Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8552Visninger
AA

11. Pjækkeri

Foran mig stod de to natklasseselever. Den ene var en dreng med lyst kort hår. Han havde grønne øjne og den hvide uniform. Den anden var en pige med orange hår, som var sat op i to hestehaler. Hun havde blå øjne og den hvide uniform. Hvad lavede de her? Burde de ikke sove nu? De var jo trods alt vampyrer.

”Hvad laver i her? Dette er dagklassens område,” sagde Zero.

”Ja det ved vi. Undskyld Zero, men vi hørte bare nogle mærkelige lyde, så vi fik besked på at tjekke det ud, ”sagde drengen uskyldigt. Jeg vidste med det samme at, de lyde han snakkede om, var da jeg ”kom til” at sparke et træ over.

”Det er ikke noget. Der var bare et træ der væltede,” sagde jeg. Zero forblev bare helt stille. Han ville vist ikke hjælpe mig denne gang. Jeg pegede over på det væltede træ.

”Hmm, hvis I siger det, så er det vel sandt,” mumlede han. ”Selvom det ville være mærkeligt hvis et træ bare væltede,” forsatte han. Jeg håbede virkelig, at han ikke ville spørge os om det mere. Zero havde ret. Jeg skulle ikke have sparket det træ over. Lige nu ønskede jeg bare, at de ville gå.

”Hvis det bare var det, skal vi så ikke gå?” spurgte pigen. Hun så pænt ligeglad ud.

”Jo, men vent for resten, er du ikke en nye elev Milli?” spurgte drengen.

”Jo,” svarede jeg, og gav ham et smil.

”Jeg er Takuma Ichijo og pigen ved siden af mig er Rima Touya,” sagde han. Hvis ikke det var fordi at jeg var en skarp vampyrjæger, så ville jeg aldrig have lagt mærke til at han var vampyr. Han var virkelig menneskeagtig. Ikke-vampyr. ”Nå men vi ses Milli-Chan, Kiryu,” sagde Ichijo og gik tilbage. Jeg sukkede af lettelse.

”Hvad er du glad over? Har du ligesom ikke lagt mærke til at vi kommer for sent?”

”Nani?” udbrød jeg. Vi skulle have historie nu. Nu når jeg kom i tanke om det, så ringede klokken, lige da Takuma og Rima kom. Jeg ville få så meget eftersidning.

”Nå men ser du Zero, du går bare i forvejen,” sagde jeg med et falskt smil.

”Du vil pjække og sige at du farede vild,” sagde Zero.

”Shoot,” mumlede jeg. Jeg gav ham mit hundehvalpeblik. Han sagde ikke noget, men gik i den modsatte retning af klasselokalet. Jeg begyndte at grine lidt. Endelig skulle jeg ikke dø af kedsomlighed.

”Du ved godt at det bliver noteret,” sagde Zero.

”Hvis det gør hacker jeg bare deres computere, og sletter deres filer,” svarede jeg ham med et lumskt smil. Jeg elskede min bærbar. Den kunne simpelthen alt. Hvis jeg var ved at dumpe, ville jeg enten snyde, eller slette deres filer, så der var ikke noget at være bekymret for. Vi gik til vi var nået frem til en stald. I stalden var der en masse heste i forhold til hvad man kunne forvente af skolen. Jeg kunne se at de blev urolige, da vi trådte ind. Hvad havde hestene mon imod os? Der var kun én hest der blev rolig. Resten af dem hidsede sig fuldstændig op. Man skulle nærmest tro, at de havde set en vampyr.

”Zero, hvad laver alle de heste her?” spurgte jeg.

”De er her til dagklassen, når de skal have gymnastik,” sagde Zero. Jeg så over på den rolige hest. Den så ud til at kunne lide Zero.

”Zero, er det her din kæreste?” spurgte jeg. Jeg kunne se at han ikke syntes at joken var sjov, men det var bare typisk Zero.

”Den hedder Lily,” sagde han. Jeg ville lukke hesten ude, men det gav Zero mig ikke lov til. ”Det er en meget ustyrlig hest. Det er nok ikke en god idé,” sagde Zero.

”Aidou havde ret, du er virkelig kedelig,” mumlede jeg lavt. Jeg lagde mig bare ned i høet. ”Zero, hvad laver du egentlig her?” spurgte jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...