

”Ichijo-senpai?” spurgte jeg lavt. Hans bevægelser fik nogle grene til at ruske.

”Milli!” sagde han og sukkede lettet op. Jeg kastede mig over mod ham. Mine tårer blev ved med at strømme ned ad mine kinder.

”Ichijo-senpai,” sagde jeg igen, men højere denne gang.

”Så så, lynet kan ikke gøre dig noget,” sagde Ichijo. Det stoppede med at lyne. Jeg kunne se, at han bed sig i underlæben. Det var sikket på grund af mit blod. Jeg slap ham igen, og rodede rundt i den lomme, jeg havde sat på den første dag. Jeg fandt et jeg søgte efter. En lille bombelignede ting. Den var sort, med et røg-tegn på. Jeg kastede bomben hårdt i jorden.

”Milli? Hvad laver du?” spurgte Ichijo forvirret.

”Hvad kan du lugte?” spurgte jeg, da røgen hurtigt forsvandt. Han forventede sikkert at lugte mit blod, men fik pludseligt store øjne.

”Jeg kan ikke længere lugte dit…bold,” svarede han forvirret. Hans øjne var store, og udstrålede forvirring. ”Hvorfor?” Jeg smilede.

”Det er min specielle røgbombe, der opsamler lugten af blod. I det område den bliver affyret, vil man ikke kunne lugte mit blod. Fordi jeg selv blev ramt af røgen, er det lige meget hvor jeg går hen. Du vil ikke kunne lugte mit blod,” svarede jeg. Ichijo smilede.

”Hvor lang tid holder det?” spurgte han så.

”Cirka 2 timer," svarede jeg. Ichijo smilede bare.

”Skal vi gå?” spurgte han, og rakte mig sin hånd. Jeg nikkede bare. Selvom Ichijo var meget pæn og venlig, reagerede jeg bare ikke så meget ved hans berøring. Det gav mig ikke den varme, som når Aidou rørte min hånd. Igen blev jeg trist. Da jeg kom i tanke om hans kolde blik, havde jeg bare lyst til at løbe væk igen. Det gjorde ondt, og jeg vidste ikke hvorfor. Det værste var at jeg ikke kunne få det væk. Jeg kunne mærke en knude i maven. Jeg forblev tavs hele vejen. Da vi var nået tilbage til skoven i skolen, bryd jeg tavsheden.

”Ichijo-senapi!” sagde jeg.

”Hvad er der Milli?” spurgte han, og vendte sig om.

”Du må ikke fortælle det her til nogen. Især ikke det om min lynskræk,” sagde jeg lavt, men bestemt. Ichijo nikkede.

”Jeg forstår,” sagde han.

”Jeg kan godt finde tilbage herfra,” sagde jeg.

”Okay, så ses vi i morgen Milli,” sagde Ichijo, og skulle til at gå, da jeg kaldte efter ham.

”Og Ichijo. Tak,” sagde jeg og smilede lidt. Han smilede bare tilbage og gik. Jeg skyndte mig op på mit værelse. Jeg havde ikke brug for at snakke med nogen. Jeg skulle bare i bad, og få mit blod væk. Vandet vaskede alt skidtet væk med sig. Jeg lod bare vandet løbe. Jeg vidste ikke i hvor lang tid jeg stod der, men for mig føltes det som en evighed. Jeg havde ikke rigtig lyst til noget. Mit blik var tomt. Hvis du spørger mig, så var denne dag, det værste mareridt.

Jeg tog mig sammen til endelig at træde uden for badet. Hele toilettet var tåget af det varme vand, og duften af min shampoo der duftede af roser, havde spredt sig. Jeg tog min natkjole på. Meget simpel, men flot. Den var hvid, og var silkeblød. Da jeg endelig var færdig med at tørre mit hår, og andre diverse ting, var jeg klar til at sove. Problemet var at jeg ikke få lukket et eneste øje. Jeg besluttede mig for at tage over til Rima. Jeg var pænt ligeglad med om de andre var der. Rima havde også ledt efter mig, havde Ichijo fortalt. Han fortalte mig også at Rima ville blive udenfor lidt længere, bare for en sikkerheds skyld. Jeg havde ikke lyst til, at være den store byrde for hende, men jeg kunne ikke falde i søvn. Rima stod der, smuk som altid, og vente sit blik mod mig. Jeg kunne ikke rigtig finde smilet frem.

”Du behøver ikke at tvinge et smil frem. Smil kun når du har noget at smile over,” sagde hun. Jeg smilede lidt ved den kommentar. Jeg forsatte min vej hen til hende.

”Jeg var ikke engang kommet tæt på,” sagde jeg.

”Din shampoo vækker meget opsigt. En tydelig duft af roser. Desuden er din egen duft meget stærk,” sagde hun. Jeg smilede lidt. Jeg blev tavs. Jeg plejede at kunne snakke meget, men der var som om noget holdte det tilbage. Jeg sukkede i mig selv.

”Du siger ikke så meget i dag,” sagde hun.

”Jeg kan ikke snakke, hvis jeg ikke føler at der er noget at snakke om,” sagde jeg, og brugte den samme måde at sige tingene på, som Rima havde gjort, der med smilet. Et meget svagt smil dukkede op fra Rima.

”Vil du med indenfor?” spurgte Rima. Jeg rystede bare på hovedet.

”Jeg springer over i dag,” svarede jeg. Faktisk havde jeg virkelig meget lyst til at snakke med Rima, men jeg ville bare ikke kunne tage Aidous blik. Jeg kiggede væk igen.

”Jeg går tilbage nu,” sagde jeg tomt.

”Hvis du får brug for mig, så kan du nemt få fat på mig, efter mit modelarbejde,” sagde Rima. Jeg sendte hende bare et smil, inden jeg gik tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...